Igniri Guru: Igniri Guru (EP) ★★★★☆☆

0
396
views

Igniri Guru er mødet mellem Julius Löb-Simons hverdags ego og hans kunstneriske alterego, der har kunne ens og mødes om, at lave en 4 numre lang EP, der giver et nutidigt bud på, hvordan storladen 70er rock kan lyde.

Når man sidder med presseteksten fra Igniri Guru, så er der flere tanker der melder sig. Der er tydeligvis tale om en meget kunstnerisk sjæl med skabertrang, både kunstneren Igniri Guru og Julius, der gemmer sig inden i. Man tænker også, at det lyder temmelig højtragende, hvis ikke ligefrem prætentiøst, eller i hvert fald grænsende til over the top. Som når Julius beskriver, at han fandt det nødvendigt i første omgang at barbere håret af og ændre sin fysik for ligefrem at blive Igniri Guru.

Det viste sig så, at være en lidt for krævende proces, i stedet for valgte Löb-Simon at prøve at se om Igniri Guru og Julius på en måde kunne mødes i det kunstneriske alterego. Det er det, disse 4 sange og 23 minutter repræsenterer. Hvordan Julius selv bedømmer, at missionen er lykkedes skal jeg ikke gøre mig klog på, men, dømt udefra, så er han i hvert fald lykkes med, at frembringe nogle rigtig flotte og vellykkede numre. Så, det prætentiøse i det kan vi godt pakke lidt væk, Igniri Guru, eller hvem der nu taler i presseteksten, har helt klart noget at have det i.

De 4 numre er ret forskelligartede, det er både en styrke og en lille svaghed. Vokalen er det gennemgående element, som binder numrene sammen, ellers kommer vi lidt omkring i de 70’er rockede stilarter. Alle numre er over 5 minutter lange, der lægges fra land med korteste nummer, “Bow Down To You”, der allerede er ude som single. Her bredes de store, prægtige vinger ud fra start og vi præsenteres for et luftigt og svævende nummer, der svajer majestætisk i vinden. Et modigt valg, at lægge fra land med så store armbevægelser, men også dejligt befriende. Min nysgerrighed er i hvert fald pirret og opmærksomheden fanget. Vi trakteres endog med en ægte, liret guitarsolo, det er det helt store skrud Igniri Guru viser frem fra start.

Ulempen er, at sådan en overrumplende start kan være lidt vanskelig, at følge op på. Det ender ikke med en mavelanding, men de to efterfølgende, endnu længere, numre er af en lidt anden støbning. “Cold Lodge” er laber og silkeblød folk af den klassiske skole, tempoet roligt og tålmodigt opbyggende, nu er det lyttetid. Det er endnu et ret stærkt og smukt udført nummer, men også et der måske ville have endnu bedre vilkår placeret korrekt på en plade, hvor der er lidt afstand til det store, åbnende vingesus. Men det er godt nok velsunget og spillet. “Tell God (I’ll Be Home For Tea)” føler op med en stil og klang Igniri Guru selv beskriver som en “bibelsk western”, hvilket virker meget rammende. Tempoet er skruet lidt i vejret, og stilen lidt mere highway rockende. Ikke dårligt udført, men klart det nummer jeg finder musikalsk mindst interessant på EP’en, det er lige før det bliver lidt røvballe boogierockende.

Der lukkes og slukkes med længste nummer, den over 7 minutter lange “Wonder/Wander”, hvor der skrues op for guitaren, forstærkeren og den drømmende støj, som man kender det fra midt/slut-70’er Pink Floyd. Her synger Igniri Guru i et andet, lidt mere råt toneleje, men stadig med en klang der er genkendelig i forhold de foregående sange. Som i de øvrige numre hænger der en følelse af noget længselsfuldt og søgende i luften, som om Igniri Guru forsøger, at gribe ud efter nogen og noget i sine sange, der er lige i nærheden, næsten inden for rækkevidde – men som i sidste ende ikke nås… eller som driver væk lige i sidste øjeblik, inden man får fat…

Bestemt ikke en dårlig kvalitet, især ikke hvis man bruger det som brændstof til, at vende tilbage og forsøge igen. Det kan man også roligt gøre med Igniri Guru og denne EP, der er virkelig noget at komme efter, så lad dig ikke skræmme af den lidt “kunstneriske” præsentation og indpakning. Musikken fungerer også glimrende på egne præmisser, men, får, selvfølgelig, et ekstra lag når forhistorien er med. Skal man sige noget kritisk, så er det, at musikken nærmest virker lidt gammeldags og forholdsvis tøjlet, i forhold til hvad der lægges op til med hele fortællingen om et alter ego. Men, en intern kamp mellem to jeg’er behøver jo ikke resultere i et stort spraglet drama udadtil.

Hvad man får, er til gengæld et fornemt bud på 70’er klingende rock i komprimeret form, der efterlader et indtryk af, at der er masser at bygge videre på for Julius og hans alterego. Vi ender på 4 store stjerner for det flotte første forsøg.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.