Repeat #29

0
292
views

Gamle kendinge og friske ansigter blandt singlerne i denne omgang, hvor der er blevet lyttet til The Awesome Welles, Sunx, Velour, Jerkstore, Late Night Venture og Penny Police.

Denne uge byder på nye singler fra en række navne jeg allerede har anmeldt et par gange her i Repeat, et for mig nyt navn, et gammelt i nye klæder og så er der et “comeback”. Det er her vi starter.

The Awesome Welles – “Sleeping On The Edge of Town”

Der har været stille om indiebandet The Awesome Welles i en årrække men nu rører de på sig igen, i første omgang med en ny single, dernæst et album og et par koncerter. Bandet udsendte deres anmelderroste debut tilbage i 2014, hvor de også blandt andet spillede på Roskilde Rising. Dernæst begyndte de arbejdet på deres andet album men, efter en update på Facebook i slutningen af 2016, hvor det lød som om pladen var på trapperne, blev der helt stille grundet interne stridigheder og pladeselskabsbøvl. Indtil nu.

”Vi har måttet dø for at genopstå. Værket har, som røg og damp har fortonet sig, rejst sig og mindet os om, hvad der drev os til at skabe. Det har vist sig større end os selv og vores stridigheder og ambitioner og fortæller os i dag noget om, hvordan vi kan være
som mennesker, hvorfor det ikke gik, men også hvorfor vi var sammen. Samtidig føler vi, at det er 9 sange som stiller universelle spørgsmål til tilværelsen og håber de vil ræsonnere i andre som i os”.

Førstehåndsindtryk: Så, det her nummer er 3 år gammel, eller hvordan? Det kan man ikke høre… nu har jeg også for ganske nyligt genlyttet deres første plade og den holder sgu stadig og har en relativt tidløs indielyd. Det samme gør sig sådan set gældende her. Forholdsvis stille nummer, hvor trommer umiddelbart er det mest markante, udover vokalen. Det er vist en der lige skal høres et par gange inden den åbner sig op.

Efter flere lyt: Det skyldes nok især titlen men, jeg undgår ikke helt en Springsteen og Darkness On The Edge of Town vibe. Men der er også  noget med den lidt slumrende tusmørkestemning, som går igen her. Er det byen der sover eller er det vores fortæller, som føler han står og blunder i byens udkant, mens han kigger/længes “ud”?

Nummeret, der varer næsten 5 minutter, har en glimrende stigning og opbygning, hvor der hele tiden bygges en smule på, så nummeret vokser og vokser. Til sidst er det en ret massiv lyd The Awesome Welles får leveret, det er både effektivt og virkelig flot eksekveret. Der er noget meget smagfuldt over det, af mangel på bedre ord. Sangen rummer ikke det store omkvæd eller hook, i hvert fald ikke i nogen markant form. Det er udviklingen og stemningen sangen vinder på. Flot sang,

Konklusion: Det er ikke en “back with a bang” metode The Awesome Welles vælger, men en mere subtil og snigende single. Det holder, hvis man giver den den fornødne tid. Velkommen tilbage.

Sunx – “Heartbreaker Bye”

“Heartbreaker Bye har en smuk super personlig historie – den er skrevet kort forinden Morten og hans daværende kæreste sluttede deres 10 år lange forhold, og blev således starten på debutalbummet Caress, hvor han fuldstændig ucensureret åbner op for de overvældende følelser af angst og ensomhed, som skyller over en, når man som 29-årig for første gang skal lære at være alene med sig selv. Singlen handler om stadig lige før anerkendelsen af at man glider fra hinanden, hvor han oplevede at det var lettere at synge ordene end at sige dem, og forstod dem stadig ikke helt da han skrev dem”.

Førstehåndsindtryk: Hmm, meget følt og fint! “Heartbreaker bye, I loose you every time”, lyder det med lys og længselsfuld stemme. Nummeret virker lidt mere elektronisk og “soul’et” end de tidligere singler, det er vel sådan set meget “moderne”? Jeg ved ikke helt om det her fanger mig i lige så høj grad, som de første to singler fra Sunx?

Efter flere lyt: Æhhh, det bliver altså lige en kende for blødt og “følt” for mig, det her. Det er ikke, at det lyder dårligt, tværtimod er det meget lækkert udført og pakket ind. Men, det er måske også noget af det, der får mine ører til, at krølle sig lidt sammen og gøre modstand. Det er bare en klang og stil, som ikke lige tiltaler mig, eller rører mig for den sags skyld.

Der er noget “blip blop” i melodien sangen igennem, som er ret behageligt, men ellers går vi lidt skævt af hinanden her. En skam, for det er jo ellers en ret emotionel sag, hvor hjertet og følelserne blotlægges og så sidder jeg her og reagerer ikke på det.

Konklusion: Man kan jo ikke vinde hver gang! Men det er bestemt et lyt værd, hvis du er til den slags.

Velour – “Invasive Arter”

Bag navnet gemmer sig sanger og sangskriver Laura Illeborg og Peter Hegård (Fløjl), som har kendt hinanden i over 25 år og faktisk udsendte deres debutalbum helt tilbage i 1995. De fejrer det musikalske sølvbryllup med en ny plade til næste år men, har allerede nu en single ud, der “(er) udover et indspark i faunadebatten eller en kærlighedssang classic, et oplagt bud på den stemning, der har præget det genfundne musikalsk samarbejde: Varme, vitalitet og vigtigheden af et venskab, der vedligeholdes. Og Velur (uden o) er det nye navn. Fløjl var jo taget…”

Førstehåndsindtryk: Jeg gav Illeborg, og hendes album Det Går Tit Godt, en lidt hård medfart, da jeg anmeldte det tilbage i april 2018. Det her er lidt bedre! Måske fordi det er i mindre mængder? Det føles, ligesom dengang, en kende gammeldags… som old school P4 pop, som rent musikalsk ikke kunne gøre en kat fortræd. Det er der jo sådan set heller ikke nogen grund til, jeg kan godt lide katte… og så vandrer tankerne lidt…

Efter flere lyt: Jeg er helt klart ikke målgruppen og tekstens billedsprog om at hive en op ved rødderne eller give dem Roundup for, at få dem til at forsvinde fra ens sind er måske også lidt for firkantet til min smag. Men, man kan ikke sige, at det ikke fungerer på sangen og Velours musikalske præmisser.

Musikken er overordnet meget fin og “behagelig”, vellydende endda, måske også lidt for artig til mig. Katten stryges med hårene her men, med sikker og kompetent hånd. Der er ingen tvivl om, at både musikere og Illeborg på vokalen har helt styr på hvad de vil og denne form for popmusik har et publikum, som vil finde større fornøjelse ved det end undertegnede.

Konklusion: Ikke en dårlig single, bare ikke en der er lavet til sådan en krabat som mig.

Jerkstore – “Dirty Game”

“Stilen er metallisk rock med fokus på fængende melodier”. Så kort og måske præcist introduceres det nye aalborgensiske band Jerkstore! Der lander et helt album midt i november, lad os se hvad smagsprøven byder på, udover det nævnte.

Førstehåndsindtryk: Hey, where did you get this song? At the jerkstore?! Sådan, så fik jeg den ud af systemet! Så er der dømt brølende RAAAAWK!! Det er dælme også gammeldags, det her. Det er måske mere min smag men, æh, også en in-your-face metalrocker man synes man har hørt en hel del gange før. Men, ret catchy.

Efter flere lyt: Det er tydeligt, at Jerkstore ikke er kommet for at forny eller overrumple med nyskabende idéer. De spiller hård rock og sårn er det. Det gør de sådan set meget fint, især omkvædet er ret fængende også selvom man synes man bliver “snydt” lidt med nogle velafprøvede tricks.

Der spilles lige på, hårdt og kontant, det svinger stadig nok til, at det ikke bliver alt for stift, ligesom vokalen har en fin semi-brølende klang og stil. Jeg får sådan en High Voltage eller MyRock fornemmelse af, at lægge ører til det. Det vil man så enten synes om eller stejle lidt over… Jeg er måske lidt… indifferent?

Konklusion: Ahm, hmm, fint nok? Men ikke det mest mindeværdige eller udfordrende nummer i verden.

Late Night Venture – “Bloodline”

Late Night Venture er snart klar med deres tredje plade, Subcosmos, som samtidig er sidste kapitel i deres såkaldte kosmiske trilogi om “mennesket, livet og rummet”. Om første single “Bloodline” lyder det fra post-metallerne:

“Den nye single ‘Bloodline’ er et godt eksempel på bandets nye tungere retning og afbalancerede, skandinaviske bud på post-metallen, ligesom sangens lyrik udfolder pladens hovedtematik om oprindelse, tilhørsforhold og opvækst som determinerende parametre”.

Lyder som noget af en mundfuld!

Førstehåndsindtryk: 6½ minut, værsgo og spis op! Uha, der lægges voldsomt fra land med et tungt svajende lydbillede og en mildt sagt arrig vokal. Så puster vi lige ud lidt og der skal bygges op. Jeg ville nærmest blive skuffet, hvis ikke jeg får revet hovedet af eller smeltet hjernen mod slut… de tager sig tid…

Efter flere lyt: “Got the whole world in it’s hands”, lyder det gentagende og grumt halvvejs gennem det tålmodigt opbyggende nummer. Det er jeg, dømt udfra det ildevarslende og truende lydbillede, ikke sikker på er en god ting?!

Late Night Venture har styr på opbygning og at holde et massivt tryk kørende, som, heldigvis, også får lov til både at stige og sprutte, som sangen skrider frem. At det både kan lyde stygt og smukt på samme tid viser en voldsomt flot post-metallisk passage, hvor guitaren får lov til at skinne igennem inden sangen truer med at bryde helt sammen det sidste minuts tid. Der er meget at tage ind og fordøje her.

Nu skal en single jo også være en appetitvækker for en udgivelse, også her synes jeg det spiller for bandet. Jeg får lyst til, at tage en tur ud i det kolde, mørke og farlige verdensrum med Late Night Venture.

Konklusion: En ordenlig bassemand men den smagte godt. Dejligt mættende men smagte også af mere!

Penny Police – “There Is More”

Vi har været omkring Penny Police et par gange her i Repeat og er nu nået til tredje single fra den plade, der lander lige præcis i dag. “”There is More” er fængende med sin effektive brug af anaforer i sin lyriske opbygning, sit catchy omkvæd og så overrasker den med børnekor og måske en reference til Beyoncé?”.

Lad os se om jeg kan fange den reference?!

Førstehåndsindtryk: Beroligende, lidt trommer og noget klaver, Penny Polices vokal ligger sig i et delvist hviskende toneleje. Uh, flot kor men, jeg er også lidt en sucker for børnekor. Hvor er den der Beyoncé reference, hmm? Nå, det lyder godt, det her!

Efter flere lyt: Det er ikke ligefrem en flashy single, vi er mere ovre i det stemningsfulde og roligt udviklende. Der indtræffer et lille retningsskifte omkring 3 minutter inde i det næsten 5 minutter lange nummer, som er ret effektivt. Her kommer der mere kor på og melodien og sangen begynder at løfte sig. Det bliver ikke gospel, men det har lidt den samme virkning.

Det giver både en fornemmelse af noget spirende og spirituelt, af mangel på bedre udtryk. Der er mere til den her sang, og verden, end man lige opdager ved første øjekast – “there is more”… Meget smagfuldt og behageligt nummer, uden den bliver behagesyg og for poleret. Det lyder bare elegant og flot.

Konklusion: Smuk og delikat sang, selvom det flirter med det storladne og højtragende er der alligevel noget skrøbeligt og meget fint over det.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Penny Police, “There Is More” artwork

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.