Mala Costumbre: No Loose Ends ★★☆☆☆☆

0
930
views

Mala Costumbre leverer på No Loose Ends ukompliceret rock, netop uden mange løse ender. Men der mangler også idéer, noget der udfordrer, ridser i lakken og et eller andet der bare giver en indikation om hvad gruppen egentlig vil med deres rock.

Ok. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg ingen fan er af NU-rock. Og som Ole Michelsen havde det med Richard Gere film har jeg det med NU-rock; bands, der spiller denne genre, skal være heldige at få en klap-hat.

Med det in mente vil jeg sige, at Mala Costumbre gør et hæderligt forsøg på at lave en rock-plade. Interessant nok åbner de med en power-ballade hvor klaver, strygere og den typiske overdrive-vokal bærer igennem. Det er egentlig OK.

Forsanger Eduardo “Eddie” Tor Del Spar har netop den så genretypiske overdrive-vokal, ikke helt ulig Alter Bridges Myles Kennedy – eller Leningrad Cowboys’ Ville Tuomi. Men hvor sidstnævnte performer med store mængder tongue-in-cheek (er fx også ret sikker på, det er Ville, der synger i Hevisaurus 🙂 ), så savner Mala Costumbre fuldstændig selvironi eller humor.

Som forsangeren i og bandets navn Mala Costumbre indikerer, så er der en spansk indflydelse; ‘Eddie’ er spanier hvilket både kommer til udtryk i titler (eksempelvis ‘Quisieras Ser Aire’, ‘Maldito Amor’ og ‘Mañana’) og musikalsk som en lille gimmick i ‘Enough of You’. Fint nok. Problemet er bare, at det hele er så kedeligt fremstillet. Der spilles med en – for genren typisk – uhyggelig pæn lyd, hvor der aldrig bliver skyggen af kant.

De lidt ubehjælpelige synths på ‘Mañana’ og ‘No One’ bliver næsten ufrivilligt komiske og på sidstnævnte gør de maskinelle (måske endda drumbox-programmerede?) trommer det på ingen måde bedre.

Jeg har en særlig forkærlighed for bands, hvor man kan høre, at trommer ikke bare bliver rytme, men der bliver spillet og tænkt på trommer som et instrument. Jeg tænker, at Mala Costumbres trommeslager snildt kunne indgå i AC/DC. Og det er i denne sammenhæng altså ikke nogen kompliment. Man har tidligere kunne læse mig påstå at rock er en ‘nem’ genre, da den er appellerende og hvis man ikke er dygtig nok, så kan man bare skrue op.

Det ville være forkert at påstå at Mala Costumbre er ‘dygtige nok’. De spiller for så vidt fint på deres instrumenter og jeg kan ikke finde nogen graverende fejl. Udover det faktum, at de i al deres pænhed lyder som et musikskoleband, der har været så heldige at finde en forsanger, der kan det der overdrive (som for øvrigt både bruges som teknik – og lægges på som effekt på ‘Mañana’). Det er bare så uendeligt idéforladt.

Andensteds har man set mig udtale, at musik for så vidt blot er matematik tilført følelser. Her er der ingen følelser og indtrykket er som at stikke tungen ud af vinduet – smagløs og ligegyldig. Jeg får lyst at kontakte bandet og råbe: ”HVAD VIL I?????!!!!”

Måske er det bare synd for Mala Costumbre at deres album, No Loose Ends, havnede på netop mit bord. Men det var der, det havnede og én ting må jeg medgive; der er ingen løse ender:

Det er simpelt hen ikke særlig godt – og så er den vidst ikke længere.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg Mala Costrumbre på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.