Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Glume: Spring (EP) ★★★★☆☆

Glume: Spring (EP) ★★★★☆☆

1505
0

Shoegazerne Glume leverer en debut-EP med mange fine øjeblikke, men naturligt nok også med plads til forbedringer. 

Shoegaze-duoen Glume har et par single-udgivelser under vesten, men Spring er første EP-udgivelse. Med på udgivelsen er også de musikere, der spiller med duoen live, så der ud over guitarist Mikki og vokalist Liva også er bassist og trommeslager med.

EP’en består af 5 numre, hvor af  åbneren ‘Cause’ nærmest fungerer som en instrumental intro til, og glider direkte over i, ‘Shame’. Forsanger Liva har en vokal der nærmest har noget jazzet over sig ind i mellem, og adskiller sig dermed fra mange andre i shoegaze-genren, hvor vokalen ofte bliver mere mumlende og pakket ind i effekter. Det giver også en lysere og mere optimistisk stemning end man ofte finder i genren. ‘Cause’ er i øvrigt ganske vellykket, med god fremdrift, en snurrende, pulserende bas, dynamisk trommespil, og en guitar, der legende spinder mønstre over rytmen. Der mangler måske lige et peak før jeg er helt hooked, men fin start.

På titelnummeret ‘Spring’, EP’ens mest umiddelbart fængende, er der både “uuuuh-uuuh”-kor, synths og igen god dynamik i bas og trommer, så nummeret på en gang har noget fyldigt og luftigt over sig. Det lyder som modsætninger, men her lykkes Glume med at smelte det fint sammen.

EP’ens længste nummer er den i lange passager dvælende ‘Like Lizards’, hvor korvokaler til sidst giver det hele et lidt otherworldly skær. Sammen med ‘Spring’ er det EP’ens stærkeste øjeblik, og her bryder Glume også lidt med deres egen formel, og lader kompositionen bestemme retningen i højere grad end instrumenterne.

Bassen er fremme i skoene på ‘All Your Charms’, der lukker EP’en. Det er et nummer, hvor der er gang i mange ting instrumentalt, og man får en live-fornemmelse – her kunne bandet, som selv har produceret og mixet – måske godt arbejde fremadrettet med at gøre selv sangen skarpere. Her peger nummeret i lidt mange retninger undervejs, og det kommer til at virke mere som om musikerne riffer på et tema. Det er sådan set  også ganske okay – det gør bare ikke sangen særligt mindeværdig.

Alt i alt viser Spring et band, der er godt på vej mod et eget personligt udtryk og med godt styr på mange virkemidler. Hvis bandet også lykkes med at bygge videre på kompositionerne og dosere det hele endnu bedre, så kan det blive virkelig interessant. I første ombæring lander vi på 4 stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleAfsky: Ofte Jeg Drømmer Mig Død ★★★★★☆
Next articleJon Gottlieb: Jon Gottlieb (mini-album) ★☆☆☆☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.