Det Sidste Orkester: Ungdomstungsind Tur/Retur ★★★★☆☆

0
371
views

Er der brug for endnu et bud på ny, tilbageskuende dansksproget syrerock? Det Sidste Orkester giver ikke et tydeligt svar men er til gengæld lidt af en oplevelse, hvis man kan holde til, at lægge ører til den overstyrede vokal.

Det første jeg tænkte, da forsanger Mikkel Ferup Andersen åbnede munde var noget i retning af: Nej. Og så måtte jeg ellers flygte ud i badeværelset og hoppe under bruseren for, at drukne lyden af hans overskruede fraseringer og skærende høje toner, der lyner i hyppige glimt albummet igennem. Det havde måske været nemmere bare at skrue ned for lydstyrken, men så fik jeg da taget et bad…

For det hjælper faktisk på helhedsoplevelsen af Det Sidste Orkester, hvis man skruer lidt ned for volumen. Det er en af den slags udgivelser, hvor det ikke gør noget godt, at skrue op på max lydstyrke, for så skærer vokalen så meget i ørerne, at der faktisk er tale om en smertefuld oplevelse. Justerer man lydtrykket lidt så kan man måske ramme et tåleligt niveau, der dog ikke redder de stedvis noget… øhm… ja… teksterne er da i hvert fald personlige og meget forståelige, af til i lidt for høj grad som på andet nummer “Platinhits”, hvor første vers simpelthen lyder:

Du droppede ud af bandet, før vi nåede at skrive en sang
Justitsmord in absentia og uden reel rettergang
Du droppede ud af bandet, før vi nåede at tage en akkord
Og med klinisk præcision, foretog du en drømmeabort

Og det forsætter i samme stil. Så ved man da det! Jeg håber det lettede hos sangskriveren, hvad jeg skal bruge oplysningerne til, har jeg ikke helt fundet ud af. Til gengæld er den musikalske side af sagen stærk hos Det Sidste Orkester. Jeg vil næsten gå så vidt som at sige, at de spiller røvfedt. Bandet rammer tonen og klangen fra de gode, gamle beat-rockende dage men lyder samtidig friske og “sprøde”, hvilket også gør, at man lige og lige hænger på, selv når frontvræler Andersen  laver en af sine (indrømmet) ret spektakulære udskridninger med stemmebåndet, som eksempelvis omkring 4 minutter og 50 sekunder inde i den ellers musikalsk veludførte og lækkert rockende “Fader, Hvor”. Jøsses, det hyler i mine øregange og gør ondt i plomberne.

Alligevel er det som om at… det på en eller anden halv-skæv og udknaldet måde… fungerer?! Det kan næsten ikke andet end at være fuldstændig med vilje, at vokalen lyder som den gør, så man begynder at sidde og overveje om det er et eller andet kunstnerisk greb? Det gør det ikke nødvendigvis nemmere at lægge øre til, men det gør dog, at jeg ikke løber skrigende bort og forsøger, at pejle mig ind på, hvad det egentlig er Det Sidste Orkester er ude på. Musikken lyder som nævnt lækker og indbydende, ligesom de får leveret nogle rigtig fine passager med harmonier og kor pladen igennem, hvor styrmand Jensen også har længere perioder, hvor han holder lidt igen og ikke bare slipper vokal-tøjlerne. Er det for, at skabe kontrast, understrege noget eller synes han bare det lyder totalt “boss”. når der så bræges igennem? Jeg kan ikke helt afkode det. Men mod alle (indledende) odds hader jeg det ikke.

Heller ikke det lyriske univers, der godt kan virke som en underlig blanding af noget personligt og on the nose, som i nævnte “Platinhits” og så noget mere metaforisk eller poetisk, som eksempelvis i åbningsnummeret “Dørmand”, hvor det indledningsvist lyder:

Jeg stod i kø i et år
Men blev ikke lukket ind
Nu jeg for gammel til at dø
Af ungdommeligt tungsind
Højt at flyve, Klub Syvogtyve
Ingen vinger, dybt at dø,
I valsen var der slinger
Selvom dansegulvet havde kø

Det fungerer da OK, selvom det også er en af de tekster, hvor jeg godt kan se hvad der sigtes efter, men udførelsen kommer måske til at virke en lille smule stiv, søgt eller konstrueret. Der mangler lige det sidste her, hvor ordene letter og bliver “musik”, men det kan stadig et eller andet.

Og lige når man så sidder der og nyder nogle fede soli eller et band, som lyder som om de rammer et fedt fælles klimaks i et nummer som “Markiser”, så langer de pludselig “Piller” over disken. Her lyder det som om Hr Andersen kaster sig ud i sin bedste 90’er folkeskole rap?! Hvad. Sker. Der. Nu?! Lyrisk er det sådan set en fin bredside til et pillesamfund, hvor man efterhånden kan få en lille kulørt en der kan tage sig af de fleste lidelser – i yderst instans også livet selv. Så langt er jeg med, men hvad sker der for MC Clemens rappen fra MC Ferup Andersen i front?? Måske er det for, at understrege det deliriske og næsten maniske i tekstens ordstrøm? Måske fungerer det endda på sin egen kuriøse måde? Jeg ved igen ikke helt hvilket ben jeg skal stå på og kan ikke helt finde ud af om jeg står og kigger på et musikalsk trafikuheld, som er i fuld gang med at udspille sig? Men jeg kan heller ikke kigge væk fordi det er sært underholdende og fængende.

I den afsluttende “Udsalg”, hvor Det Sidste Orkester virkelig skruer bissen på og rocker råt igennem, ligesom Jensen lyder godt og grundigt pissed off og ikke vil være en del af samfundets “maskine”, lyder mantraet at de ikke vil sælge ud. Det kan bestemt heller ikke beskylde dem for, at gøre på denne plade. De lyder, trods at de læner sig op af klassiske syrerocksdyder, helt som deres egne og tro mod de idéer og budskaber de vil ud med. Det er også noget af det, der gør pladen til så fascinerende en lytteoplevelse. Der lefles ikke her, Det Sidste Orkester er dem de er, take it or leave it, inklusive vokalen, som på sin egen særegne vis vokser på mig for hver gennemlytning.

Kan man være originaler når stilen i bund og grund er hørt før? Ja, må det korte svar være efter knap 40 minutter i selskab med det her orkester. Det her er en plade fra et band der selv bestemmer spillereglerne på en ellers velkendt bane. Der er noget lidt uforklarligt dragende over Det Sidste Orkester, som gør at jeg hænger på og begynder at tro, at der er en mening med galskaben. Det springende punkt for mange, indledningsvist også mig selv, vil nok være vokalen, men man bør give det en chance og se om man, som jeg, ikke alligevel bliver fanget.

Kedeligt er det bestemt ikke og det er en plade, som man ikke bare kan ignorere når musikken spiller. Jeg ender på en stor, lidt forvirret 4’er til et band der insisterer på, at gøre tingene på deres måde.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.