El Vy: Return to the Moon ★★★★☆☆

0
656
views

Matt Berninger fra The National har åbenbart haft lyst at strejfe lidt væk fra The Nationals melankoliker indie-pop og har sammen med Brent Knopf fra Menomena lavet projektet El Vy.

Det er en poppet legestue og man har den sidste tid nærmest ikke kunnet åbne en radio uden at titelnummeret, Return to the Moon, er kommet ud af højttalerne. Og ganske forståeligt – det er et usædvanligt godt snedkereret pop-nummer, som ud over at have Berningers letgenkendelige vokal har en catchy melodi, ufattelig lækker produktion og en for genren overraskende stor variation. Det er simpelt hen skidegodt – og ret beset også pladens bedste nummer.

At teksten er noget værre sludder og mest minder om sådan noget mumle-tekst, mange sange fødes med (Paul McCartney skulle angiveligt have sunget “Scrambled Eggs” før han fandt på teksten til ‘Yesterday’) er fuldstændig ligegyldigt. Hvem lytter i virkeligheden til tekster, når det kommer til pop?

Det slår for så vidt også stemningen på pladen meget godt an: Det er legende og let og der har I den grad været fokus på at lave noget, der var lækkert hele vejen igennem.

På den måde er der ikke mange af de 11 numre på pladen, der ikke har én eller anden form for lækker lille produktions-detalje, der gør det værd at lytte til.
Som for eksempel det nedtonede kvinde-skrig-kor på ‘I’m the Man to Be’, måden ‘Sad Case’ bygger op for at gå direkte over i ‘Happiness’ eller den nærmest pianobar-agtige stemning på ‘Silent Ivy Hotel’. For nørden er Return to the Moon fyldt med små detaljer, der vidner om, at det er en plade, hvor der er leget igennem og tænkt over alle detaljer.

Berningers vokal er mindst lige så god som hos The National og lyden er sublim. Simpelt hen skidegodt komponeret, produceret og udført. Hvor Berninger ofte har en melankoli med i The National, så er det et (om muligt) endnu mere poppet udtryk, vi får med fra Return to the Moon. Men det er ikke radiohit på radiohit.

Titelnummeret sætter en standard, hvor de resterende numre simpelt hen ikke kan følge med. ‘No Time To Crank The Sun’ har helt klart potentiale til at gå i radioen – nummeret kan minde lidt om U2s ‘In a Little While’ – men ellers er de øvrige numre måske bare ikke på den måde radiovenlige. Legen er – med andre ord – indadvendt og mest med fokus på de små detaljer, og som popplade mangler der måske lidt skamløshed i melodierne.

Misforstå mig ikke! Det er en FANTASTISK plade, hvis man er nørdet nok til at lytte efter detaljer i indspilning og produktion. Og der er endda tænkt i at der skal kor på Berningers meget bærende vokal for at det ikke bare bliver ham, der trækker læsset med fare for at gøre lyde/feelingen monoton.

Og det er sådan en plade, jeg vil nyde at de sætter på på en café eller lignende, da alle numre har en halv-neutral vellyd – men jeg nu efter at have gennemlyttet den et par gange har fanget nogle detaljer, som jeg så kan sidde og gnægge over… Det er altså en plade, der fungerer på mange niveauer – uden rigtigt at gøre nogen noget særligt. Eller i virkeligheden røre eller påvirke.

Det gør den svær at vurdere som plade. På den ene side er det en masterclass i indspilning og produktion, idérigdom og cool legesyge. På den anden side er den faktisk så anonym, at den ikke for alvor fungerer som popplade – uden dog på noget tidspunkt at blive uinteressant.

Så vi havner på fire stjerner hvilket nørden i mig siger er latterligt pauvert, mens den mere tilsigtede objektive anmelder i mig kigger lidt udefra og konstaterer at dette – trods alt – ikke er årets bedste pop-plade…

Af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.