Nexø: New Normal ★★★★☆☆

0
404
views

Nexø debuterer med et kort og intenst punkrock-album. New Normal giver ikke lytteren mange pusterum over de ni numre og knap 20 minutters spilletid, hvor den eksistentielle utilpashed og vrede over verdens udvikling råbes ud. 

Det er ikke bare ekstentiel utilpashed og vrede mod storkapitalisme (albumtitlen er en lille hilsen til Danske Bank), der er i fokus på New Normal. Stoffer i forskellige afskygninger er også et gennemgående lyrisk tema. På åbneren ‘The Chemical Generation’, der åbner med et nøgent trommebeat, inden bas og guitar efter tur sætter ind, lyder de første linier: “When I go out/I find my drugs on the ground”. Og så kommer der et break, der lige trækker pausen i musikken længe nok til, at man tænker, “hvad sker der her?”, inden der fortsættes i fuldt firspring.

Nexø kan deres punk på fingerspidserne, med godt styr på hvornår der skal råbekor på, hvornår guitaren skal lege lidt i verset (egentlig lidt u-punket), og hvornår der skal skrues op for intensiteten. Og det er som regel den vej, det går – opad i intensitet. Således er ‘Ecstasy’ en mere kradsbørstig fætter end åbneren. “I just wanna sin/Feel you crawl under my skin” lyder en af linierne her og det ender i et utilpasset “I wanna go” og instrumenterne, der lyder som om de styrter allesammen oveni hinanden.

Tempoet trykkes op igen på ‘Addiction’, hvor vokalen til gengæld er knap så forvredet, mens ‘1312’ fortsætter i samme hektiske tempo, nu med den forvredne vokal i førersædet igen. Her bygges der også riff-bredsider op, der lægger op til en god gang skallesmækkerdans, mens der bliver råbe-sunget: “No justice/No peace/Fuck/The police” (titlens 1312 henviser til bogstavers placering i alfabetet). Budskaberne er ikke sådan at tage fejl af undervejs, det er underhunden mod systemet, og en rå tilværelse med jagten på rusen for at kunne holde verdens tilstand ud.

Men Nexø har også noget som ikke alle punkbands har; instrumentalt overskud. Det hører man for eksempel på ‘Family’, hvor der fyres en halvsmadret guitarsolo af, og helt generelt har Nexø rigtig godt styr på hvad de laver.

‘Ele Nao’ (“ikke ham”) er på portugisisk og henviser antageligvis til protestbevægelsen af samme navn mod Brasiliens nuværende præsident, Jair Bolsonaro, mens ‘Mostly Harmless’ næsten er ovre inden man har opdaget hvad den handlede om – men det var også noget med at være “so high”.

Albummets næstlængste nummer, ‘Catch 22’, rammer hele to minutter og 17 hæsblæsende sekunder, hvor der skrues op for tempoet til sidst, så man næsten bliver helt stakåndet af at følge med, og det fortsætter over i albumafslutteren ‘Break the Bank’, der, ligesom albummet som helhed, ikke giver lytteren mange muligheder for lige at få vejret. Men igen, Nexø får lagt et fint stykke ind, hvor bassen stikker hovedet frem, og der er et melodisk hook, inden tempoet igen skrues op og bang, så er det slut.

New Normal er et hæsblæsende album, et ræs gennem rendestenen på en ramponeret motorcykel. Men der er hooks og detaljer nok i lyden til, at man også kan nyde turen, for ikke at tale om den pulserende energi. Og så er det måske faktisk også en fordel med den korte spilletid – man når ikke at køre helt kold i det ellers ind i mellem ret trøstesløse univers Nexø fremmaner, og den (efter genrens forskrifter) skrabede lyd. Det rækker til 4 store stjerner for en effektiv, dyster punk-pille, der vil verden noget.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.