Olesen-Olesen, Train, 19/3 – 2026

Olesen-Olesen blev omfavnet af publikum på Train, og leverede til gengæld et stærkt udvalg fra kataloget med musikalsk og lyrisk overskud. 

Olesen-Olesen brødrene, Peter og Henrik, har for en, måske, kort bemærkning slået pjalterne sammen igen og spiller en lille runde koncerter knap 20 år efter de relativt stilfærdigt gik i opløsning. Opløsningen begyndte for så vidt delvist med det sidste (dobbelt)album under Olesen-Olesen-navnet, Kain & Abel, hvor brødrene fyldte en cd hver, og siden har de udgivet musik hver for sig – Henrik blandt andet som Ukendt Under Andet Navn og under eget navn, og Peter med De Efterladte, og senest under blot eget efternavn, Olesen.

Før de var Olesen-Olesen var de såmænd også Greene, men denne aften handlede det altså om at forvalte arven efter perioden under egne navne. Med mine i underkanten af 45 somre var jeg i den absolut yngre ende af publikum på et udsolgt, men ikke proppet, Train, hvor der passende var stillet stole op. Og når man så rullede ind fra oplandet efter at have været med poden til parkour i en idrætshal endnu længere ude på landet, ja, så måtte man nøjes med en plads ude til siden, og med begrænset udsyn.

Nu er det ikke fyrværkeri-shows og dansekoreografier, der holder rumpen oppe på Olesen-Olesen’s sceneshow, så det gik jo altsammen alligevel, også selv om jeg først kunne se Sune Wagner, som var med på guitar, til allersidst da han bevægede sig frem forrest på scenen for at kunne være med til at bukke som tak for bifaldet.

Som Peter H. Olesen selv indledningsvis påpegede, så er Olesen-Olesen’s publikum “mellem 40 og 85”, selv om det også så ud til, at der var forældre, der havde taget børn, der i hvert fald var for unge til at have oplevet dem i 00’erne og kunne huske det.

Uanset alder, så var humøret på scenen gennemgående højt, og Peter Olesen proklamerede at det var tale om både en “Genforenings- og afskedsturné”.

På Train blev der indledt med ‘Jack Kerouac i Jylland’, langt fra den eneste sang i kataloget med en duft af melankolsk nostalgi over en sortklædt ungdom med dårskab ad libitum. I det hele taget er Peter H. Olesen ikke bleg for at udlevere egne fejl og mangler, som illustreret på ‘Jeg tog fejl, jeg har fortrudt’, hvor erkendelsen virkede ganske dybfølt.

Men alvor og humor har altid gået hånd i hånd i de Olesen’ske tekster, og inden ‘Jysk Beatnik’, der kom som næste nummer, fik Peter Olesen konstateret, at “Det er godt I morer jer. Vi andre er bare på arbejde”, med et smil.

Kærlighed, weltscherz og nostalgi

Enkelte kærlighedssange er der også på repertoiret, selv om de er få, som det også blev konstaret på scenen, inden ‘Sol’ blev fintfølt leveret.

Til gengæld har Olesen-Olesen mange sange, der var nostalgiske over en ungdom, som virker dobbelt nostalgiske her mange år senere. Men ikke outdated – mon ikke det meste af publikum stadig kunne huske, at forsøge at starte en subkultur i en lille by, af forsøge at stikke ud ved at flage med sin weltschmerz, at udstråle miskendt kunstner? ‘Den slags fik man tæsk for engang i min by’ blev der i hvert fald nikket til, og grinet lidt ad rundt omkring i salen.

Lidt efter spurgte Peter Olesen polemisk sig selv, “Hvorfor skriver I så mange sange om efteråret? Jamen, det er fordi der er så meget efterår i Danmark”, og næppe mere passende kan man indlede ‘November Mere end nogensinde’, fra Solsort og forstærker albummet fra 2005, som var min indgang til Olesen-Olesen. Jeg har stadig cd’en i en skuffe, og den findes stadig frem i ny og næ. Fra november bevægede vi os til januar, og ‘Alle linier er optaget’. Efter Peter Olesen’s udsagn deres længste sang, og samtidig trist. Og glimrende, kan man tilføje, selv om Peter’s vokal måske virkede lidt mere presset end indledningsvis i koncerten. Men gjorde det noget? Ikke rigtig. Det er helt naturligt at årene også kan høres på stemmebåndet.

Døde digtere

Dan Turéll’s fødselsdag markeredes med nogle ord og et shoutout til Slagger Lund, som er signet på Peter Olesen’s Melodika. Han fik en klapsalve for at være blevet tildelt Turéll-medaljen, inden et cello-mellemspil fra Niels Bo Davidsen førte over i ‘Hårdnakket idyl’, og senere indledte en anekdote om en facebook-venneanmodning fra Yahya Hassan ‘Hvad kan jeg se frem til’, som den unge digter havde skrevet til Peter H. Olesen at han syntes var en fed sang. Det er det for så vidt også, og her blev den leveret behørigt kantet og rocket.

Måske var det anekdoten om den alt for tidligt afdøde digter, der førte Peter H. Olesen over i en mindre monolog om døde mennesker, og døde udtryk i sproget. Klippekort, check, med mere. En anden død digter/sanger kom vi omkring ‘På Eik Skaløe’s Plads’.

At der på scenen var tre guitarer på flere numre gav i øvrigt mulighed for lægge flere lag, og i det hele taget understøttedes Peter Olesen i front glimrende af Henrik på guitar og kor og det fire mand stærke backing band, der stilfærdigt kompetent bandt lyden sammen – alle fire i øvrigt iført en eller anden form for hovedbeklædning.

Verden er smuk

‘Ved en å’ blev for eksempel driftigt drevet frem af Jacob Høyer’s trommer, mens det blev mere rocket igen, inden ‘Set Gennem En Voksende Rus’ lukkede det ordinære sæt, og vi kunne med Peter Olesen konstatere at  “verden er smuk/Set gennem en voksende rus”.

Stående bifald, og så kom de to brødre ind igen, og vi fik en fin lille sang (jeg kommer til kort med titlen, men blev venligt i kommentarfeltet herunder mindet om at den hed ‘Ikke Kun I Nordvest’) i duoformat. Peter måtte have lidt hjælp undervejs fra Henrik for at kunne huske teksten, men fint og rørende var det. Så vendte bandet tilbage, og vi fik brødrene Olesen’s nok største (radio)hit, den barndoms-nostalgiske  ‘Sommerferie Zimmer Room’.

“Vi kan slet ikke klare så meget medgang”, måtte Peter indvende mod klapsalverne, inden en næsten grunget, halvvæltet version af en mine personlige yndlingssange fra Olesen-Olesen kataloget, ‘Alt er Ørnsbo i dag’ blev blæst ud som sidste nummer.

Og det var så det, omkring halvanden times velplaceret nostalgisk melankoli med et touch af rørstrømskhed. Olesen-Olesen har været savnet samlet, tyder det på, men heldigvis udgiver de fortsat solide til rigtig gode albums hver for sig. Det var måske nok en fest for de indviede, men nye lyttere skal nok også have fået en god oplevelse – hvis der var nogle sådanne på plads på Train.

Skal man fange brødrene sammen på scenen, er der stadig mulighed denne lørdag på Pavillonen i Grenå og næste weekend til en ekstrakoncert på Hotel Cecil i København – eller hvis man har billet til de udsolgte koncerter i aften (fredag d.20) i Odense eller på Hotel Cecil næste fredag (d.27.). Det kan varmt anbefales.

Anmeldelse og mobilfoto af Jonas Strandholdt Bach