Home Anmeldelser Juli 2022 Æterbrand: Peatlands (Album/Anmeldelse)

Æterbrand: Peatlands (Album/Anmeldelse)

198
0

Æterbrand er ambitiøse og teknisk dygtige og bombarderer lytteren med idéer. Det gør Peatlands til en ret overvældende oplevelse og selv om der er dygtige kræfter på spil, virker det til tider til, at de tekniske kvaliteter og deraf følgende idéer kommer til at stå i vejen for en god plade.

Ken har tidligere anmeldt en EP af Æterbrand og det nemmeste i verden ville være at gentage anmeldelsen – nu med albumlængde. For Æterbrand er stadig et band, der skyder i mange retninger og det ville egentlig være fint at anmelde de første fire-fem numre som en EP – og så var man rigeligt stimuleret.
Samtidig er der også point for at holde fast i sit koncept og den tårnhøje ambition, der ligger i dette.
Så lad os kigge på, hvordan Æterbrand gør sig på fuld albumslængde.

For at forstå Peatlands, må vi have fat i begrebet ’værk’. For der er store ambitioner, flere numre der er mere end ti minutter og masser af forskellige indslag og genrer repræsenteret.
Det betyder også, at det kan være svært at finde den røde tråd i værket – måske mest tydeligt repræsenteret ved at nogle sange er dansk-sprogede, andre sunget på engelsk. Ujævnhederne udfoldes dog nedenfor.
Værket – 11 numre – rummer stor dynamik, dramatik og patetik. Men også glimt af potens, stærk teknik og show-off.

På den vis åbnes der potent med en hardrocket Nat Revner, hvor der med feeds og potent udtryk – herunder også de første udfald i rag’et time, masser af noder og kun fem et halvt minut til at få dem alle spillet på. Den danske vokal fungerer fint og falder – endnu – ikke rigtigt i musical-fælden.
Faktisk holder den sig til en ret upresset præsentation – klart der, den står stærkest.
Tungt er det i refrænet og interessen er vakt!

Men det er jo et værk og allerede på andet nummer, Sediments, mærker vi dette. Der introduceres ’den anden’ æstetik af tre, jeg vil påstå bandet benytter sig af: en luftigt spillet og i tonalitet og feeling meget lig Jeff Buckley-agtig æstetik, hvor vokalen selvfølgelig ikke er den samme men hvor der bæres noget mere brænde til bålet end Buckley gjorde i de mere intense steder.
Med 12 minutter og 14 sekunder begynder det hele at smage af ’værk’ og Sediments når da også at skrifte feeling tre-fire gange. Jeg må dog sige, at Æterbrand er meget tæt på at udfylde potentialet her: den luftige lyd fungerer virkelig godt – både når det er naturligt stille, men også når der ’bæres brænde til bålet’ og mere tryk på volumen og intensitet. Vi er i øvrigt også skiftet til engelsk, et sprog der fastholdes indtil sidste del af pladen.

Med en mere luftig, Buckleysk æstetik etableret fortsættes med nærmest vignet-agtige Absolutely Docoubling, men netop som man tror, man har ’fanget’ pladen, rykkes man rundt i ti minuttet i Below the Forest Canopy. Tight. Stille, så smadret. Næsten mandolin-agtige guitarer blandes med distortede i andre afsnit af nummeret. Et fedt nummer, men jeg vil ikke kritisere den lytter, der allerede føler en vis fatigue efter at have været igennem 12 minutter, så nu ti (kun afbrudt af et vignet-lignende nummer).

Æter følger så og sammen med ’vendenummeret’, Peatlands, kunne det egentlig have været en fin EP. Udfordrende? Ja! For meget? Måske ville EP-formen netop kunne kompensere for dette?
Æter giver i øvrigt den tredje association/æstetik: Det nummer kunne simpelt hen være lavet af Porcupine Tree – et band, der også er super skarpt, spiller fedt. Men ret beset også mangler ’skaphed’ og begrænsningens kunst. Men selvfølgelig har sin fanskare blandt de især guitarnørdede…

Nå. LPen er vendt, lytteren banket godt igennem – måske endda på plads? – og vi må videre.
Med Chromoseizure, der også tab’er ind Porcupine Tree-æstetikken: Stop and go med stille og støjende. Hvilket er helt fint og i sig selv kunne have båret et enkeltstående nummer. Men nu bliver endnu et næste ti minutter langt nummer, der bruger de nu vanlige tricks.
Brand følger op – jeg tænker, det er et tegn på hvordan der er tænkt over alt, at dette nummer spejler Æter fra hvad jeg tænker er Side 1 på en LP? Nu på dansk og dermed undgår den dramatiske opbygning og vokalfremførslen ikke helt at blive lidt musical-agtigt. Det er nok en naturlig konsekvens af en dramatisk, dansksproget æstetik. Baal slap nogenlunde fra dette. Æterbrand? Måske.

Nattevæderen (fed titel, i øvrigt) bliver på mange måder ikonisk for pladen: Der spilles potent, nærmest metal-agtigt i perioder. Men der skal også lige breakes ned og laves et klappe-stykke med la-kor, der så bagefter i en chase følges op med samme melodi i guitaren. Det er her – og desværre ikke for første gang- det hele ikke bare bliver gennemtænkt, men en smule fortænkt.

Der lukkes pænt ned med en ballade-lignende The Field og efter nogle venlige små fire minutter med en engelsk tekst og luftigt fingerspil på guitarer, kommer man som lytter i mål med denne plade.

Det føles faktisk lidt som om, man skal have en præmie. Man er blevet rykket igennem vilde idéer, der er blevet nok så vel afviklede – men stadig ikke helt giver mening.
Bevares, der er ikke et sekunds tvivl om, at der er tale om både talentfulde og idérige musikere. Overhovedet.
Men der går lidt MGK i den: Dygtige folk har også en tendens til at insistere på at vise, hvor dygtige de er. Og i den forbindelse miste det æstetiske overblik, kære sig for at lytteren nok ikke synes at netop dét skifte nødvendigvis bragte noget vigtigt til nummeret, pladen eller oplevelsen.

Så. Med mange, mange ord når jeg lidt til Kens konklusion igen:
– Dygtigt, men i al dygtigheden mistes også noget.

Jeg er fuldstændig sikker på, at der er publikum til det her. Og jeg mener også, Æterbrand skal blive ved at gøre dét, de gør. For det virker ganske passioneret, dygtigt og gennemtænkt.
Men for den almindelige musik-interesserede bliver det simpelthen trættende at blive bombarderet med episke (i ordets oprindelige mening) numre på stribe og i den afmagt og træthed, kommer hverken numrene, idéerne eller helheden til deres ret.

Nå. Hør det endelig – der er masser at komme efter. Men forvent også et bombardement!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Lyt til det episke Sediments her – godt 12 minutter, der sagtens kan stå alene.
https://www.youtube.com/watch?v=DrP8CCAZtv0

Previous articleHoeg & Nilsson: Endless Journey (Anmeldelse/EP)
Next articleDrop: SuperDream (album/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.