Double Space (support: ERUM), Tape, 17/5 2018 ★★★★★☆

0
431
views

Torsdag aften bøde Tape først på øller i baggården og siden en fremragende koncert med Double Space – opvarmet af tvivlsomme ERUM.

Eller, øhm, bød på øl og bød på øl. Vejret var fint, men da jeg troligt var troppet op kl 21 var der ikke optræk til koncert endnu og Tape fremstod mørk, indhyllet i tynd teaterrøg og med blues spillende ud af højttalerne. Det er nu ikke første gang at et spillested har budt ind og sat koncertstart hurtigere på hjemmeside/Facebook end i realiteten, men 21:35 træder ERUM så på scenen.

ERUM

Og hold da op! Det lader til at være et band, der vil brække med genrerne da der reklameres med rock/metal med blæs og bandet da også har to saxofonister – og ingen sanger.

Bag saxofonisterne finder vi en bassist, en guitarist og en trommeslager. Godt så – så er lineup’et ligesom sat.

Bunden / backingen viser sig ikke at være helt ved siden af, hvad metal-aspekter angår; der slås firkanter med instrumenterne, er god tyngde og skarphed i lyd og udtryk. Men igennem hele koncerten står dog det helt store spørgsmålstegn over, hvad vi skal med de der to saxofoner i front? Jo, jeg ved godt, at der findes udmærkede bud på metal med sax på.

Men her blev det mest en til tider anonym front, med et mestendels lidt  for dominerende jazz-indslag, som resulterede i at projektet fremstår som jazz med noget farlig-farlig bund. Men stadig jazz. Og som oftest når folk spiller jazz er 45 minutter i min verden alt for lang tid.

Nå. Jeg er opdraget til at finde det positive:
– Der bliver lagt en fin bund som godt kunne have fungeret med noget andet, mindre jazzet ovenpå.
– Der lægges en lækker hi-hat, stabilt på trods af konstruerede, skæve taktarter
– Bunden kan groove metallisk
– Det er da anderledes

Nå. 20 mennesker er der mødt op og flere kender folk fra bandet, så stemningen er OK.

Jeg mener dog ikke, ERUM har den store fremtid med mindre de begynder at byde ind på jazzfestivaler.

Double Space ★★★★★☆

Ud og ryge med en stor del af folkene og jeg overvejer om Tape skal tømmes til Double Space?

Heldigvis nej, for da de ikke helt nye herrer i Double Space trækker settet op med feeds på guitaren og påbegynder første nummer kl 22.30, så går vi fra fem til 30 i lokalet.

Og hvilken oplevelse vi 30 får! Med to guitarister (den ene screamende) og syngende/growlende/screamende trommeslager får vi et set, der måske ikke er så kompliceret, men som river ned, bygger op, smadrer og fremkalder smil.

Sidst jeg så Double Space, reddede de Bryggerfest (punk-fest for bands fra et øvelokale på Bryggervej i Dome of Visions for en del år siden) med noget, jeg huskede som hardcore: Voksen vrede fremført over en mur af lyd.

I aften var anderledes. Jo. Energien var intakt. Og et vidst mål vrede var også repræsenteret, selv om bandet på bedste århusianske tø-hø-humor-agtige vis prøvede at lokke os til at tro at det var kærlighedssange og andet gøgl.
Men hold nu kæft, de kan spille!

Det er ikke unge herrer, vi har med at gøre og denne koncert er også én af de relativt sjældne med bandet. Jeg havde lejlighed til kort at tale med guitarist Mikko inden koncerten, og indtrykket er ikke så meget at det er familier, der står i vejen for flere koncerter, som det er andre projekter, bandmedlemmerne imellem. Og sikke en skam! Eller. Det er interessant nok, men Double Space kunne sagtens drive det videre. Ikke fordi de leverer noget konstant nyt. Men fordi de leverer så stabilt stærkt!

Nu er stilen sludge og doom med et hint af hardcore og i centrum sidder forsanger/screamer/trommeslager Per, der tæsker løs med høj energi på en vis, så man aldrig er i tvivl om at alt er med vilje, men nogen gange kan tvivle på hvor vidt trommerne er instrument eller et fitness-redskab. På den måde høres hans hiven efter vejret også imellem hvert nummer i hans headset-mikrofon: Nej, vi er ikke 16 år gamle her og ja, det er pisse hårdt at spille så energisk.

Tre numre inde i settet opsættes en mikrofon foran førnævnte Mikko og vi får lidt screamcore, inden nummeret ændrer karakter til noget mere melodisk, doomet.
Her begynder det at gå op – ikke blot for mig men – for publikum at vi er tilstede ved noget særligt. Og flere breakdowns og passager i det resterende set bliver også voldsomme, rørende og vidner om at 30 mennesker er alt for få til denne oplevelse.

Og så igen: Double Space lever måske netop af de intime rammer, hvor de sveder så det driver og den underfundige kombination af introvert sludge kombineret med en knytnæve i fjæset på publikum skaber en stemning af at være vidne til noget specielt. Ikke for det: De 30 fremmødte forholder sig meget lyttende og jeg tør ikke tænke på, hvad der ville ske foran et levende live-publikum. Men på aftenen var det en stiltiende kontrakt os publikummer imellem.

Bandet gør hvad de gør bedst: spiller musik med en energi, der ikke lader nogen tvivl tilbage om at det her pis bare er mega vigtigt og heavy. Både i den ene og den anden forstand.

For til trods for fraværet af bas, kan de spille tungt som få (hurra for octavators!).
Og selv om Double Space ikke gør sig i polyrytmik, så fremstår energien og hvordan time’n vendes naturlig i modsætning til supporten, hvor det virkede lidt som et partytrick at kunne spille i fem…

Jeg er på Herrens mark, når det kommer til at nævne titler på numre. Men jeg kan konstatere, at Tape torsdag var vidne til 45 minutters smadder, der kun er set alt for sjældent.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.