Home Koncerter Koncerter i Aarhus, uge 38

Koncerter i Aarhus, uge 38

2713
0

Der er igen godter i spillestedernes poser i Aarhus denne uge, både af den danske og den internationale slags.

Torsdag d.18. september

Vi starter med en enkelt godbid torsdag, hvor støjrockende The Malpractice, som er opbygget omkring Johannes Gammelby (Beta Satan, I Am Bones), besøger Atlas. Det gør de med Mass i baggagen, et album som Kristina delte 5 stjerner ud til da det landede i februar i år. Med som special guest er Fossils, som med Flesh Hammer høstede hele 6 stjerner, da Thomas anmeldte, også i februar i år. Jeg har selv oplevet duoen en enkelt gang, og der blev delt massive musikalske prygl ud til højre og venstre fra Fossils – og de er bestemt værd at høre. God torsdagskombo.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 110 kr. 

Fredag d.19. september

Fredag kan man få sit metalbehov opfyldt hos Atlas’ naboer Voxhall, som har finske Finntroll på plakaten. De er efterhånden et særdeles etableret navn på metalscenen med deres blanding dødsmetal, black og finsk folkemusik, og ud over finnerne får du endda de lokale døds/thrash veteraner Hatesphere (hvis seneste album Ken anmeldte for et års tid siden) og Profane Omen med i prisen.

Voxhall, døre kl. 19, start kl. 20, 220 kr. 

Samme aften kan man også få sig en pose blandede bolcher på Radar, hvor der er den årlige Oppenheimer en-dags festival. En kyndig jury har udvalgt fire upcoming navne blandt 160 ansøgere, og de bliver suppleret med et etableret navn som afslutning (i år er det Rangleklods). De fire upcoming navne er: folk-rockerne Heimatt, som vi oplevede på Roskilde Rising i år, Fjer, Karrierekanon-vinderne Sonja Hald og Milford.  Det får du altsammen for 30 kr.

Radar, døre kl. 19, start kl. 20, 30 kr. 

Lørdag d.20. september

Lørdag byder også på gode tilbud. Vi starter på Voxhall, hvor Baal fejrer 20 års jubilæum. Det storladne, ind i mellem teatralske, rockband, med Bjørn Fjæstad i front, har et trofast publikum og har flittigt eksperimenteret med deres lyd gennem karrieren. Hvordan Baal lyder anno 2014 kan du finde ud af på Voxhall – læs også Ken’s personlige Baal-beretning HER.

Voxhall, døre kl. 20, start kl. 21, 160 kr. 

Inde ved siden af, på Atlas, er der mere dæmpede toner med Broken Twin, som lyder det borgerlige navn Majke Voss Romme. Der har været masser af ros til Broken Twin’s debutalbum og sangtalentet er da også uomtvisteligt. Med som opvarmning er lokale Dad Rocks!, hvis seneste udspil, Year of the Flesh, fik 4 stjerner med i min anmeldelse, mens release-koncerten på Radar indkasserede en stjerne mere. Det blev også til et interview omkring udgivelsen med frontmand Snævar, det kan du læse lige HER.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 130 kr. 

Vi slutter af med Ugens anbefaling, denne uge finder vi den på Fatter Eskil. Her finder vi nemlig den lokale indie-folk kvintet NovemberDecember, hvis debutalbum, From The Swing Into The Deep jeg anmeldte til 5 stjerner tilbage i…januar. Siden har kvintetten blandt andet lagt vejen forbi Spot Festival, hvor de gjorde en god figur. Bandets organiske og vellydende indie-folk er måske ikke overvældende nyskabende, men det lyder godt, sangene er gode, og vokalharmonierne, de sidder lige i det berømte skab. I intime rammer så tror jeg at det kunne være en rigtig god liveoplevelse.

Fatter Eskil, kl. 22, 60 kr. 

Således ugens lille overblik herfra.

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleLewd Flesh – Acid Rider – 18/9 – 2014
Next articleFokus: Baal – 20 år i og udenfor spotlyset

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.