Crocell: Relics ★★★★★★

0
922
views

Crocell har det forgangne år kunnet fejre 10 års jubilæum på metalscenen, og nu er bandet aktuelle med deres 5. album. En mørk magtdemonstration, der cementerer bandets status som et af de, hvis ikke det, bedste, bands indenfor kulsort død herhjemme.

Wauw. Trænger du til, at få renset krop og sjæl, og eventuelt en form for mentalt lavement? Så giv Crocells nye, femte album, Relics, et lyt eller to. Som den opmærksomme læser kan se, så troner der 6 stjerner over denne anmeldelse, så lad os da bare få det af vejen: det her bliver med stor sandsynlighed min favorit metalplade i år, ellers skal det da gå helt amok.

Og helt amok går Crocell (næsten) på Relics, hvor jeg, efter at have samlet kæbetøjet op efter første gennemlytning, tænkte ved mig selv: hvordan gør de det? Formkurven har været stigende, mens bandmedlemmerne er blevet ældre og, muligvis, lidt mere satte, har stiftet familie og så videre. Alligevel lyder de voldsomt sultne, nærmest glubske, højenergiske og velspillende som aldrig før her?! Det er næsten naturstridigt.

Deres udvikling som band og i lyden ligger ikke i voldsomme nybrud eller evolution af genre, men i at bandet har bevæget sig endnu nærmere den episke black metal, fremfor den knusende dødsmetal. Og så lyder de noget så grusomt trætte af det hele og som om de er klar til at brænde en syg verden ned til grunden med et metalliske inferno.

Der er i min optik ikke et eneste svagt nummer på Relics, der tæller 8 skarptskårne blackened deathmetal sange og et enkelt, afsluttende, instrumentalnummer. Som meget passende bærer den misantropiske titel “World at Its End”, der fungerer fortrinligt som stemningsfuldt punktum for pladen og planeten. Bandet slipper her endda afsted med at bruge en ret tyk metalkliché, nemlig lyden af regnen der falder. I det hele taget, så flirter Crocell med mange af metalgenrens klichéer og indbyggede konventioner på Relics, der på den måde jo sagtens kan fremstå en kende konservativ i stilen. Men… det er simpelthen SÅ veludført, vellydende og ikke mindst velspillet, at det fremstår fuldstændig frisk og særdeles virkningsfuldt.

Forud er gået en nøje afbalanceret og veldoseret afbrænding af en den syge planet, hvor Crocell imponerer med masser af variation indenfor den sortnede dødsmetalliske ramme. De kan både spille hæsblæsende hurtigt som på singlen “Once Called Slaves”, stormvejrsruskende bistert som i eksempelvis ekstremt ondsindede “Plague Alter” og ikke mindst knogleknusende tungt, som på et nummer som den fremragende “Last Dawn Duet”. Det står aldrig stille, det bliver ikke på noget tidspunkt ensformigt og bandet har trimmet numrene til nærmest perfekt form, så der ikke er et gram fedt på vederstyggelighederne.

Og så lyder det bare tæskefedt hele vejen rundt, tilpas grumt og ondt men stadig “klart” i lyden. Det er en lyd, produktion og mix lige efter mit hjerte, hvor man kan høre hvad der sker, uden det bliver poleret, alle bandmedlemmer får plads, ingen bliver glemt i kampens hede og så er vokalen lige i skabet og leder slaget med autoritet. Det er en sand fornøjelse at lægge ører til, selvom det ikke er lavet for at please.

Som nævnt kan jeg ikke rigtig finde nogle svage punkter blandt numrene, bundniveauet falder aldrig under niveauet “virkelig godt” og højdepunkter er der mange af. Den nævnte “Last Dawn Duet” er en personlig favorit, hvor Crocell sætter tempoet ned og skruer op for tyngden. Men også den lidt mere tempofyldte og afvekslende “Conqueror’s Tyranny” giver mig blod på tanden, eller stygge “Mammon Rise” med sine mere helte-heavy-agtige tendenser. Crocell ser sig egentlig ikke tilbage efter den forrygende åbner “Black Death Redemption” og holder min opmærksomhed i et fængslende jerngreb samtlige 41 minutter det tager dem, at få afreageret.

Er det så 6 stjerner? I min verden er det. Nogle vil måske trække lidt fra for ikke, at komme med noget banebrydende nyt, men jeg synes ikke det bør trække ned, når man leverer så overbevisende som her. Det er for mig den fuldstændig optimale udnyttelse af rammerne, og en af de mest overvældende metaludgivelser jeg har lagt ører til i mands minde.

Så, skru op, få skyllet hjernen i eftertrykkelig grad af Crocell, som, hvis der var nogen retfærdighed til her i verden, ville erobre metalverdenen – også udenfor vores landegrænser. Men det er en syg verden, så lad os brænde lortet ned til grunden!

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.