Low, VoxHall, 9/2 2019 ★★★★★☆

0
417
views

Det er ikke hverdagskost at Low kommer forbi Aarhus. Men lørdag lagde de VoxHall ned med deres særegne blanding af støj, melodi og rygradsrislende vokaler.

Inden Low var der opvarmning med lokale Phosphor Kid. I aftenens anledning betød det sangerinde og guitarist Randi Løvendahl Gustafsson alene på scenen med en elektrisk guitar, som gav et råt og interessant udtryk. Blandt andre ‘Magnet to My Mind’ stod godt i billedet og det fungerede som en fin opvarmning til trioen fra Minnesota.

Low

Amerikanske Low har siden starten af 90’erne opdyrket deres eget lille hjørne af musikscenen med et spartansk lydbillede, hvor Mimi Parker og Alan Sparhawk’s vokaler og henholdsvis trommer og guitar som regel kun understøttes af Steve Garringtons bas. Parker og Sparhawk’s vokalharmonier gemmes på trioens seneste album, Double Negative, godt væk i lag af støj, men live på VoxHall stod de klarere frem.

Vi skulle dog først vente i ti minutter sammen med bandet før lyden på Parker var på plads, så her trådte Alan Sparhawk i karakter og fik holdt publikum nogenlunde varme, både med en forklaring omkring teknikken, der drillede, men også med en langsom joke om en snegl. På en måde virkede det som en sært passende indgang til selve koncerten, som åbnede med ‘Always Up’ og albumåbneren ‘Quorum’ fra Double Negative.

Alan Sparhawk i front for Low. Foto: Jason Champney – jaceimages.com/Voxhall

Herefter rykkede Low op i tempo (så meget som de nu gør i deres slowcore-univers) med den fremragende ‘No Comprende’ fra 2015-albummet Ones and Sixes, hvor Sparhawk bærer lead-vokalen, mens Parker svæver i baggrunden. Fedt og intenst.

Så blev der dykket en tak længere tilbage i kataloget med først de dæmpede og melodiske ‘Plastic Cup’ og ‘Holy Ghost’ fra The Invisible Way (2013) inden bandet gik i en helt anden, nærmest slow gazende retning med først ‘Tempest’ (fra Double Negative) inden ‘Do You Know How to Waltz’ fra 1996-albummet The Curtain Hits the Cast skruede alvorligt op for støjen i en lang, kontrolleret lydmur, som fik mange til at tage sig til ørerne, samtidig med at de stirrede fascineret på trioen på scenen. Jeg stod sgu nok også med åben mund og polypper en del af tiden. Sparhawk gav den også lige med tænderne på guitarstrengene, inden støjen blev skruet endnu mere op. Akkompagneret af flakkende stroboskoplys var det Low i deres mest kompromisløse hjørne.

Den opvisning blev fulgt af en anden form for opvisning med den hypnotisk groovende ‘Lazy’ (fra 1994-albummet I Could Live in Hope) med Steve Garringtons bas i en hovedrolle, før vi fik ‘Dancing and Blood’ og ‘Always Trying’ fra Double Negative, som igen viste at det nye materiale sagtens kan stå sin prøve live.

Sparhawk gav den hvad den kunne trække på vokalen på ‘Nothing but Heart’ fra C’mon (2011), der også gav antræk til fællessang, inden Sparhawk og Parker’s vokaler igen ramte noget absolut rygradsrislende på først ‘Especially Me’ (også fra C’mon) og siden den fremragende ‘Lies’ (Ones and Sixes).

‘Fly’, ‘Dancing and Fire’ og ‘Disarray’, en trio af sange fra nyeste album, lukkede koncerten. Stærkest i den trio stod ‘Dancing and Fire’, med sine nærmest forsigtige guitaranslag og Sparhawk’s vokal blottet og sårbar. “It’s not the end/It’s just the end of hope”, synger Sparhawk undervejs, hvilket siger lidt om stemningen, både på sangen og på Double Negative som helhed – Low har aldrig været humørbomber, men Double Negative har en særligt afmægtig stemning, vist delvist affødt af den seneste tids udvikling i USA.

Vi fik også et enkelt ekstranummer, hvor Alan Sparhawk sørme tog uldsweateren han ellers havde båret hele koncerten af, og så fik vi ‘Sunflowers’ fra et af trioens bedste albums, Things We Lost in the Fire fra 2001, igen i en ganske imponerende og gåsehudsfremkaldende version, inden bandet forlod scenen til stort bifald.

Den lidt skæve begyndelse på koncerten til trods, så endte det med at blive en ret så overbevisende koncert fra amerikanerne, der hjertens gerne må lægge vejen forbi Aarhus igen, hellere før end siden. Det føltes i hvert fald som lidt af et privilegium at opleve dem et relativt intimt sted som Voxhall, der gav en god ramme om koncerten, og hvor publikum i øvrigt viste at stille passager ikke behøver blive knevret ihjel. Der blev lyttet og levet med. Samtidig fik vi en koncert, der trods den vekslede mellem det støjende og det afdæmpede og melodiske holdt publikums opmærksomhed i et stramt greb næsten hele vejen, og vi kom endda godt rundt i Low’s imponerende bagkatalog undervejs i de 1 time og 45 minutter bandet var på scenen. Vi lander på 5 af de store mørkt ulmende stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Jason Champney – jaceimages.com/Voxhall

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.