GYTYA: Solder (EP) ★★★★☆☆

0
469
views

GYTYA er et hele 6 mand stort dreampop projekt fra København, der i efteråret udsendte deres 7 numre lange debut-EP. Velklingende toner, hvor en masse elementer er i spil, ikke mindst brugen af vokaler.

Skal man kritisere GYTYA for noget (lige ud af starthullerne), så er det at de i højere grad lader til at vægte stemning og atmosfære, fremfor egentlige mindeværdige melodier og sange. Ikke at sangene er dårlige, overhovedet, jeg har bare lidt vanskeligt ved at huske dem efter endt lytning.

Den mest mindeværdige er nok nærmest den langsommelige og lydmæssigt forholdsvis afpillede “Palm Rest”, men nok mest fordi den minder mig en hel del om Radioheads mesterlige “Exit Music (for a film)” fra OK Computer. Så meget at det er umuligt for mig at abstrahere fra det og nyde sangen på egne præmisser. En skam, for det lyder eller godt og stemningsfuldt det GYTYA får opbygget i det nummer. Dog uden Radioheads sitrende intensitet, som suger ilten ud af netop det nummer.

Jeg kommer, desværre, aldrig til at holde vejret, eller får den slået/suget/tvunget ud af mig i løbet af de 6 (7 inkl. en kort intro) på Solder, som med en samlet spilletid på omkring de 20 minutter heller ikke tager pusten fra en pga. for lang spilletid. Det er en god ting! En anden fin ting ved Solder, er at GYTYA formår at skabe ret meget variation på den begrænsede spilletid, hver sang har sin egen identitet og klang, hvilket ikke mindst skyldes, at gruppen benytter sig af hele tre vokaler på lead. Lead vokalen går på skift, mens de der træder i “baggrunden” bidrager med nogle ret vellykkede korarrangementer, griber en guitar eller en synthesizer.

GYTYA mister dog aldrig fornemmelsen af, at udgivelsen er tænkt som et sammenhængende værk, sangenes individuelle udtryk til trods. Grundstemningen og den samlede atmosfære på Solder løber, eller skulle man sige svæver, igennem de 7 numre som en genkendelig rød tråd, der binder det hele sikkert sammen. Pulsen stiger måske på et nummer som den mekanisk pulserende “Resilience”, men Emil Lundbaks lyse vokal og den syntetisk drømmende understrøm holder nummeret forankret til det samlede udtryk.

EPen åbner med en kort instrumental intro inden det egentlige åbningsnummer, “Are We Still”, der bæres helt op i skyerne af en højstemt kvindevokal og lyst kor. Det er luftigt, vellydende ligesom der er noget porøst over udtrykket – som om musikken er skrøbelige sæbebobler, der stiger til vejrs. Selvom det er en følelse der går igen hele vejen igennem Solder, så springer boblerne aldrig og musikken fremstår for let. Man driver igennem EPen til den bløde landing på de to afsluttende numre, “Magnify” og “Sanitize”, ganske ubesværet.

Sorry for appearing
for screaming in silence
a voice is craving
A shrill noise

Lyder første vers i førnævnte “Resilience”, GYTYA er alt andet end “shrill”, men man kan sagtens opleve dem som “screaming in silence”. Man fornemmer, den umiddelbart rolige overflade til trods, et drama lige under overfladen. Ligesom de musikalske armbevægelser på en eller anden måde formår på samme tid, at være store og pompøse uden at de er voldsomme og in your face… det stille skrig?

Er man i det rette humør er det en ret rensende oplevelse, hvor musikken er ens behagelige følgesvend. Modsat kan de 20 minutter godt ende lidt som vellydende baggrundsmusik, hvis man ikke lige har fået tunet ind på den rette stemningsmæssige frekvens. Om det så skyldes afsender, modtager eller virkemidlerne kan sikkert diskuteres, men jeg vælger den forsigtige konklusion og kalder det en god, 4 stjernet oplevelse, hvor musikken måske godt måtte vise lidt flere tænder for mit temperament.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.