Koncerter i Aarhus, uge 23

0
1038
views

Hvad er nu den af? Aarhus er ikke helt gået på sommerferie endnu musikalsk – der er faktisk et enkelt stort brag og flere mindre drøn at finde i ugens koncertudbud. 

Onsdag d.3. juni

Midtugen byder på anden semifinale i kampen om årets Fatter Eskil-pris. De fire navne på plakaten er John AlcabeanWild TripsRetro Future og The White Dominos, og sidstnævnte spiller i hvert fald svedig rock. Det er gratis, og der bliver garanteret gang i den.

Fatter Eskil, kl. 19, gratis

Er du villig til at hive nogle skillinger op af lommen for din onsdagsrock, så skal der herfra lyde en anbefaling om at tage på Voxhall, hvor australske Airbourne går til angreb. De supportes af ingen ringere end lokale I’ll Be Damned, som for nylig krammede sig vej gennem en forrygende fundraiser til deres kommende debutalbum. De spillede også på Spot Festival, hvor jeg både oplevede koncerten og interviewede Kristian og Stig fra bandet – det blev til dette lange og muligvis lidt ufokuserede interview, men der står blandt andet noget om, hvorfor Stig ikke kan klare når publikum står stille.

Tilbage til Airbourne, som blev dannet i Warrnambool i Australien i 2003. Allerede der lyder det sgu lidt badass. Bandets hårdtslående hardrock har trukket sammenligninger til især de ældre landsmænd i AC/DC, og det er ikke helt skævt. De tager i hvert fald udgangspunkt i samme beskidte, bluesrockede udtryk, men fyrer også gerne op for tempoet ind i mellem. Og så er der voldsomt meget gang i dem på en scene (noget de har til fælles med aftenens opvarmningsnavn). Ugens anbefaling!

Voxhall, døre kl. 19, start kl. 20, 250 kr. 

Torsdag d.4. juni

Torsdag byder på en omgang upcoming rock på Backstage: Rolled Up SleevesShenadoah og Oddhead.

Backstage, døre kl. 19, start kl. 20, 30 kr. 

Fredag d.5. juni

Radar byder også ind med en rock’n roll storm i ugens løb. Her har Enough Said Music samlet tre bands, der har rock’n roll i blodet – Dance With Dirt har vi tidligere både anmeldt på plade og live, og interviewet, mens TurboChild også er oplevet live, hvor de senest var i god form på Spot Festival, og på EP. Aftenens sidste band, Thunderboss, har vi kun fanget på en overvejende vellykket EP. Fælles for dem alle er at de spiller energisk og svedig rock og efterhånden har godt med live-erfaring, så man kan godt tillade sig at skrue rock-forventningerne op.

Radar. døre kl. 2o, start kl. 21, 80 kr (kun dørsalg)

Lørdag d.6. juni

Lørdag byder Radar igen ind, denne gang med lidt blandede bolcher. Det sker i anledning af Den Sociale Dag, som finder sted d.6. juni. Har man et frivillig-armbånd herfra, så er der gratis adgang til aftenens koncerter med grunge-rockende The Boy That Got Away (album anmeldt HER), samt mere afdæmpede Ladylion (album anmeldt HER), Kajsa Vala og Noring.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 40 kr. 

Mere tungt og støjende bliver det på Backstage, der har tre bands på programmet, nemlig med hardcore-bandsene Earn Your ScarsDTHRNR og Act of Instinct.

Backstage, døre kl. 20, start kl. 21, 70 kr. 

Vi slutter rundturen i Trøjborg Beboerhus, hvor psych-rockerne Spökraket holder (lidt sent) releaseparty for In a Witch Forest, et album Ken beskrev som ” (…) en tåget tur langt ind i en mystisk musikalsk skov”, som han tildelte 5 stjerner, blandt andet fordi “Det er et glimrende album, et egenrådigt og ret kompromisløst trip, som alligevel formår at rive en med og påvirke en, både fysisk og psykisk”. Læs hele anmeldelsen HER og lad dig svæve med lørdag aften. Snöleoparden sørger for opvarmning.

Trøjborg Beboerhus, døre kl. 20, 30 kr. 

Det var ugens aarhusianske bud på en musikalsk én på opleveren – lyt løs!

Af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.