Fribytterdrømme: Skin ★★★★★☆

0
284
views

Fribytterdrømme vil meget på deres nye album, Skin. Heldigvis er de også rigtig dygtige til det.

Kendt som en rocksekstet med forkærlighed for 60’ernes og 70’ernes psykedeliske og energiske rockudladninger har Fribytterdrømme befundet sig blandt frontløberne, når genoplivelsen af genren skulle gøre sit indtog i Danmark.

Deres nyeste plade, Skin, bevæger sig dog nu i retning af nogle andre årtier. Selv henviser de til 90’erne, hvor især Manchesters klubscene har været en inspirationskilde. Klub-feelet er ganske tydeligt pladen igennem, hvor synthesizere, tung bas og elektroniske elementer pryder de stadigt skærende guitarfigurer.

Åbningsnummeret, ”Ekstase”, er et meget underspillet nummer, som centrerer omkring et samspil mellem de elektroniske effekter, synthesizer samt akustiske figurer spillet af mundharpe, guitar og klaver. Ovenpå det hele ligger en meget klar og behagelig vokal, som var den tiltænkt et gammelt Kim Larsen nummer.

Tanken om en nordengelske klubscene bliver præsenteret i efterfølgende nummer, ”Assasinerdrømme”. Med en intro af reverse-guitar falder tankerne straks på netop nogle af Manchesterbevægelsens tungere drenge i form af The Stone Roses. Ud af det springer et fremdriftsrigt beat og en hidsig e-bow figur, som skærer klart igennem lydbilledet. Selve verset flankeres af en offbeat-strumming på guitaren, som medfører et glad udtryk. Nummerets storladne omkvæd opererer ligeledes i det håbefulde leje.

Samme klub-feel bliver vi præsenteret for i ”Hallusignaler” – her i selskab med Fulgeflugtens Rasmus Yde. Med en stram lilletrommelyd, og svævende synthesizere tæskes lytteren igennem et lydbillede, som er svært at stå stille til. Omkvædet, som dog er ganske catchy, bliver dog hurtigt en smule kedeligt.

Min personlige favorit er skivens fjerde nummer, ”Lau I. V. Pedersen over 24 timer”.  Det fremstår som både det sværeste nummer og mest originale. Vi bliver præsenteret for et langsommere udtryk her, men syntheszierne og klaveret holder fast i den allerede etablerede stemning, og bedst som man sidder med følelsen af at flyve, synger forsanger Lau, ”Svævende i verdens rum” – Ja tak. Nummeret er todelt, hvor første del cirkulerer i en rundgang, som synes ufærdig. Et slags repeat akkompagneret af en tankestrøm af en vokal. Med en glidende overgang til en kæmpe ”wall of sound”-del, som fører tankerne mod Mews ”Comforting Sounds”, bliver man som lytter enormt opslugt, og fornemmelsen for stemningsskabelse er her i ypperste kaliber hos drengene. Et nummer som uden tvivl vil være ekstremt stærkt i live-sammenhæng.

Pladen daler lidt i niveau efter denne energiudladning, og numre som ”Soma” og ”Egodød” mangler lidt noget karakteristika, som ville give lytteren lyst at høre netop dem frem for resten. De bliver lidt for 80’er, og især ”Egodød” kunne ligeså vel være et Thomas Helmig nummer, som han havde udgivet på sine senere dage. Det rå og ungdommelige udtryk, som ellers fylder meget på pladen, går hen og bliver en smule fattigt her. Man får lidt lyst til at klappe i takt – hvilket i denne henseende ikke skal ses som en ros.

Pladen to mest forskellige numre, ”En del af os” og ”Alt er alter” giver smagsprøver på to retninger, som begge klæder bandet. Førstnævnte er et meget ømt nummer med et akustisk arrangement og en sjælelig vokal. Det er klart det, som afviger mest fra albummets generelle udtryk. Det er meget behageligt at lytte til og tiltrængt på dette tidspunkt. ”Alt er alter” er et balkanrock-nummer, som ganske enkelt minder utroligt meget om Kasabian. Skingre og tunge guitarriffs samt et mellemøstligt ørken-feel er svært at levere uden at tankerne leder mod de britiske herrer.

Afslutningsnummeret, ”Det skinnende” vender tilbage til det generelle klub-scene-udtryk. Det interessante ved dette nummer et dog uden tvivl de store og poppede omkvæd, der bliver sunget af Lydmor. Hendes ømme og ærlige stemme passer vildt fedt i den svævende instrumental og stramme trommer

Opsummerende holder Fribytterdrømme rigtig højt niveau på deres nyeste plade. Deres stilændring klæder dem ganske godt – dog med et par undtagelser. Ikke desto mindre skal der lyde en anbefaling herfra, og ligeledes en anbefaling til at opleve dem på deres kommende efterårsturné.

Skrevet af Jacob Mignon

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.