Crocell: Prophet’s Breath ★★★★★☆

0
1138
views

Aarhusianske Crocell er efterhånden ved at være en rutineret spiller på den danske metalscene, med tre fuldlængdeudgivelser bag sig. Med album nummer fire manifesterer bandet sig helt oppe i toppen af dansk dødsmetal. 

Prophet’s Breath hedder fjerde fuldlængdeudladning fra Crocell. Det må være en profet, der ånder sorte flammer og svovldunster, for albummet er en usædvanlig olm og tung omgang. Crocell har bevæget sig en smule nærmere black metal i udtrykket, selv om Asbjørn Steffensens vokal stadig holder sig mest i det growlende lag – hvilket i øvrigt passer mine ører ganske fint.

Ni numre spyes ud i lytterens øregange, og allerede fra de første sekunder af åbneren ‘Tyrant of Iron’ svirrer guitarerne og trommerne leverer massive skudsalver, der næsten får én til instinktivt at dukke sig og springe i den nærmeste grøft, mens Steffensens vokal lægger fra land med et grumt og dybt brøøøøøl. Men allerede på åbneren viser Crocell at de også kan andet end at levere en musikalsk ækvivalent til dækningsild, da tempoet skifter til tungt slæbende, og vokalen svøbes i en distancerende effekt, inden guitarerne igen slippes fri og flænser afsted i nummerets sidste del.

Det bliver ikke mindre grumt på ‘Cross To Your Grave’, der hamrer afsted i et voldsomt tempo med infernalsk instrumentering – også her bliver der dog arbejdet med temposkift, og vi får et break, der kortvarigt sender lyden i retning af noget mere atmosfærisk, inden Steffensens growl blæser ind som en storm. Der er en ind i mellem næsten overvældende tyngde i Crocells musik, der rammer én som et nyrestød, og det er så absolut en force. For nok er det tungt og grumt, men samtidig kan man høre detaljerne i produktionen, og det bliver aldrig bare sanseløst tonseri, for der ligger tydeligvis instrumentale evner bag hos kvintetten.

Det hører man også på ‘Wolves’, hvor Andreas Posselts tungt flydende og varierede trommespil virkelig kommer til sin ret, og der er momenter undervejs hvor det føles som om vokalen sandblæser éns hjerne. Det efterfølgende titelnummer, ‘Prophet’s Breath’ lader trommerne tage et par runder mens guitarerne svirrer, inden alle instrumenter blæser fremover stepperne i et insisterende fællesangreb, med Steffensens growl i første angrebsbølge. Igen formår Crocell at variere og indskyde mere melodiske stykker, hvor Tommy Christensen og Rasmus Henriksen får lejlighed til at vise at de ikke kun kan riffe tungt, olmt og hurtigt, men også har sans for at levere fængende melodiske bidder af skønhed, midt i det voldsomme inferno, der ender i klirrende bækkener, forvrænget støj, og lidende skrig i baggrunden.

Efter det voldsomme udlæg får man et lille pusterum på ‘Dead Man’s Poem’, hvor melodisk guitarspil suppleres af cello og piano. Efter det korte mellemspil vender tyngden tilbage på den melodiske sejtrækker ‘Kingdom of Corruption’, hvor vokalen til gengæld næsten lyder endnu grummere end på albummets første halvdel – en kontrast, der faktisk fungerer ganske godt. Her fisker Crocell i vande, som blandt andre Paradise Lost har bevæget sig i, i deres tungere og grummere øjeblikke, med guitarharmonier og en tung, tung rytmesektion med Onkel Kusse Jensens bas og trommerne som nummerets anker.

Tempoet øges på ‘Contagious Purity’, der alligevel bibeholder en nærmest elegisk melodiøsitet i guitarspillet, mens resten af bandet hamrer skånselsløst fremad. “No redemption, no salvation”, er blandt de linier Steffensen udslynger, og tekstuniverset hænger således ganske godt sammen med de instrumentale bredsider, der til sidst i nummeret bliver hamret ud i lytterens ører med en imponerende intensitet og med et riff, man får lyst til at sætte i på luftguitaren. Og Crocell har endda nosser til at lade være med at gentage det – det ville ellers være let at forfalde til at gentage sådan et riff igen og igen, når man nu har ramt det, men Crocell vil andet og mere end bare hamre gode riffs i nakken af os. Faktisk er det et gennemgående træk ved numrene på Prophet’s Breath at de aldrig rigtig står i stampe, men er i konstant udvikling.

Således også på den korte, brutalt intense ‘Usurper’ der virkelig flænser igennem og virker temmelig ond i sulet. Og på afslutteren ‘Temple of Grandeur’, der starter med fuglekvidren og akustisk guitar, inden de elektriske guitarer, bas og trommer tromler ind godt et minut inde. “Luminous venom, shimmering saints// Cathedrals sound with thousands of prayers// Temples of grandeur//Monuments of horror”, lyder det undervejs, og giver man sig tid til også at kigge teksterne igennem kan man konstatere at der også ligger en del indignation og samfunds- og religionskritik i Crocell’s tekstmæssige udtryk.

Det, der især rammer i hvert fald mig som lytter ved Crocell, som de lyder på Prophet’s Breath er den overvældende tyngde, den energiske variation, og evnen til at kombinere brutalitet med melodiøsitet i kompositionerne. Crocell leverer her et godt bud på en af årets bedste danske metal-udgivelser, som forhåbentlig kan ramme bredere end dødsmetal-publikummet, selv om brutaliteten nok kan holde mange på afstand. Er du til metal, bør du dog ikke snyde dig selv for at give Prophet’s Breath nogle lyt og/eller tjekke bandet ud på et spillested i nærheden. 5 store, sorte stjerner får Crocell herfra.

Tjek Crocell ud på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.