Grails, Atlas 26/5 2018 ★★★★☆☆

0
209
views

Fredag aften bød Atlas ind i mørket med sfærisk, instrumental rock. De få fremmødte fik en god, men også lidt uforløst koncertoplevelse med på en fin fredagsforårsdag.

På Voxhall/Atlas’ hjemmeside kunne man læse et ’interview’ med guitarist Alex Hall fra Grails. Jeg bed især mærke til formuleringen i det tydeligvis ret humoristiske interview: ”(…) it’s fun to listen to; maybe with headphones, and maybe in a slightly altered state”.
Og flere gange i løbet af koncerten nåede jeg at tænke på, hvordan hele oplevelsen havde været, hvis Atlas havde beklædt gulvet med madrasser og man ’havde spist i det køkken, hvor de brænder oregano’ eller fået en tegning med sit barn hjem, forestillende Lucy in the Sky with Diamonds.

Jeg holdt mig dog til at indtage porter på scenekasserne opstillet ved siderne af gulvet på Atlas – og havde på den konto et par nær-lykkelige oplevelser.

Ilyas Ahmed

Kl 21.00 var der ikke optræk til start af koncerten og blot fem-ti publikummer var at finde i bygningen. Dog blev der lystigt spillet post rock og den sædvanlige stemning af forventning inden en koncert havde OK kår.

21.15 træder guitarist i Grails, Ilyas Ahmed, som i eget navn havde fået lov at spille support ind på scenen til lyden af en laaaaaang, elektronisk drone, som han så med sin Jazzmaster (?) begynder at lægge små licks, akkordbrydninger og brudstykker af melodi over. I ti minutter.

Det bliver aldrig sådan rigtigt musik-musik og får lidt præg af en endnu ikke udlært guitarists leg med sit instrument med flasoleter, licks og korte bends. Nærmest undskyldende.

Efter de første ti minutter begynder det dog at tage form (der veksles mellem to akkorder i en form for kadence), og lapsteel-guitaristen og trommeslageren fra Grails kommer ind og bakker op: Trommeslageren ved at lave fingerdans på lilletromme og langsomt at bygge op, og lapsteel-guitaristen med supplement til den gennemgående drone.

Det bliver dog aldrig rigtigt til numre eller udpræget grooves, men der er også noget hyggeligt over de tre på scenen, som synes at have et stort fokus på det lidt tilfældigt-lydende, de producerer.

Det hele stener ud og 21.35 takkes der af og vi får lidt anlægsbåret post-rock, får Grails indfinder sig.

Et venligt, men lidt unødvendigt og ikke rigtigt vedkommende support-indslag fra Ahmed.

Grails ★★★★☆☆

21.55 sker der noget igen: Grails – inklusive de tre førnævnte – træder på scenen, der nu på bagvæggen viser visuals fra 50er-film og andre ældre temaer.

Bandet stiller op med to guitarer, lapsteele/bas, trommer og synths. Settet starter med lilletrommeslag, og det står klart at trommesættet er sat op som et musikinstrument, snarere end en rytmeholder: Masser af rumklang på lilletrommen og masser af tone i tammerne – det er en fryd at høre, og som settet skrider frem viser trommeslageren, at han om nogen er en kompetent herre – både som dirigent men også som støttende instrument.

Det startes langsomt ud i 6/8 (tilsyneladende bandets foretrukne taktart) og der bølges blidt frem og tilbage på den vuggende taktart. Imens ses visuals fra 50ernes USA. Der er vel 35 publikummer nu og stemningen bygges. I klassisk post-rocket stil bygger nummeret op til slut, for så at lukke ned. Det er ufarligt, men sætter også en stemning for aftenen.

På bagtæppet står med horror-bogstaver Pagan Necromancy! mens andet nummer går i gang. Igen i 6/8 og lapsteelen er nu byttet ud med en Fender-bas. Det gør en del for lydbilledet, som ellers ikke har manglet bas fra synthen, men den mere levende bas fra et strengeinstrument giver en mere komplet lyd.

Og der spilles lækkert hele vejen rund. Man bølger frem og tilbage, det er tydeligt at ikke alt er aftalt – men bandet fanger hinanden fint på improvisationer uden at der går hverken jazz eller rundesolo i den: Der er en plan for hvert nummer, men ikke strammere end at der er plads til at space lidt ud her og der, tage en afstikker osv. Det fungerer rigtig fint!

Igen sluttes der i højere intensitet – bandet smider aldrig rigtig trussen, men holder en ret stram kontrol. Det er på én gang helt rigtigt og lidt skuffende, at den ikke får fuld skrue og de tillader sig at ryge lidt ud over kanten.

Tredje nummer viser bandet dog at det ikke er et 6/8 vals- eller marchband, for vi får et mere drevent 4/4-nummer, hvor trommerne skaber drive mens guitarer og synths skaber luftig stemning. Dygtigt gjort og for første gang bliver der spacet helt ud, der laves en Juno-agtig solo på synths og formen forsvinder i ét eller andet omfang.

Formen vender dog tilbage under fjerde udskæring, som er en sej, fuzzet, tung sag mens visuals på bagvæggen viser både småkysk knalderi og kysseri. Og sådan bæres vi igennem settet som siddende på en ofte 6/8-bølgende gople. Et enkelt uptempo-nummer får vi også, og ofte lukkes numrene ned med en højere intensitet end de startes – klassisk post-rocket.

Som vi kommer ud i de senere numre, trækkes der også mere og mere i retning af en Pink Floyd-agtig syre-lyd og da bassisten sætter sig bag trommerne og trommeslageren griber en Telecaster, får vi også noget distorted solo-lir uden at der går heltesolo eller decideret fræs i den.

Hele tiden holdes det hele lidt nede og kontrollen er mildest talt imponerende. Især fordi der (selvfølgelig) åbnes mere for posen som vi nærmer os de sidste numre: Tunge breakdowns – ikke som i metal, men som i tempo – og med dyb flanger/fuzz på guitarerne, når der virkelig skal tages ved. Med trommeslageren tilbage bag sine tønder får vi noget næsten ballade-agtigt i et nummer, der kan lyde som introen til Smashing Pumpkins’ Porcelina of the Vast Ocean, som breaker ned i en trommesolo for blot at sætte ind igen med en mere riff-orienteret version af temaet. Ret stærkt!

Ret beset ’vælter’ bandet lidt her efter trommesoloen, men de er tydeligvis dygtige nok til at finde hinanden som takterne udvikler sig.

Nå. Af scenen og tilbage på scenen til to ekstranumre. Først bygges der oven på en drone, etableres et klassisk post-rock tema, et modtema og som suspensen bygges op forventer man forløsning i et smadder-stykke. Men nej, vi rykkes lige rundt i et c-stykke, inden der konkluderes med forløsningen – for øvrigt nu med mindre smæk end forventet, men ikke mindre effektivt af den grund.

Sidste nummer bliver det bassen, der tager melodistemmen på og efter en laaaang synth-intro sættes er ind i et groove, der bygger op og piller ned mens bassen holder melodien.

Det klinger ud med lidt smæk på og lidt symptomatisk får bandet ikke lige helt ramt hinanden eller afsluttet helt skarpt. Ikke at det gør så meget, for det har været en fin aften, hvor indtrykket har været sfærisk, vuggende og til tider med en pæn kant.

Der ligger dog noget konstant uforløst i aftenens performance. Om det er mig, der forventer mere brutalitet, eller om det er et spørgsmål om at bandet heller ikke rigtigt rammer dagen, skal jeg ikke kunne sige. Men det bliver aldrig rigtigt gribende og til sammenligning med fx Godspeed You! Black Emperor og Mogwai, så rammer Grails bare ikke helt på samme måde.

Det skal ikke tage noget fra aftenen, som var en fin oplevelse. Men det er min forhåbning og forventning, at man kan møde dem en anden dag og få en noget større oplevelse. Rum-cigar eller ej.​

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.