Crippled Black Phoenix, Voxhall, 25/3 2019, ★★★★★☆

0
211
views

Endnu en gang bød Voxhall på musik i høj klasse på en mandag. Til trods for lidt svage vokaler, leverede Crippled Black Phoenix en koncert, der sparkede ugen godt i gang. Sådan godt og vel.


Fotocrime

Én skaldet MOTHERFUCKER med trommemaskine osv…
Fotocrime rutter ikke med personalet.


Jeg ankommer 19.15, hvor første support act, Fotocrime allerede var godt i gang på scenen. Det normalt tre mand høje band var i dag reduceret til én skaldet fyr med guitar, en synth og en række backtracks/sequencers med især en meget præsent trommemaskine.

Det burde være forfærdeligt: Backtracks, en mand med solbriller på indendøre og endda en noget forceret vokal. Det var det bare ikke. De maskinelle trommer gav et vist industrielt præg og da Fotocrime tager sit udgangspunkt i post-punken, kunne det… Ét eller andet. Jovel, R/Pattern (!) vælter totalt i et forsøg på en ballade, hvor maskinen løber fra ham – eller omvendt. Men det generelle udtryk af det, jeg når at se af koncerten, er egentlig noget solidt materiale, styr på lyd og referencer – kombineret med en konstant overvejelse om, hvor vidt det faktisk holder. Og det i sig selv var en oplevelse!

Måske ville det have været meget bedre, om de havde været der alle tre. Måske ville det så blive ordinært. Men spændende var det i hvert fald denne mandag!

Soft Kill

I sart blåt lys spiller Soft Kill post-punk som man gør i the Midlands


Andet opvarmningsband, Soft Kill, stiller op på scenen i skiftevis blåt og rødt lys. De spiller introvert post-punk og nærmer sig til tider The Cure så meget, at man ville se tung makeup og blodrøde læber, hvis man lukkede øjnene.

Det er nu ikke helt fair, da Soft Kill er et fint band i sin egen ret og det kun momentvis falder i The Cure-associationen. Der er mere Midlands over det og de tåler også sammenligning med Editors. Vi er vel oppe på 30 publikummer nu og der gives fin feedback til de mørkklædte herrer på scenen – og med rette. Den til tider spacede, chorus-berigede lyd fungerer virkelig fint, det levende spil står i skærende kontrast til Fotocrimes trommemaskine og den konstante høvlen ottendedele på bassen, i både intense og mere rolige numre, giver et fint drive og en god energi på koncerten.

Det er såmænd kun fordi bandet vælger at bruge det meste af et kvarter på at spille ét nummer og køre nogle meget repetitive figurer meget længe, at man tænker at 45 minutter er nok:
Det er i hvert fald et overbevisende band, der godt kunne få lidt mere bevågenhed.

Crippled Black Phoenix


Aftenens headliner, Crippled Black Phoenix – Greaves yderst til høre

Et ubeskrevet blad for mit vedkommende og min research blev i dagens anledning begrænset til at høre en kort koncertoptagelse. Men ikke mange minutter var gået efter 20.50, hvor bandet gik på, før jeg var ret sikker på, at de havde fisket nok en fan i mig.

Vi var vel en 60 publikummer nu og fik os en fremragende koncert. Og dog skal jeg skynde mig at sige, at der også var lidt malurt i bægeret: For den kvindelige vokal var aldrig rigtig stærk – til tider skidt – men med et fedt spillende band, der virkelig har styr på det patetiske, så blev stikkene taget hjem endda.

Cripple Black Phoenix er egentlig et kollektiv samlet om Justin Greaves, der til aftenens lejlighed havde valgt guitaren (han er en habil trommeslager – og spiller også mange andre instrumenter). CBP har på den vis haft 30 skiftende medlemmer og uden at være for hård, kunne jeg da godt tænke mig, at se dem en gang med en anden kvindelig vokalist.

I aftenens opstilling er der otte mand på scenen: Tre guitarer (herunder Greaves og en norsk guitarist, der også fører den primære vokal), en bas, en meget livlig trommeslager, to tangentspillere (den ene med en trompet, der hives lejlighedsvis frem) og en kvindelig vokalist. Bum! Otte mand – flot ser det ud!

Der spilles med en intens, kompakt lyd og trækkes heftigt på hamler fra post-rocken. Både i kompakt lyd, i suspense-release og i de længere, instrumentale passager. Men centralt i udtrykket er, at der er styr på det patetiske: Stagepianoet slår klare fjerdedele i, når der er brug for det, trompeten sætter ind når det giver mening, der bygges op, op, op for så at tage ned og op igen og det hele pakkes ind i stærk lyd. Godt nok spiller Greaves og guitarist/sanger Änghede ofte det sammen – oven i købet på identiske guitarer – men resultatet er en overvældende lyd, der lægger sig fint oven på bassen og de stærkt musikalske trommer.

De første tre numre bliver dermed en introduktion og cementering af lyd og feeling og selv om Änghede ikke er den stærkeste vokalist i især bunden, så står det flot, voldsomt og patetisk uden at rive ørerne af os. Caring Breeds The Horror falder som fjerde nummer og her når vi et foreløbigt højdepunkt for aftenen. Men højt at flyve, dybt at falde for under Rain Black Reign Heavy vil det ikke være unfair at sige, at Belinda Kordic ikke rigtigt rammer den. Overhovedet.

Det lidt mærkelige er, at hendes meget naivistiske sangstil gør, at den alligevel reddes hjem. Selv om det føles som om, det er hendes eneste stil og dermed bliver mere af nød end med vilje, så køber jeg den. Næsten.

Hun bakkes op af et sart stykke, hvor trompeten introduceres og jeg når at tænke, at hvis de bare holder sig fra for mange kvindevokalbårne ballader, så skal det nok gå det hele. Og det får jeg for så vidt ret i, da Nebulas falder, hvor man ikke på den måde tænker over, at vokalarbejdet måske bare ikke er så stærkt.

Great Escape følger op og i duet med Änghede fungerer det rigtig fint. Nummeret brydes også ned i et stille tema, hvor trompenten får lov at lægge sig oven på det stadig mere opbyggende band – meget, meget fint lavet!

Bandet er nu for alvor varmt og vi får en lang slide-guitarsolo under You Take The Devil Out Of Me – det er jo rock, det her!

Aftenens højdepunkt falder som nummer 11: We Forgotten Who We Are. Selv om sangen er skrevet længe inden da, bliver den introduceret som sat i Brexit-konteksten, hvor Greaves begræder, at man nu er ved at smide godt 70 års fredstid ud af europæisk historie. Jeg skynder mig at finde teksten på google mens de spiller og selv om den ikke er subtil, så får den voldsomme intensitet, nummeret spilles med samt hele setupet det til virke vildt stærkt.
Her står en mand og et band og kæmper med en frustration over noget, der er sket. Og vi mærker frustrationen via musikken i lige så høj grad, som da Änghede afslutter vokalen med ”’Those who cannot remember the past are condemned to repeat it.’ to quote George Santayana.

Hvor tager man så en koncert hen derfra? Jo, Echoes pt 1 bliver afslutningsnummeret, der nok også kommer til at spille godt ti minutter: Det bliver til et langt jam, sluttende med at der bruges trommestik på en guitar, et breakdown til et happy-go-lucky-stykke, før det hele afsluttes med slutlig en synth, bas og (Greaves) guitar kører den enkle akkordrundgang.

Og sikke en aften, det har været!

Det er måske ikke det mest subtile band på den konto, men Crippled Black Phoenix formår virkelig at være sart, når det kræves, men også at smadre igennem når dét er vigtigt. Og underligt nok uden at spille Mogwai-højt.

Ja, det var en rigtig fin aften på Voxhall!

Af Troels-Henrik Krag

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.