Frankie: Smil til værten ★★☆☆☆☆

0
630
views

Frank Ziyanak, her under navnet Frankie, leverer løssluppen værtshus-rock, som i sine bedste øjeblikke inviterer til fællessang og bægerklang, men desværre oftest er en smule enerverende. 

Kender I det når man starter en anmeldelse med at sige noget pænt om den/de anmeldte for så at ende med at skrive noget kritisk? Det her er sådan en anmeldelse. Jeg kan nemlig godt lide Frank Ziyanak og jeg synes Farrock på P6 er et ret så hyggeligt program. Men Smil til værten er ikke noget synderligt godt album. Bevares, det har en på én gang jordbunden og løssluppen charme, og jeg er sikker på Ziyanak har haft det sjovt med at lave pladen. Det kan man godt høre – det er nok bare ikke nær så sjovt at lytte, som det lyder til det har været at indspille.

Ikke at man ikke også hygger sig med Frankie undervejs. Indledningsvis tænker man sgu også, det er da meget sjovt det her! Det starter sådan set meget fint med den drengerøvede værtshusblues ‘Midtlivs Blues’ om det der ægteskab, der ikke lige gik og hvordan Frankie nu både er blevet klogere – og lidt dummere. Rimmene er skiftevis tøhø-sjove og plat-pjattede, og sådan er det hele vejen igennem albummet – ind i mellem lyder det også som om Ziyanak ikke helt selv kan holde masken. Og på ‘Midtlivs Blues’ virker det musikalske lidt skitseagtigt.

Den efterfølgende ‘De grimmeste venner i byen’ virker mere gennemarbejdet og her er der også mere patos og alvor i sangen om vennerne, som følger én i tykt og tyndt, mens ‘Sang til Messerschmidt(er)’ er en sang til de rige curling-børn, der kan tage på D’Angleterre “hvis du er sulten for sjov”. Det klæder et eller andet sted Frankie med lidt social indignation, så der ikke går halvironisk maskulin midtlivskrise i det hele, og det har en eller anden basal charme at synge med på “Dine penge mig i røven”. Ligesom man da også kan være med på ‘Fuck de unge’, som egentlig handler om at man skal lade de unge være unge, fordi de både er kloge og dumme nok til at passe sig selv. Igen er der en grovkornet charme i Frankies greb, men det virker på den anden side også en smule letkøbt. Musikalsk er det i høj grad båret af Ziyanaks vokal og akustisk guitar og vi kommer ikke ud i nogen komplicerede arrangementer undervejs – det er ligetil og ligefremt.

Den grovkornede charme er også til stede på bumse-visen ‘På Sjasen igen’, hvor fattigdomsromantikken får en omgang mere (“Jeg spiser cornflakes med gaffel/For at spare på mælken”), mens ‘Smuk’ nok er tænkt som et korrektiv til al uhøjtideligheden, og handler om Ziyanaks datter, men på en eller anden måde kommer til at virke lidt malplaceret, selv om det nok også var en vise man kunne give nede på værtshuset i et mere melankolsk øjeblik.

Så er der mere schwung over ‘Muldvarpens klagesang’, der leger lidt med farver i sproget, (“Hun har en mand//Han er gul…/Inde i sin øregang!”), og her er den ligefremme charme og legesyge relativt vellykket. Til gengæld er ‘Drikke penge’ mere enerverende, hvor Ziyanak intonerer lidt som Johnson når han bliver mest øretæveindbydende. Den slags har sin egen charme, og heldigvis holder Ziyanak den kort, men alligevel…

‘Jeg kunne have blevet til noget’ bliver på en måde også historien om albummet – her beretter Ziyanak om hvor charmerende han var som barn. “Men det er læng’ læng’ læng’ siden/Jeg ku’ være blevet til noget/Så jeg blev mig selv”. Albummet kunne måske også være blevet til noget, hvis der enten var gået mere fuld skrue på det løsslupne eller var blevet skærpet på den mere seriøse afdeling og arbejdet mere med kompositioner og tekster. Nu ender ‘Miskat’, albummets sidste  nummer,  bare med at være en ikke særlig sjov prut, der siver hurtigt ud og sammen med resten af albummet mere gør at man sidder med en mellemfornøjet grimasse end med et smil på læben.

Der er steder undervejs hvor jeg trækker på smilebåndet og stamper lidt med i gulvet, og jeg tror sgu jeg ville hygge mig i selskab med Ziyanak på en god bodega, men albummet bliver desværre aldrig den store oplevelse. Men sæt den eventuelt på i selskab med et gamle venner mens I spiller ølspil (og først efter I har drukket de første par stykker), eller køb et eksemplar til din lokale bodega. På hjemmestereoen bliver det kun til to stjerner – her vil jeg hellere høre Farrock.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.