Frankie: Lad Mig Være Jeg Er Ensom ★★☆☆☆☆

0
323
views

Frankie aka Frank Ziyanak (sanger, sangskriver, prisvindende radiovært, tatovør og vicevært) er klar med en ny samling sange om stort og småt. I denne omgang bliver det, desværre, på mange måder for småt.

Min første tanke da jeg lyttede Frankie’s nye plade igennem var, at den ikke var i nærheden af at være et lige så positivt bekendtskab, som forrige album Frankies Lille Sangbog, som jeg anmeldte HER. Havde jeg taget fejl af Frankie’s lillebitte, men smittende og zen-rolige musikalske univers? Er jeg et andet sted eller i et andet humør? Eller er glansen og charmen bare gået lidt af Frankies hverdagspoesi ?

Frankie ER stadig et charmerende bekendtskab, både her og som radiovært på Farrock på P6. Han virker bare som en venlig, tilbagelænet og rar fyr, som man gerne vil være i stue med. Men jeg synes ikke helt den musikalske del fungerer i samme udstrækning som sidste gang han kiggede forbi. Det bliver faktisk en kende anstrengende at lægge ører til, som albummet skrider frem. Både det lidt (lomme) filosofiske tekstunivers, den spæde, til tider meget afpillede musik og så Frankies vokal, der her jævnligt rammer et toneleje, hvor den er faretruende tæt på skinger eller skurende.

Jo, den naivistiske, næsten barnlige stil, er selvfølgelig helt bevidst og ligesom hans “ting”. Noget jeg normalt også har det fint med, men det er som om, det hele kommer til at fremstå en kende anstrengt og presset her. I den langsomt tøffende “I En Sketch”, hvor man kan “ryge sig tynd, drikke dig tæt, du kan føle dig hjemme og drømme dig væk” er det som om sangen ikke rigtig er der, men alligevel presses ud. Den har noget “Everybody Hurts” valsende over sig, men tempoet bliver for fodslæbende og i omkvædet er det bare som om ord og melodi klistrer fast til underlaget. Det bliver for tungt bagi.

Det samme gør sig egentlig gældende på den ellers eftertænksomme, socialt bevidste og samfundskritiske “Et Arbejdende Lig”. Trommerne lyder som om de er optaget i en dåse, i en anden kommune, med den “maskinelle” effekt, som om arbejdshjulet står og kværner et eller andet sted i baggrunden. Men den velmenende tekst om, at “de gir kun lidt og tager så det hele // det sidste du mærker kan klares med en pille // et arbejdende lig er ikke noget at være”, kommer til at lyde som noget man har hørt mange gange før. Det er næsten som om det bliver FOR småt, teksten er sådan set fin nok, men resten af lydbilledet virker skrøbeligt tyndt. Der kan også være en pointe i minimalisme og en meget lo-fi produktion, men det lægger ekstra pres på lyrikken og budskabet og når man føler man har fået serveret disse mange gange, så virker det, desværre, som lidt slidte genudsendelser.

Der er antydninger af noget der kunne have fungeret rigtig godt, men det forbliver lidt spredte glimt. Som i “Første Vælger”, hvor man igen skal slæbe sig igennem en langsommelig indledning inden sangen får et vellykket rygstød og løfter sig efter 1 ½ minuts trissen rundt på stedet. Jeg formoder, at grundstemningen på albummet skal matche dets titel med en følelse af noget nedslået, let vemod og Frankie alene i verden, men jeg savner flere kontraster. Jeg ville aldrig have troet at Frankie kunne være trist selskab, men det bliver han ærgerligt nok på denne plade – og ikke på en måde, hvor jeg føler at det giver mig særligt meget.

“Man kommer ikke langt alene, når man spænder ben for sig selv”, lyder det i “Dagen Starter Langsomt”, hvor der endelig eksperimenteres lidt med udtrykket. I dette tilfælde især vokalen, der kommer til at “pumpe” sangen fremad med sit “du du du har det hele”, som fungerer som en art trampe-takt. Beklageligvis kunne citat også være en slags opsummering af albummet. Frankie kommer til, at virke som om han er for isoleret og ender med at falde over sine egne ben og så er der bare ikke nok tilbage i sangene til at samle ham op igen.

Som nævnt er der spredte lyspunkter og antydningen af noget, som under andre omstændigheder kunne have fungeret bedre. Men det samlede indtryk er under middel, hvilket gør mig ondt at sige, for den velmenende Frankie er som sagt en jeg ellers gerne ville være i stue med. Han skal bare tage nogle andre sange med end dem man finder på Lad Mig Være Jeg Er Ensom.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.