Home Anmeldelser april 2022 Deep Drive: Human (Anmeldelse / Album)

Deep Drive: Human (Anmeldelse / Album)

86
0

Deep Drive har på Human lavet en helt klassisk hardrock-plade.
Der er store følelser på spil og måske netop derfor er det power-balladen, der ender med at blive det mest mindeværdige nummer på en ellers solid plade.

Deep Drive har omdøbt sig fra Human – og valgt at udgive deres debut i bandets tidligere navn. Der er tale om ret klassisk hard-rock, hvor især forsanger Joachim Rahbæk Iversens vokal er trukket frem i lydbilledet oven på en ret poleret men stærkt spillet hardrock-bund.

Det valg i udgangspunktet en god idé. Iversen er stærkt syngende og især når stemmen bliver lidt presset og får lidt overdrive, er det ikke unfair at sammenligne med Chris Cornell.

Vildt.

Underlægningen kunne måske også være fra ét af den ovennævnte kunstners projekter, men desværre slipper pladen ikke for at blive lidt lang: 12 numre virker lidt langt for en plade, hvor den meget indfølende vokal svinger mellem fin og rigtig god.

Som nævnt er det det store følelser, der rammesætter teksterne. Titler som Goodbye My Brother, Solitude, Drowning og Woman to Forget understreger, at der er følsomme folk bag fyldepennen.
Det bliver til tider lidt voldsomt, men på den anden side bliver det aldrig klichepræget og når der er så talentfuld en sanger bag, kommer teksterne som minimum til at falde inden for genren – det passer ret fint sammen, det hele…

Bandet er en trio, og det må siges at de får rigtig meget ud af de relativt få instrumenter og der er i høj grad tale om en produceret, fuldfed rock-lyd hele vejen igennem.

Og nu tænker du måske, læser, om Deep Drive så kan skrive en powerballade? Om!
Alone har alle komponenterne; 6/8, en stor, patetisk tekst, et åh-stykke, et roligt tempo og bygger op til et tilsvarende storladent omkvæd. Havde nummeret haft en stor guitarsolo, havde det været et decideret skoleeksempel på genren.

Every time I see
The face of you my dear
My son will never hear

How he came to be

And with this pain I’ll be
All alone

går refrænet og selv om det kan virke lidt cheesy, så er det helt inde for skiven på genren.

De øvrige numre når ikke op på dette niveau – og ret skal være ret, en del af glæden over balladen ligger også i, at det er så stilrent at det næsten fremkalder smil.

Det skal nu ikke tage noget fra de øvrige numre, der lydmæssigt er godt producerede, men måske mangler lidt melodisk appeal for at blive sådan rigtig uforglemmelige.

Men det er rock og rock har den fordel at selv når det bliver lidt generisk, så kan det være ganske fint og solidt. Håndværket er i hvert fald i orden – vokalen stærk – og så er det måske mere sangskrivningen der mangler det sidste nyk opad, for at det bliver sådan rigtig-rigtig godt.

Jeg har været fint underholdt i selskab med Human, men vil næppe vende tilbage til pladen – med mindre jeg en dag igen skulle stå foran højskoleelever og holde oplæg om musik / powerballader. For så kunne jeg godt finde på at finde Alone frem som eksempel…

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleThrowe: Forfald (Album/anmeldelse)
Next articleMogwai, Voxhall 2/5 2022 – support: BDRMM (Koncert/Anmeldelse).

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.