Inacave: Inacave ★★★★☆☆

0
1352
views

Danske Inacave spiller en form for teknisk groove-dødsmetal med progressive elementer, og har fået den anerkendte producer Daniel Bergstrand (Meshuggah, In Flames, Behemoth) til at dreje på knapperne. Resultatet er en plade der lyder pisse godt, men hvor den lidt ensformige klang over et helt album, bremser lidt af den hårdtslående effekt der ellers er til stede.

Det starter nemlig med buldre, brag og solidt groovende klø fra Inacave, men det er som om effekten fortager sig en smule inden man når igennem hele albummet, hvor det hele begynder at flyde lidt sammen i bandets metalliske cementmikser. En cementmikser drevet rundt af rå og ganske imponerende muskelkraft, der måske ender med at spille lidt for meget med musklerne og glemmer at variere den grundtone det hele er farvet med.

Heldigvis er det ikke svært, at høre hvad pengene på producerposten er gået til. Det lyder meget lækkert og topprofessionelt hele vejen igennem albummets 11 numre, men det ender måske også med at blive en lille del af problemet i sidste ende. Ja, det lyder fandeme godt, og Inacave er nogle brutale basser der forstår at bulderbasse igennem, men, det ender igen også med at lyde lidt ensartet over en hel plade. Hvor man måske godt kunne savne flere ridser i lakken og skarpere kanter, der kunne matche den egentlig ganske potente musik bandet ruller ud. Det er med til at forstærke indtrykket af, at numrene flyder og mudre lidt sammen, hvor jeg har lidt svært ved at skelne dem fra hinanden, når albummet rinder ud.

Indledningsvis er det uhyrer effektivt, med åbneren “Weight of the Boulder” som rambuk, titlen siger næsten det hele ikke? Kampstenen har allerede opbygget godt med fart på vej ned af bjergsiden efter kort tid, og tromler mod i en med faretruende fart og nærmest ustoppelig vægt. Vokalen ligger i den hæse, halv-bjæffende ende af metal-skalalen, vi er næsten over og flirte med lidt deathcore (og små hyl) i korte øjeblikke, men heldigvis ikke mere end jeg stadig kan være med, Det lyder sgu’ noget indebrændt, indigneret og arrigt det Inacave slipper ud af den mørke grotte. Samtidig groover det temmelig effektivt, så vi får en god balance mellem kraftfuld tromlen fremad og mere tilbagelænet metalliske svej, der får trænet nakke og lårmusklerne. Der er ikke så meget at sige til det, det er bare en genre cocktail der er uhyre virkningsfuld – når man ikke får for meget indenbords af den.

“Mountain Throne” hugges ud i klippevæggen i  lidt lavere tempo, med en mere cirkel-huggende rytme, der varieres i intensitet som nummeret skrider frem. Igen er det uhyrer effektivt mens det står på, men et eller andet gør, at jeg har lidt vanskeligt ved at huske nummeret når det er slut. Jeg bliver af en eller anden grund, lidt immun overfor stenknuser rytmerne. Heldigvis kommer der et tiltrængt afbræk, når vi når lidt længere ind på albummet, hvor “Enlightenment part 1” agerer nedtonet og tilbageholdende lead in til “Enlightenment part 2”, hvor der igen skrues op for blusset.

Det er ikke fordi der vindes nyt og ukendt terræn i metalland med en stille instrumental intro, del 1, der leder over i en mere tonset sag, del 2, men det gamle trick fungerer upåklageligt for Inacave, og pludselig er man helt frisk på at headbange løs til “Part 2’s” smittende “chucka chucka” rytme. Men herefter er det som om jeg får lidt sidestik og metal fatique, det begynder at være en lidt udmarvende oplevelse at følge trit med Inacave’s udskejelser. De hjælper heller ikke ligefrem ved, at numrene generelt er i den længere ende, med en samlet spilletid der ryger over de 50 minutter.

Jeg har lidt på fornemmelsen, at problemet kunne lægge lidt hos mig selv som lytter, hvor mine ører, af ukendte årsager, bare går lidt på standby efterhånden som vi bevæger os ind i Inacave’s metal-hule. Der er i hvert fald flere numre på pladens anden halvdel, der når jeg lytter til dem isoleret set, fremstår både medrivende og virkningsfulde. “When”, med sit dødsmetalliske drive og klang med fængende groove passager, den mere sejt vuggende “Frame the Memory”, der slæber knoerne hen over den ru overflade eller den over 9 minutter lange semi-episke afslutter “Waters” – alle glimrende numre hver for sig. Men lytter jeg pladen ud i et, er det som om de ikke helt kommer til deres ret i mine ører.

Alt i alt har Inacave lavet et album de kan være mere end tilfredse med, det spiller bare på rigtig mange parametre. Det springende punkt, som gør at vi lander på en solid, men lidt forsigtig, 4er på stjerneskalaen, er  følelsen af let metaltræthed der sniger sig ind, når jeg indtager hele pladen ud i et. Er det mit system der bare ikke helt kan håndterer de klippestykker Inacave hugger ud, eller er der noget andet der kaster grus i maskineriet? Tag selv en tur i stenbruddet og lyt til, eller download, Inacave til “name your price” HER.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Inacave på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.