Olesen-Olesen brødrene, Henrik og Peter, har i marts været på kombineret genforenings- og afskedsturné og i den forbindelse fik vi en snak med dem i Aarhus.
Brødrene Peter og Henrik Olesen spillede sammen i Greene og Olesen-Olesen i en årrække, inden de i 2007 gik i opløsning som musikalsk enhed (som Peter siger under interviewet, “brødre kan ikke gå i opløsning”) med det delte dobbeltalbum, Kain & Abel.
Siden har brødrene udgivet musik hver for sig i forskellige konstellationer, og sagt nej når nogen har spurgt til en genforening. Men pludselig kom Peter til at svare ja, da deres tidligere bandkammerat Michael Lund spurgte. Det resulterede i en omgang koncerter i foråret 2026, hvor brødrene blev bakket op af netop Lund, og Jacob Høyer på trommer, Niels Bo Davidsen på bas og cello og Sune Wagner på guitar.
“Høyer kunne ikke holde sin mund, så han kom til at sige til Sune at vi skulle ud og spille. Og så insisterede Sune på at være med,” fortæller Peter, om Wagner som åbenbart har lyttet blandt andet Olesen-Olesen albummet Anonyme Melankolikere på repeat på turnéer med The Raveonettes i USA.
Brødrene understreger flere gange deres begejstring over at have 4 dygtige musikere med på deres kombinerede reunion og afskedtour. “Ud over Lund, så lever de tre andre af at spille musik, og de er jo virkelig dygtige. Det giver os noget helt andet at spille op imod,” fortæller Henrik.
Dybt rørende at møde publikum
Jeg har sat brødrene stævne i lobbyen på deres hotel i Aarhus mellem en koncert i Odense aftenen før og en koncert i Grenå om aftenen, og selv om der er træthed at spore, er der også begejstring i stemmerne når vi taler om turnéen og koncerterne. Peter bliver godmodigt drillet med at han bliver rørt og græder hele tiden af både Henrik og de andre musikere, inden de lister ud i byen, inden optageren tændes.
Peter og Henrik er tydeligvis brødre og stikker lidt til hinanden undervejs – Henrik bliver bedt om at flytte sig fra den sofa Peter sidder på, og “glemmer nogle gange at det ikke er ham, der er storebror”, som Peter formulerer det. Men der er tydeligvis enighed om, at genforeningen er en god oplevelse. “Folk kommer op og fortæller at de hørte den og den sang, da de mødtes, eller at vi har spillet til deres bryllup… Vi var godt klar over, at der var mange derude, der havde savnet Olesen-Olesen, men alligevel er det jo fantastisk at der kommer så mange for at se os og vi kan fylde så store steder. Det er vi jo ikke vant til,” fortæller Peter. “Jeg ved da heller ikke hvordan jeg vil have det med at gå tilbage og spille koncerter for 18 mennesker…”
“Det gode ved det her er med at være ude og spille nu, det er, at det jo er hele vores værk, i gåseøjne, vi er ude og præsentere her. I forhold til normalen, det som vi kender til, så bryder det her normalen, for dels kommer der så mange, dels så er der det med at mærke at mange kommer med deres børn og fortællinger… det er dybt rørende,” fortæller Henrik, og tilføjer, med et glimt i øjet og et blik på Peter, “nu skal du ikke græde”.
“Og så er det jo nogle knalddygtige folk vi har med, og vi er også selv blevet dygtigere, og vi får noget nyt ud af det,” fortsætter Henrik. “Og så er det også skidesjovt at rulle rundt i den bil,” supplerer Peter.
Ikke blevet uvenner – så ofte
Det lyder også til at det er gået godt med koncerterne, og I ikke er blevet uvenner…?
“Aaah…det bliver vi selvfølgelig også i ny og næ, det er sket et par gange, men det er heller ikke værre end det,” siger Henrik. “Jeg tror også vi er mere på vagt overfor hinanden, men hvis nogen kritiserer Henrik, så… jeg tror på scenen, der har vi næsten ikke skændtes,” tilføjer Peter.
I har jo også hver jeres solomateriale, har det været inde i overvejelserne at præsentere noget af det?
“Nej, det har vi egentlig slet ikke haft lyst til. Det skulle heller ikke være fra Kain & Abel-albummet, som egentlig var to soloalbums, det skulle være det vi har lavet sammen,” siger Henrik, og Peter brummer bekræftende. “Vi har lavet 80-85 sange, som Olesen-Olesen, og vi valgte hver især, også Michael Lund, 24-25 sange hver, og så har vi udvalgt 21-22 af dem, som vi har øvet”.
“Vi har aldrig spillet så lange koncerter, før i tiden spillede vi altid to sæt, men her ville vi gerne have at det skulle være én massiv ting, så folk de går hjem og tænker, ‘puha, der fik vi godt nok valuta for pengene'”, siger Peter.
Brødrene skulle egentlig have øvet sangene tilbage i september 2025, men så skulle Raveonettes på turné, og det har været “pissesvært” at samle den flok meget travle mennesker, som er med som musikere. “Michael, Henrik og jeg begyndte at mødes i februar, og så stødte Niels Bo Davidsen og siden Jacob Høyer til, og tre dage før turnéen kom Sune ind fra USA. Men vi har egentlig ikke været nervøse, fordi de er så dygtige musikere, så de kan bare flette ind”, forklarer Peter.
“Når vi er tre elektriske guitarer, så er vi nødt til at give plads til hinanden, og det er en proces som er helt vildt fed at være med til,” supplerer Henrik til konstellationen, som er sat sammen til turnéen. “Efter vores lille målestok, der er det meget stort”.
Kanoniseret om 200 år?
Jeg tænker der kan være noget nostalgi forbundet med at være på tur igen, men er der også en ærgrelse over eller nogle tanker om, hvad det kunne være blevet til?
“Nej, nej, ikke ærgrelse. Sådan tænker jeg ikke om det overhovedet,” siger Henrik, og Peter nikker bekræftende.
“Men det er jo også fordi vi har taget nogle beslutninger, hvor vi måske ikke bevidst har spændt ben for os selv, men vi har ikke sagt ja til hvad som helst. Vi kunne da godt have gjort det lettere for os selv, men det har vi ikke haft lyst til. Vi har gerne villet spille de her sange, ikke åbne for Orange scene, eller sælge ud i Royal Arena. Som man skal som nyt band i dag. Vi bryder os slet ikke om så store forhold. På den måde har vi været…kompromisløse, vil jeg sige,” tilføjer Peter. “Vi var jo forkælet med gode anmeldelser, med rette, men altså…nogle gange er det også de bands, der bryder igennem, der har noget alle kan forholde sig til. Sådan er vi nok ikke”.
“Vi bliver kanoniserede 200 år efter vores død,” skyder Henrik ind. “Ja, ja, der vil være mange, der vil påstå de har set os til den her afskedsturné”, fortsætter Peter med et smil.
I er jo begge produktive, så hvad skal der ske nu – fortsætter I bare i samme spor?
Brødrenes lidt forskellige temperamenter kommer til udtryk, da Henrik nævner at han godt nok stadig skriver nogle sange, men at han ikke har nogen plan om et nyt album – ud over ét i projektet Sondermark med Jonas Breum. Han har heller ikke planer om at skulle ud og spille lige foreløbig – “Jeg er helt mættet efter det her”, som han siger.
Peter er til gengæld ved at lægge sidste hånd på et nyt soloalbum, og har en roman, der skal skrives færdig, og ville egentlig gerne leve af at spille musik – “men vi har jo altid haft noget del- eller halvtid ved siden af musikken. Og det lykkes nok ikke at leve af det, før jeg bliver folkepensionist. Der er mange musikere vi kender, som først får en fast indtægt, når de får folkepension. Og selv om man kan blive ved i mange år – se bare på Niels Skousen, for eksempel. Så har vi ikke nogen planer om at dø på scenen”.
“Det er nok meget rart at vide for publikum”, indskyder Henrik.
“Vi skal alle dø en dag, men vi vil ikke dø på scenen… der har du din overskrift. Der var den der fra Radiserne, hvor Søren Brun siger ‘Vi skal alle dø en dag’, og Nuser så siger, ‘ja, men ikke i dag'”, runder Peter af.
Den er god at slutte af på, bliver brødrene enige om. Der skal tankes pizza op med bandet og så sættes retningen mod Grenå. Efter Grenå-koncerten venter et par (pt. udskudte) koncerter på Hotel Cecil i København, og det bliver – måske – sidste gang Olesen-Olesen står på scenen som Olesen-Olesen.
Af Jonas Strandholdt Bach
Fotos: Niels Fabæk
