Collider -><-★★☆☆☆☆

0
183
views


Ofte efterspørger jeg leg og idérigdom i mine anmeldelser. Collider giver i rigeligt mængder begge dele – men i den voldsomme ivrighed for at udfordre, opfinde og bryde med konventioner, mistes der både rød tråd og appeal og resultatet bliver mildest talt lidt rodet.

Ambitiøst er det! Der sker rigtig meget hele tiden på Colliders spøjst betitlede album. Første nummer, ‘Daisy’, byder på top-energi, chorus-guitarer, vilde trommer. Og ja, ikke mange takter er spillet før vi får introduceret en vaskeægte jazz flute. Tilnærmelsesvis spillet med samme vildskab som den gode Ron Burgundy i Anchorman. Der er smæk på på alle tangenter og bandets navn er ikonisk i, at udtrykket bliver som et sammenstød af alt muligt. Uinteresserede mande- og kvindevokaler i ikke-dur-harmoni. Chorus-guitarer og indhop med distortion. Blæsere af forskellig art. Og så de der afsindige trommer.

Det virker ofte som om, projektet mest er en kamp om, hvem der løber med opmærksomheden – hvor især trommerne hele tiden bærer for meget ved til bålet. Det er afsindigt. Men også lidt interessant.

For udtrykket er netop lidt ligegyldigt i vokalerne – samtidig med at der kastes rags og polyrytmik ind i ligningen. Tilsyneladende ikke fordi det skal lyde godt – men fordi.

Når det står skarpest – og det er altså sjældent over de ni numre – kan der være elementer af noget tidlig Sufjan Stevens, måske krydret med lidt Tiger Tunes-galskab. Dog uden den latente humor. Og dermed kommer det hele til at lugte lidt af et konservatorie-band, der har uhørt musikalsk overblik, evner – og en tilgang om, at det skule være noget særligt fint, hvorfor musikken laves unødvendigt kompliceret.

Dog er der selvfølgelig ting, der fungerer. ‘Oblivion’ gør sig som ballade og kan få et næsten Arcade Fire-agtigt præg i passager med den luftige kvindevokal. Og noget lignende kan siges om ‘Glockster’, der åbner andensiden på udgivelsen og skifter feeling, tempo og dynamik flere gange. Komplet med noget, der kunne minde om breakdowns. Og decideret sært bliver det på næstsidste track, ‘DG’, som minder mere om en lydkollage til noget installationskunst, end et nummer på en plade fra et band.

Bandet skriver selv i pressematerialet, at de repræsenterer en fusions-genre. Jo, tak, det er vist mildt sagt! Det er kollager og et sammensurium af alt muligt – og så tilsat trommer, fra en trommeslager der synes at have den idé, at den, der får spillet mest, har vundet.

I den sidste ende bliver det en ret anstrengende plade at lytte til. Jeg afviser ikke, at der er hooks, fede riffs og små melodi-vignetter. Men de drukner altså i alt det andet, da der helt enkelt sker for meget hele tiden.

Er det så impro/ free jazz? Nej, for der er én eller anden form for rock-struktur over det hele. Men til gengæld er det bare ikke særlig godt og selv om jeg kan se, at det er udfordrende og teknisk, så er det slet ikke nok til, at det bliver en lytteværdig plade. Desværre, for evnerne er der tydeligvis.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.