Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Afsky: Ofte Jeg Drømmer Mig Død ★★★★★☆

Afsky: Ofte Jeg Drømmer Mig Død ★★★★★☆

1015
0

Ole Luk (Solbrud) er ude med album nummer to under navnet Afsky, der dækker over et black metal soloprojekt med skiftende besætning. Der er måske ikke de store overraskelser på pladen, men til gengæld får du i dén grad stimuleret eventuelle black metal abstinenser.

Hvis man går og savner en ny plade fra et af nyere tids bannerførere indenfor den traditionelle sorte metal, Solbrud, så skuffer Ofte jeg drømmer mig død ingenlunde. Men det her er ikke “bare” Solbrud version 2.0, selvom Afsky i stil og lyd trækker på nogle af de samme referencer, nemlig den klassiske nordiske black metal. Det lægger i naturlig forlængelse af Solbrud i kraft af Ole Luks karakteristiske flossede og forpinte vokal ligesom den episke og symfoniske black metal udspringer fra en fælles musikalsk DNA.

Alligevel føles Afsky som sin egen smertefulde og mørke størrelse, måske i kraft af lyrikken der består af digte fra kapaciteter som H.C. Andersen, Jeppe Aakjær og Emil Aarestrup, men også fordi Afsky måske er endnu mere rå og gold i sin lyd end Solbrud. Hvor sidstnævnte har noget “middelalderligt” og mytologisk over sig i sit sangunivers med sange om den sorte død, dødemandsbjerge og klippemennesker, så er Afsky, i kraft af det lyriske udgangspunkt, rykket op i 1800-tallet. Bare rolig, det er ikke blevet Oelenschlæger og guldalder-romantik, det er stadig black metal. Men alligevel er den udefinerbare “feeling” ved musikken lidt anderledes end hos Solbrud, selvom man aner slægtskabet.

Afsky lyder som bandnavnet indikerer, det er brutalt, isnende koldt og fyldt med smerte men, det er også et kontrastfyldt univers Ole Luk inviterer ind i. Det oplever man allerede på den glimrende åbner “Altid Veltilfreds”, hvor en folket guitar indleder pladen med en form for stilhed før stormen, inden den får lov til at feje ind over lytteren for fuld styrke. Nok er den fræsende hjernesmelter black metal i førersædet gennem det meste af pladens 6 numre og 45 minutters spilletid men, der bliver også tid til lige at få pusten hist og her. Afsky er ikke kun væmmelse, der er kontraster til stede, selvom grundstemningen er mørk og dyster er der alligevel rum og tid til skønhed. Skønhed i de episke sort metalliske stormvejr, som på den arrige “Bondeplage” eller den intense, næsten 9 minutter lange “Tyende Sang”, hvor det lyder som om tyendet er ved at være godt trætte af forholdene og det hele er ved at koge over.

Fælles for dem er, at numrene også tager sig tid til at bremse lidt op, så man som lytter lige kan få vejret, samtidig med at der bygges op til anden del af sangen. I “Tyende Sang” sker det med en flot og stemningsfuld akustisk passage, der er med til at give Afsky noget af det nordiske folkemusik-præg der sigtes efter i det samlede indtryk. Det akustiske element har en forholdsvis fremtrædende plads på pladen i den forstand, at det dukker op jævnligt i sangene. Det er igen med til at forstærke indtrykket af at “ofte jeg drømmer mig død” er et kontrastfyldt sted, ligesom den død der drømmes om, kunne man sige. Jeg vil ikke sige, at døden er smuk, det er ikke lige min erfaring men, der nogle kontraster i spil, hvor noget så endeligt og i bund og grund brutalt også kan rumme skønhed i den stilhed, der hører med.

Næstsidste nummer (eller er det to?), “Stemninger I & II” indledes med atmosfærisk akustisk guitar det første lille minuts tid inden den fortoner sig og de storladne sorte skyer trækker op og overtager. Nummeret drives frem af nogle drøje, slæbende hug mens guitaren får lov til at lave en mur af støj ovenpå. Det er en velkendt opskrift men, det er sateme en der fungerer og får pisket en både foruroligende og betagende stemning op. Mens dette nummer lader til at stige og stige indtil de mørke skyer blæser videre ud mod horisonten og sangen fader ud, så forholder det sig lidt anderledes med den afsluttende “Angst”. Her starter vi på fuld tryk og ender ovre i det akustiske, så de sidste 2 minutter af den næsten 9 minutter lange sang bliver en blød outro for pladen.

Dermed ender Ofte jeg drømmer mig død lidt det samme sted som den begyndte og slår en flot krølle på pladen. Et album der måske ikke byder på de store overraskelser, det ER et velkendt lydbillede og sangunivers Afsky bevæger sig indenfor. Men det er en heftig og stormfuld blanding der bare fungerer når man som Ole Luk er uhyre dygtig til at bruge den velafprøvede opskrift og bare skriver nogle forbandet effektive og gode numre.

Mere af det samme er bestemt ikke en dårlig ting, når det som her er lækkert og indbydende udført men, det er efterhånden også noget man ved, at bagmanden bare kan og er leveringsdygtig ud i. Det ændrer dog ikke på, at dagsformen her er til 5 af de glubske stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.