I den doomede, sludgede ende af metalgenren finder vi Goatsmoker, der til trods for sit lidt sære navn byder ind med både stemningsrig og desperat metal.
Der er fem numre på E.R.I.S. og som genren(e) har for vane, så forhaster det sig ikke: Kun ét nummer lidt under syv minutter og ellers ret repetitive, vandrette figurer dominerer udtrykket.
Oven på dette ligger en desperat brøle-vokal, der i den grad klæder de ikke voldsomt hurtigt udviklende numre: Ja, det lyder næsten som om, der i Cursed råbes ”RAYA!” (det er ’Fire’, red), hvilket for en Arsenal-fan efter gårsdagens uafgjorte (forkortet af, red). Nå! Noget med desperation…
Hvor sludge (lad os nu bare kalde det det), ofte kan blive lidt langt i spyttes, lykkes Goatsmoker her med at variere og lave hints nok til at det er interessant hele vejen igennem.
Ofte kommer der en meget lige, tonløs synth ind over som i hvert fald i min optik sender tankerne i retning af Fallout 2 soundtracket. High praise!
Dermed også være sagt, at der er en vis dystopisk rød tråd på pladen.
Denne understreges i høj grad af den ret upolerede, fedtede og beskidte lyd. Vi er nok så langt fra NU-rockens komprimerede kedelighed og polerethed som vi kan komme; både når numrene typisk starter langsomt er kan man næsten høre bandet sige: ”Prøv at høre denne dybe akkord. Nej, prøv VIRKELIG at høre denne dybe akkord” og som numrene så langsomt – eller for Waitings vedkommende brat – udvikler sig til højere tempo og vildere energi, så er der masser af overtoner og støj.
Ret passende bliver dette ophøjet til episke dimensioner i titelnummeret (?) Entropy Reigns In Silence, hvor der er tre dynamikker langsomt opbygget over de næsten ti minutter.
Afslutteren, Dakhma, bliver endda helt grum i udtrykket og slutter old school-like med kvindevokal henvendt til Lucifer, der inviteres til at æde Solen.
Det er sq også en måde at ikke efterlade noget tilbage, når LPen løber ud!
Hvorfor står Goatsmoker så over flere andre bands i genren?
Jeg lægger mærke til, at selv om der repeteres de samme figurer, er der i høj grad tænkt over at der skal varieres: Det virker mere som om der har været en plan for hvert nummer, end at man som lytter skal sumpe hen i repetitionerne. Det kan man også. Men på bedst tænkelige vis har Goatsmoker gjort sig umage for at man som lytter ikke behøver selv at lægge så meget til for at få noget ud af musikken.
Det er ikke nemt, men det lykkes virkelig godt på E.R.I.S.
Stor ros skal der også lyde for at få vokalen til at fremstå så konstant desperat – hvis ikke brutal som på lukkeren.
Vi går imod lysere tider. Men Goatsmoker har lavet en fantastisk mørk plade med E.R.I.S. som jeg håber, jeg vil huske at finde frem igen, når vi når hen til november.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
