Fokus: Baal – 20 år i og udenfor spotlyset

0
3925
views

Vi retter fokus mod en af de mere skæve eksistenser på den danske rockscene de sidste 20 år, nemlig Baal, der i år kan fejre netop 20 års jubilæum. Bandet rammer i den forbindelse 4 danske byer med jubilæumskoncerter, og i den anledning kigger Ken tilbage på bandets karriere og udgivelser, set fra en personlig vinkel.

A girl who wanted autographs on a t-shirt came up wispering to me:
Don’t make a point, don’t make a statement
Don’t try to tell them what’s right or wrong
Just make them happy for a short while
Make the performance… of your life.
(The Last Show On Earth)

Baal er en af de mere sære størrelser på den danske musikscene de seneste 20 år. Nu fejrer bandet så jubilæum i anledningen af 20 året for deres dannelse. Det gav mig en kærkommen lejlighed til, at tage en tur i tidsmaskinen og lytte hele deres bagkatalog igennem, hvilket samtidig gav mig lyst til at nedfælde lidt personlige betragtninger og strøtanker, om dette fascinerende orkester, som burde have fået større udbredelse og ankerkendelse. Men som samtidig egentlig ganske forståeligt må “nøjes” med at have en mindre, men dedikeret, fanskare og forsætte med at leve en form for skyggetilværelse i den danske musikhistorie. Der, hvor de trods mine råb om at de er håbløst undervurderede, også hører til – et kuriøst sideshow act, hvis kunstneriske udfoldelse har hjemme og kommer til sin ret i en lille mental kabaretklub.

Bare lige for at gøre det klart, så er jeg ikke Baal fanatiker eller super fanboy, jeg har bare meget stor respekt for dette band og deres tilgang til musikken, og så har musikken, helt tilfældigt, været med mig i forskellige omskiftelige tider i mit liv. Der er kun et enkelt album jeg stadig sluger råt og uden problemer hører fra ende til anden, deres resterende udgivelser plukker jeg lidt fra når jeg lytter.

Jeg husker første gang jeg oplevede fænomenet Baal, det vil sige, hukommelsen er naturligvis lidt tåget af at det nu er cirka 19 år siden, men kan tidsfæste det til 1995. Jeg ved, at mit første indtryk af bandet stammer fra musikvideoen til “Cronical Lovesong” fra Sensorama, og at jeg så den i dansk tv. Det begrænser mulighederne, og et klip der kan findes på bandets YouTube kanal får mig til at tro, at jeg så videoen og noget af et interview i en udsendelse på DR1 kaldet Coming Up. Muligheden for, at det er netop det klip jeg så i 1995 er, skal vi ikke bare kalde det, overvejende sandsynlig. Pointen er, at min første tanke var noget i retning af “Ok, hvad fanden er DET her?”.

Forsanger Bjørn Fjæstad optræder med gul læbestift og matchende skjorte i den kulørte musikvideo, i det hele taget signalerede både musikken og indpakningen, en anderledeshed i forhold til det post-grunge og begyndende nu-metal landskab, som jeg var blevet lidt træt af. Jeg søgte i stedet for mod de britiske øer, Pulp, Blur, Oasis, Radiohead og ikke mindst Suede. Lidt Queen og Bowie og andre mere glam prægede sager fra 70’erne var jeg også begyndte at snuse til, i min første sådan rigtige udflugt tilbage i musikhistorien, der på det tidspunkt ellers havde begrænset sig til Bob Dylan og lidt 60’er rock.

Men her dukkede der så et  band, endda et dansk band, op som præsenterede sig på sådan en måde!? I et musikalsk landsskab der herhjemme stadig var domineret af den ellers stagnerede grunge-bølge, med en række bands, der virkede som om at de var hoppet med på bussen et stop senere end de amerikanske forbilleder. Det skal lige siges, at jeg naturligvis var med på bølgen af danske bands i 1994, klart, og de har stadig en plads i mit hjerte, men det blev hurtigt lidt kedeligt, ikke? Baal var alt andet end kedeligt, og landede med deres maskebal lige i en periode i mit sene teenageliv, da jeg selv ledte efter min identitet. Ja, denne og kommende paralleller mellem deres musik og mit personlige liv som drages her, er noget jeg efterfølgende fletter sammen til en fortælling – men jeg opfatter det ikke som kunstigt eller opstillet, for det var sådan jeg oplevede det.

For Baal var på mange måder alt for meget, og en del af kritikken har over årene gået på, at deres særprægede blanding af pompøs og patosfyldt rock, teatralske elementer, Bertolt Brecht fascination (Brecht’s første stykke hedder Baal), bombastisk drama og store armbevægelser, var nærmest usmagelig eller smagløs. Ikke mindst da de debuterede for fuld udblæsning med udstyrsstykket Sensorama i 1996, en plade der ikke lød som noget andet i sin tid og som kritikere nok enten hadede eller elskede – ingen mellemvej. Sådan har Baal fremstået for mig det meste af deres karriere, uden skam og bøjede hoveder, de er gået all in med deres flamboyante stil og ikke skelet til hvad der var oppe i tiden og om deres musik var cool eller in vogue.

Efter den tv optræden gik der så lige et år eller to inden jeg fik fingrene i Sensorama. 1) Den udkom først i 1996 2) i den sønderjyske outback var der langt mellem musikforretningerne og endnu længere mellem dem der havde noget de unge gad købe. I mellemtiden havde jeg fået fingrene i “Let It Flow”, fra debutten, via en cd der var med et Zoo Magasin, dengang der gik en måned mellem at man fik musik man måske ikke kendte, igennem blade som Zoo og Wild, der blev solgt med tilhørende cd’er – som forresten var voldfede! Nå men, på et eller andet tidspunkt i slut ’96 eller begyndelsen af ’97 fik jeg altså endelig anskaffet mig Sensorama, sikkert et godt stykke tid efter at den lille hype der fulgte med omkring udgivelsen af pladen, allerede var aftagende – men det vidste jeg jo ikke, da jeg sad i den ombyggede garage i det sydligste Sønderjylland, der udgjorde mit teenageværelse.

Sensorama var og er indbegrebet af over the top, der er utroligt højt til loftet og intet virker ulovligt eller for langt ude for Baal på det album. Der skeles til Bowie og Queen, blandet med kabaret stemning og storslåede hilsner til kontinental europæisk kultur og kunst fra 20’erne og 30’ernes saloner og barer. Og alligevel har det et skær af noget både moderne og skær af noget tidløst – ellers løsrevet fra “tid” i det hele taget. Den kunne være udkommet 20 år tidligere, eller den dag i dag, og den ville stadig fremstå frisk, anderledes og ikke helt til at tidsbestemme.

Jeg er helt med på, at de kulturelle referencer og den svulstige musikalske stil for nogen skriger af at være krukket og prætentiøst. Men det er vilkårene og spillereglerne, og det jeg elsker ved bandet og Sensorama. Den blæser tidens trends, janteloven og “den gode smag” indenfor rockmusik et stort vulgært stykke, men på den helt rigtige måde, hvor det for mig, ikke kammer over og bliver selvparodi. Nok fremstår gruppen alvorlige og seriøse, men det er også en leg, en leg med roller, karakterer og fortællinger. Nogen kalder Baal teaterrock, og det er ikke ment som en kompliment, men hvis man køber præmissen og er med på legen, så er det netop en kompliment. Gu’ er det da et værre teater på alle tænkelige måder, men det er et totalt gennemført univers, hvor man også selv kan få lov til at spille med og være en del af stykket igennem de fremragende sange. Sensorama er nemlig, når man skræller alle de farverige lag væk, “bare” en samling fremragende pop/rock sange.

Fra den mediekritiske “King Media”, med sin Charles Foster Kane/fascist agtige hovedperson, åbner til tæppet falder med showstopperen “The Last Show on Earth”, er Sensorama et potent og pompøst sansebombardement, som, tør jeg skrive det, er nærmest uden sidestykke i dansk rockhistorie. Det er nemt at være over the top og bare finde på så mange skøre, skæve og outrerede ideer som muligt og smide dem ind på et album, kunsten er, som her, at gøre det med stil, elegance og pakket ind i sange der holder, så det hele ikke kollapser under sin egen vægt.

Du har de åbenlyse singlehits som “Cronical Lovesong”, “Let It Flow” og “Bubble Fake”, hver især glimrende og medrivende numre, som nok er “hittede”, men stadig har en skævhed og legesyge, der gør at de ikke helt følger nogen gængs hitskabelon, men der er masser af andre numre, som gør Sensorama til noget ganske særligt. Den dramatiske ballade “Let Me Go Down”, den aparte og kringlede “My Boy”, tempofyldt kabaret på “Violent And Different”, der går over i den melodramatiske og musical-agtige “Fall And Rise”, den kaotiske og hårdt pumpende “Bikerhead” og glansnummeret “The Last Show On Earth”, hvor Baal virkelig får kanaliseret deres indre campede Queen ud for fuld kraft som punktum.

Bandet fulgte op med den mere elektronisk baserede og kølige Karaoke i 1998, en plade der i højere grad læner sig op af Bowie i hans berliner periode i slut 70’erne, men stadig med et moderne og tidløst tilsnit. Der blev skruet lidt ned for de vilde armbevægelser og  teatertendenser i musikken, og stemningsmæssigt bevæger bandet sig i en meget mere afdæmpet og atmosfærisk drømmende retning. Indpakningen ser nu pludselig japansk og futuristisk ud, i det hele taget er pladen lidt af en stil- og retningsændring for bandet. Men som med Sensorama, så er stilen gennemført og troværdig, og kompromisløs.

Karaoke er nok den af de første 4 Baal udgivelser, som jeg har lyttet mindst til. Da den udkom interesserede elektronisk musik mig ikke rigtig, jeg havde stadig gang i Sensorama og tror heller ikke helt jeg hverken forstod, eller kunne rumme, bandets eksperimenter og radikale udvikling, dengang. Dermed ikke sagt, at der ikke er nogle fantastiske numre på pladen, som jeg hev ud og tog med mig. Især titelsangen, “Karaoke”, der næsten danser intim kinddans med en, i mens Bjørn Fjæstad demonstrerer, at han ikke bare kan synge igennem og blæse lungerne ud. Et på alle måder nænsomt, svævende og super elegant nummer, som jeg ikke kan blive træt af. Den anden, er den endnu mere afdæmpede “The Lunatic”, der lyder som en vuggevise/godnatsang, med vokalen helt i centrum, bakket op af klaver. Hvis Sensorama var helt oppe under loftet, så er det her helt nede på gulvet. Den fornyede gennemlytning af albummet i forbindelse med dette skriveri, har helt klart gjort mig nysgerrig efter at dykke mere ned i Karaoke.

Bandets lyst til udvikling og afsøgning af nyt territorium sluttede dog ikke her, 2 år senere udsendte de Funtex– et regulært pop-album. Stilstand var tydeligvis ikke noget bandet opererede med, men paradoksalt nok, så var bandets mest tilgængelige album nok også deres mest udskældte. Kritikere, der før kunne lide deres afvigende stil, fandt dem nu for midtersøgende og trods numrenes radiopotentiale, så er det ikke et album jeg har indtrykket af blev nogen særlig stor succes. Alsidighed kan være en hæmsko, hvis det medfører, at folk aldrig rigtig ved hvor man har bandet.

Jeg ved ikke om man kan kalde Funtex en form for identitetskrise, for trods endnu et kostumeskifte fra bandets side, så synes jeg stadig albummet er gennemført fra ende til anden. Det er måske ikke så udfordrende, spændende og spækket med uopslidelige numre fra ende til anden, som de 2 første, men det rummer dog et par virkeligt slidstærke numre, der er blandt mine personlige favoritter. Titelsangen “Funtex” er uskyldig, luftig og catchy sommerpop med et omkvæd der skriger af hit. “Adored By Masses” har en virkningsfuld kratlusker/stalker vibe og emmer af ulykkelig kærlighed, og endnu et effektivt omkvæd.

Perlen over den alle er “Wagners Music”, hvor bandets kulturhistoriske afsøgning dækker blandt andet Mark Twain, Darwin, den italienske barok skulptør/arkitekt/maler Bernini og naturligvis Richard Wagners musik. Endnu et album, hvor jeg plukkede de numre ud jeg kunne lide og smuttede videre. I de år beskæftigede jeg mig ikke så meget med ny musik, udover Tool, men var for alvor gået i gang med  det arkæologiske arbejde og støvede ting som Bob Dylan (igen), Neil Young, Pixies og alt muligt andet af. Derfor gled Baal også lidt ud af min bevidsthed, ligesom med resten af Danmark formoder jeg, men det ændrede sig i 2002, da bandet pludselig skruede op for forstærkerne og brølede igennem, måske for, om ikke andet, at blive hørt.

The Supreme Machine er nok det Baal album, efter Sensorama, jeg har hørt mest. Ikke fordi de minder specielt meget om hinanden, på The Supreme Machine bekender Baal rockkulør, og får drønet godt igennem. De store armbevægelser er tilbage, men de iscenesættes lidt anderledes end på debutten. Samtidig var jeg lige startet på universitet i Aarhus og blevet gift, i en foruroligende ung alder, ja, så de to fædrene gårde og deres jord kunne blive lagt sammen, eller noget. Albummet blev dermed en slags soundtrack til en tid med meget store omvæltninger, voksenliv, men stadig masser af ungdomsfest og ballade.

Albummet domineres af masser af guitar, pågående melodier og ren råstyrke, som på den fantastiske “Relax”, der blæser en omkuld først på albummet. Der er også plads til de mere bombastiske balladeagtige tiltag, som den dramatiske “Straight & Insane” med klaver og strygere, og den Bowie’ske “Blow”, der er ved at eksplodere i bombast i det voldsomme omkvæd. Lækkert. “Scapegoats” sniges mere nedtonet i gang, der bygges op imens intensiteten og dramaet stiger, inden det fyres af for fuld udblæsning i omkvædet og sing-a-long outroen. Hold kæft, hvor er det et vildt og oppustet album, nu jeg lytter det igennem en gang til – men på den fede måde! Men forstår egentlig godt, at det kan virke FOR overdrevet på nogen.

Det genvundne momentum på The Supreme Machine blev ført videre over i Do You Come With Special Features? fra 2005. Nu var jeg pludselig hverken gift eller universitetsstuderende længere, en koncert på den medfølgende tour var faktisk første gang, at eks-konen og jeg tog til koncert sammen igen efter den “fredelige afslutning” på forholdet – så igen fik Baal, på en måde, en lille rolle som soundtrack til en række større begivenheder. Do You Come With Special Features? er måske første gang, hvor jeg ville sige, at 2 Baal albums lå i direkte forlængelse af hinanden. stilistisk og klangmæssigt har de umiddelbart en del tilfælles, selv om der også dukker lidt nye toner op i det Baal’ske univers, som “Odium”, der på en måde lyder som en buldrende udgave af Billy Idol? Hittet hedder “Copenhagen Streetlights”, en på samme tid hårdtpumpet og meget iørefaldende hyldest til hovedstaden, der har en skøn fornemmelse af bevægelse og liv i melodien, der gør den til en af den slags numre man igen og igen sætter på, når man er på farten.

Stille stunder som den smukke “On And On” viser igen Baal’s fine fornemmelse for at skrive store ballader, mens den western rockende “Hey Hey Hey” balancerer lige på kanten af det lidt gumpetunge og så alligevel irriterende catchy. Igen er det når armbevægelserne bliver størst at jeg er mest solgt, som på den berusende åbner “Do You Come With Special Feautures?” og den fabelagtige “Honeydropper”, der lyder som et storslået nummer til rulleteksterne til en let-nostalgisk og følelsesladet film. Desværre føles albummet også en anelse langt, og er lidt af en mundfuld at komme igennem, med en spilletid der kryber sig op mod en time.

Så er vi nået frem til sidste fuldlængde albumudgivelse fra Baal, Behind Your Echoes, fra 2008. Det kan jeg gøre kort, jeg hørte i første omgang ikke andet end et par numre hist og her i sin tid og har først lige hørt den helt igennem i skrivende stund. Men mit umiddelbare indtryk er, at det er endnu en bundsolid skive med og fra Baal, der fører tråden og stilen fra de forrige plader videre, på godt og ondt.

Ind imellem disse udgivelser har bandet udsendte diverse albums med musik til teaterstykker, dem har jeg aldrig taget mig tid til at lytte igennem, men det virker på papiret som det mest naturlige match i verden. Det er måske også derfor de mest teatralske elementer og “rollespillet” fra Sensorama er blevet nedtonet på deres studiealbums sidenhen – de har fået afreageret for den trang andetsteds. Det er lidt en skam, for det er noget af det, der gjorde dem og det første album virkelig unikt. Men også ganske logisk, for der er nok grænser for hvor langt man kan køre den stil ud, inden det simpelthen kommer til at virke FOR gakket og spraglet.

Til gengæld kan de så få udlevet skuespiller trangen til deres koncerter. Jeg har oplevet bandet live en 2-3 gange i Aarhus (alle sammen med ex-konen, nu gode veninde, for lige at binde en elegant sløjfe på den del), de enkelte koncerter flyder lidt sammen men brudstykker hænger ved. Som et meget klart mentalt billede af Bjørn Fjæstad med dampende isse, der har svedt igennem sin blazerjakke. Eller da vi alle sammen skulle sætte os ned under “Wagners Music”, hvorefter han som en en messias skikkelse vandrede rundt blandt det siddende publikum og rørte ved folk under fremførelsen af nummeret. Det lyder, igen, som om det kunne være alt for meget.

Men det er bare part of the act, en Baal koncert er en happening, en tilstand, som både band og publikum går ind i og hvor man i fællesskab er “med på legen” – det er det der er hele fidusen i det. Et musikalsk univers, hvor bandet og ikke mindst forsangeren, spiller en karakter eller rolle, og publikum deres, og sammen får opført teaterstykket. Som da en kvinde til en koncert udlevede ordene i “The Last Show On Earth” og gik op til scenen med en t-shirt, som protagonisten, en rockstjerne, i sangen, skal skrive sin autograf på. Heldigvis havde Fjæstad skriveredskaber med og illusionen holdt. Det er denne interaktion og leg der er med til at løfte Baal og deres musik, så det ikke “bare” er musik – det er en oplevelse.

For mig bliver denne oplevelse nok aldrig større eller vildere end på Sensorama, et album uden sidestykke i sin tid og som stadig holder fuldstændig den dag i dag. Bandet selv kan næppe overgå den hvad virkemidler og armbevægelser angår, og jeg kan godt forstå de heller ikke har prøvet og er gået i andre retninger på senere udgivelser – det er både fornuftigt, men viser også et søgende band, der kigger fremad. Nogen gange er de endt lidt i musikalske blindgyder på senere plader, men rejsen har aldrig været kedelig og deres retningsskift er nogen, i hvert fald jeg har accepteret som legitime og logiske. Baal er mange ting, men først og fremmest er det også en musikalsk kamelæon, og de har igennem musikken aldrig lagt skjul på det og fortalt os, at det der sådan spillereglerne er hos dem.

Nemlig at der ikke er nogen regler, og kostume- og kulisseskiftet kan ske når som helst. Måske har du endda lært lidt om kunst, kultur eller dig selv på turen, eller, om ikke andet, blevet godt underholdt.

I went on stage and sang my guts out
I fell the stigmas in my hands
I was a healer for a short while
But then the spotslights just went out
Say goodbye….. SAY GOODBYE
(The Last Show On Earth)

Af Ken Damgaard Thomsen

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.