Do Nothing + Baby in Vain, Radar, 2/3 – 2018 ★★★★☆☆

0
673
views

Et velbesøgt Radar tog imod engelske Do Nothing og danske Baby in Vain fredag aften. Sidstnævnte startede med lyn og torden, men det endte med en lidt blandet pose bolcher.

Do Nothing

De engelske art-rockere, for mig og nok flere andre publikummer et ubeskrevet blad, åbnede aftenen. Selv om frontmanden mere lignede Brett Anderson fra Suede var lyden til gengæld mere i retning af en ind i mellem støjrocket kloning af Liars, Protomartyr og Grizzly Bear.  Især da bandet for alvor lagde kul på på sættets tredje nummer, var publikum godt med.

‘New Life’, ‘Handshakes’ og bandets øvrige skæringer manglede måske den sidste kant og melodiøsitet til for alvor at blæse publikum bagover, men attitude og energi, og en fin sammenspillethed, var englænderne i besiddelse af.

At bandets guitarist talte dansk opdagede vi introen til bandets sidste nummer, ‘Waitress’, som også er det eneste bandet har udgivet (som digital single) – det var også det mest fængende i sættet, så velvalgt.

Baby in Vain

Trioen gik på lidt efter kl.22 og uden sniksnak var det direkte i gang med første nummer. Pisket frem af trommeslager Benedicte Pierleoni og med to hidsigt og højt kværnende guitarer i front og vekslende stenet drævende og hidsigt og desperat råbende vokaler fra de to guitarsvingende kvinder, Andrea Thuesen og Lola Hammerich.

Det lyste ud af dem, at de kunne lide at spille og hugge igennem. Det er altid rart når det er tilfældet, og der blev ikke spildt tid på høflighedsfraser undervejs. Vi fik et konstaterende “Aaaaarhuus!” mellem andet og tredje nummer, hvor vi også fik en gang cock-in-the-air guitar, men ellers blev der leveret medrivende, råt fræsende hård rock fra start.

Lidt mere snak kom der, da der skulle mere lyd i en monitor hos Lola Hammerich, før vi fik en sumpe-stenet indledning til en næsten stoner-metallisk sag. 12 minutter inde, og det godt blandede publikum, både alders- og kønsmæssigt (dog med en overvægt af hankøn), var allerede godt med. “Jesus will swim with the fishes tonight!”, brølede Hammerich, og så blev der ellers gynget godt med i salen.

Tempo og intensitet blev herefter taget lidt ned for en stund, hvor vi fik først et Hammerich, så et Thuesen-frontet nummer, hvilket fik godt gang i den aarhusianske snakkeklub. Da vi så fik et tredje nummer med dæmpet indledning, begyndte det for alvor at summe rundt omkring. Lidt ærgerligt efter det medrivende udlæg, og egentlig kun det sidste af numrene, der havde høj kvalitet – og det blev så til gengæld snakket ihjel.

“Ja, det var så en sjæler. Nu skal vi have noget der ikke er en sjæler,” bemærkede en distingveret herre foran mig, og heldigvis skruede bandet igen op for støjen. Nu med Hammerich på sirenelydende keys (og vrængende vokal).

Lidt problemer med lydniveauet i en monitor så ud til at drille Thuesen på ‘The Urge’, som bandet alligevel kom okay omkring ved, inden der blev skruet op for distortionen og energien igen på Metallica-coveret ‘For Whom the Bell Tolls’, hvilket fik en del mænd på min alder og op efter, til at nikke anerkendende med – der måtte dog gerne have været mere af indledningens fandenivoldskhed i nummeret for min skyld. Det var næsten som om det blev for pænt ind i mellem.

Så fik vi ‘Sweetheart Dreams’ hvor Thuesens mere drømmende vokal og Hammerichs vrængende supplerede hinanden fortrinligt og vi også fik tempo og støjniveau trukket behørigt op igen. Også på sin plads, efter bandet havde virket en smule usikre i koncertens midterstykke.

Det mere melodiske hit ‘Low Life’ resulterede i en genåbning af snakkeklub, hvilket bandet heldigvis ikke lod sig mærke med. Men det var nu alligevel til gene for os andre…

Så kunne lidt mere vrængende støjrock om ikke helt overbevise (men tæt på), så i hvert fald overdøve den værste snak og bøvede fredagstilråb, og igen leveret tight og med nerve. Det skulle måske have været smidt midt i sættet i stedet, for trods at have spillet “hitsene” var det som om Baby in Vain havde mistet grebet om et mere snakke- og feststemt publikum, trods fortsat behjertet indsats. Sidste nummer i det ordinære sæt blev annonceret, og heldigvis holdt det sig i det støjende hjørne, med både Hammerich og Thuesen i tostemmig vokallevering.

Efter en feedbackende pause vendte Hammerich og Thuesen tilbage og annoncerede en sjæler (det blev mødt med spredt buh’en) og så fik Hammerich kaldt Pierloni på scenen til noget “Rawk!” Det var tydeligvis også hvad folket var kommet for, og det besofne hankønspublikum på de forreste rækker fandt sammen i en form for eksatisk snøvsen-agtig dans til det energiske ekstranummer. Ret skal være ret, og publikum var egentlig klar til at lade sig rive med, når Baby in Vain for alvor fyrede den af.

Der var egentlig ikke meget at udsætte på bandets håndtering af instrumenterne undervejs, selv om monitorerne tilsyneladende ind i mellem drillede, men den stille periode efter de første tre-fire numre dræbte simpelthen momentum i en periode.

Momentum fik bandet heldigvis tilkæmpet sig igen, og med et mere skarpt skåret sæt på omkring 45 minutter, havde det nok været et svedigt og taknemmeligt publikum der kunne lade snakken bryde løs efter koncerten. Nu fik mange snakket og råbt undervejs i de 70 minutter vi fik, og så virkede det mere som om det blev en forfest for nogen blandt publikum.

Det tager dog ikke fra Baby in Vain at de har noget – både evner og udstråling. Med mere erfaring til at opbygge et flow i en koncert og håndtere fredagsbøvede publikummer, så kan det blive virkelig godt. Her hev starten og slutningen på Baby in Vains sæt aftenen op på 4 stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.