Home Anmeldelser Juli 2022 Drop: SuperDream (album/anmeldelse)

Drop: SuperDream (album/anmeldelse)

137
0

Corona-plader nåede vist aldrig rigtigt at blive en ting, men Drops SuperDream er et virkelig godt eksempel på, hvordan sådan noget kunne lyde: Smadret lo-fi lyd, klaustrofobisk stemning blandet med lidt luft. Og hints af noget ensomt. 

Corona-projektet Drop arbejder med lo-fi, iPhone-optaget materiale på SuperDream.
Resultatet bliver en demo-agtig lyd, der måske kunne være lavet af Billy Corgan eller være det materiale, der var blevet fundet for let til B-side-pladen Pisces Iscariot.
Det betyder på den ene side, at der er noget tidsløst over den meget distortede lo-fi lyd, hvor det meste er forvrænget. Men på den anden side også, at det ikke er numre, der råber hitpotentiale eller stærke hooks.

Det behøver de heller ikke, da det fra pressematerialet bliver gjort tydeligt, at det handler om stemninger, den klaustrofobi et lockdown påfører én.

Et sted mellem soundscapes og shoegaze skal man altså indplacere SuperDream.

Og som sådan fungerer projektet udmærket. Det er ofte ret smadret og opnår dette med relativt få midler fra et nedlukket soveværelse.

Like There’s No Outside er en titel, der rammer pladens ambition ganske fint, men som de øvrige numre er der ikke rigtigt noget melodi/hooks, der sikrer at man som lytter kan vende tilbage, når de langsomme toner er tonet ud. Vokalen ligger også så langt nede i mixet og er ofte også lidt forvrænget eller i hvert fald sovset i rumklang, at det næppe bliver en singalong-ting til koncerter. Men det virker heller ikke rigtigt til at være koncertmusik…

Titelnummeret rummer dog noget, der sender associationerne i retning af Smashing Pumpkins med en sequensed guitar og et smadret, bevares, men ret grandioso afslutning.
Den opfølgende, instrumentale Rainsome udgør med titelnummeret en form for ’ø’ af relativ ro på pladen – stemningen skifter til de mere behagelige drømme, om man så må sige.

Det er også lidt tiltrængt for den generelle stemning på pladen må siges at være foruroligende og klaustrofobisk. Det kan være lidt voldsomt at være i, men selvfølgelig også interessant.

Under Corona efterspurgte jeg plader skabt ud af at kunstnere havde tid. Det er SuperDream tydeligvis også, men den står egentlig skarpt nok. Og nok så vigtigt, så behandler den stemninger fra et menneske, der ikke fik så meget menneskeligt input.
Det er i sig selv en kunst og en vigtig forståelsesramme for en plade, der måske ikke er svært tilgængelig, men heller ikke byder på de store hooks.

Det gør også, at det er svært at finde det øjeblik, hvor den vil give mening.
Jeg tænker dog, som efteråret vil sænke sig over Danmark med regntunge dage, vil den kunne have sin berettigelse og sin tid.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleÆterbrand: Peatlands (Album/Anmeldelse)
Next articleRepeatlisten 2022 sommersærudgave (Repeatlisten #9)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.