Modest: For The Better (EP) ★★★★☆☆

0
324
views

Kan du lide guitarrock, som man lavede den i de gode, gamle dag, i dette tilfælde 80’er og 90’erne? Så burde du måske tjekke den nye EP fra aarhusianske Modest ud.

Jeg indrømmer gerne, at det var med en lille portion fordomme, at jeg gik til denne udgivelse. Efter at have oplevet Modest live på Roskilde Rising forrige år, og lyttet til et par singler, så syntes jeg, at der hang en lidt for tung skygge af navne som The Cure og The Smiths over løjerne. Meeeen, efter at have lyttet disse 6 numre igennem, og så lyttet igen, og igen, så må jeg konstatere, at det langt fra er hele sandheden.

Nok er bandet lyd tydeligt inspireret og præget af disse, og andre lignede indienavene, men Modest kan altså også noget på egen hånd, som ikke gøre dem til et kopiband eller deres sange til rene stiløvelser. Der er noget liv i det her, noget der ånder og vibrerer, og et melodisk flair og touch, som er deres eget, på trods af, at lyden læner sig op af mere eller mindre tydelige musikalske forfædre.

Et andet element hos Modest, som man blandt hører i åbneren “Closer To Each Other”, er en punktet rastløshed og energi. Her må det også gerne være en lille smule skævt og ikke ramt lige på kornet, her i form af vokalen, der ligger og svæver lidt “over” musikken, som skubber godt på nedenunder og driver sangen fremad. Det giver en sang, der på samme tid virker rolig, med et let drømmende skær og lidt febrilsk, i kraft af musikkens pumpende rytme og de millimeter præcise, maskinelle trommer fra Stinus Kruse. “… almost, pretty close // getting nowhere”, lyder det længselsfuldt fra forsanger Julius Lykke (der også betvinger bassen), mens musikken langsom vokser omkring ham. Rigtig stærk åbning, og et nummer, der ligesom de resterende 5 numre, bliver ved med at vokse for hver gennemlytning.

Det gælder også for singlen, “Keep Your Cards”, der her falder som tredje nummer, som jeg ellers var en lille smule efter, da jeg anmeldte den som en del af vores Repeat-serie. Den er virkelig blevet ved med at vokse på mig, selvom jeg holder fast i, at den er mere end kvart i Morrissey og The Smiths. Men melodien, og det lydbillede Modest får skabt her, er simpelthen så smittende, på en nederdrægtig sniger vis, at jeg pludselig tog mig selv i, at sidde og nynne med. Med en spilletid på lige over 5 minutter giver det også rig mulighed for, at alle instrumenter kan komme til fadet her, ikke mindst de vellydende og allestedsnærværende guitarer fra henholdsvis Jacob Tjerrild og Jakob Ahlers fylder godt. Det er sådan et nummer, hvor man bliver taget ved hånden på den fede måde og inviteret med på tur.

“Please Keep An Eye On Me”, EP’ens næstsidste nummer, rummer nogle af de samme kvaliteter, hvad det fængende og medrivende angår, her blot eksekveret i lidt højere tempo, med en mere punkrocket vibe og leveret på under halv tid af “Keep Your Cards”. Her viser Modest, at de også har kondien til en 2 minutter og 20 sekunders sprint, hvilket blot er med til, at understrege følelsen af, at man sidder med et afbalanceret og formfuldendt lille værk og ikke “bare” en EP med de numre de lige havde klar. Et nummer som “For The Better”, der falder som sang nummer to, viser eksempelvis en helt anden side af bandets lyd. Mere nedtonet, vi nærmer os en semi-ballade, mere indfølt og på mange måder “nøgent”. Sangen er instrumentalt barberet ned til et minimum med kun vokal og lidt guitar (tror jeg, kan i hvert fald ikke lige høre andet), men måden det leveres på og den luft der er i sangen gør, at de fremstår som en med masse af fylde.

“On the inside, I am empty // Will it fade away? Not today”, en god portion ungdommelig angst og schmerz bliver der også plads til hos Modest, her i “Not Today”, endnu et iørefaldende nummer med et godt tempo og drive. Det er måske ikke ligefrem lyrik som henvender sig direkte til en mand der nærmer sig de 40 i samme tempo, som det her nummer flyder fremad, men selvom Modest befinder sig et andet sted i livet end undertegnede, så føler jeg mig ikke hægtet af. Det her kunne godt være lyden af min generation i 90’erne, da folk på min alder lyttede til Psyched Up Janis, Suede, eller hvad ved jeg, Faen, afslutningsnummeret hedder endda “Teenage Lullaby”…

Men, “every boy becomes a man”, som det lyder i det fine nummer, endda understøttet af et frækt lille “uh uh uh” kor, hvilket er meget lidt punk, men Modest virker (heldigvis) ikke så forhippede på, at følge en masse regler, eller have travlt med at skrue en cool attitude på. Det er måske en af grundene til, at det her er vokset på mig? Det virker faktisk utrolig oprigtigt, og ydmygt, det Modest leverer, uden en smart facade og en følelse af, at der er noget påtaget over fortagnet.

Vi befinder os stadig i upcoming-sfæren, men Modest lyder som et band med vokseværk. Vi ender med en kæmpestor 4er for det samlede indtryk.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.