Asger Techau: Descendence ★★★★☆☆

0
271
views

Asger Techau er aktuel med soloalbum nummer to, Descendence, der rummer en frisk og rørig omgang indie-pop/alt-rock. Alligevel mangler der samlet set lige det allersidste til en topkarakter.

Det lyder jo sådan lidt negativt eller som en nedtursagtig måde, at indlede en anmeldelse på. Det var nu ikke intentionen, for overordnet synes jeg faktisk, at Techau og Descendence er en fornøjelse, at være i selskab med. Her skal vi måske allerede lige hive producer Caspar Hesselager ind i samtalen, da han ikke blot kaldes producer men fremhæves som en samarbejds-/kreativ sparringspartner, der efter Techaus eget udsagn har holdt ham lidt i snor og bidraget positivt til pladen.

6 af de 10 numre har tidligere været ude på Techaus solo-EPer/singler, så nogle vil være bekendte med dele af materialet. Enten fra EPerne, eller fra P6, der har været flinke til, at spille singlerne. Det er også fuldt fortjent, og det er nok også de numre jeg synes stadig står aller stærkest på albummet. Dermed ikke sagt, at det nyere materiale ikke er værd, at lytte til, det er det bestemt, men hvad umiddelbar catchyness, fængende melodier og synge-med faktor angår, da overskygger de allerede kendte singler det øvrige materiale en smule. Måske fordi man kender dem og de allerede har sat sig fast? Muligvis, men det afslører jo så også en ikke ubetydelig slidstyrke i materialet, at jeg faktisk ikke er træt af de numre!

Numre som “Drop”, “Eraser”, “Stick In The Mud” og nyeste single “Trash It”, viser en kunstner der har et rigtig veludviklet melodiører og sans for, at smide nogle små, frække kroge ud, der sætter sig lige i ørerne på en. Tilmed er der en vis skævhed og noget ikke helt snorlige i Techeaus indie/alt-rock/pop, hvad man nu vil kalde stilen. Det er på samme tid ret kantet og stift, men føles samtidig organisk og livligt. Lidt det samme kan siges om vokalen, som i bund og grund ikke er den største eller smukkeste i verden, men den har et eller andet der gør, at jeg virkelig kan lide, at lytte til den?

Egentlig har jeg svært ved helt at præcisere, hvad det er jeg synes Techau kan og gør så godt. Det er en masse småting og elementer, der på en måde kommer til, at udgøre et charmerende og tiltalende hele. Et der ikke nødvendigvis kører helt glat og stringent, men aldrig ude af kontrol. Et nummer som “Eraser” lyder lidt 80er synthpop mekanisk, inden man rammer det dansable og livlige omkvæd. På en eller anden måde hænger det rigtig godt sammen og blive en lille popperle, selvom det på papiret ikke burde fungerer så godt. Måske er det fordi det ikke føles fortænkt, men dejligt frisk og rørigt?

Det er jo ingen hemmelighed, at Techau har styret trommesættet hos Kashmir, men nu lyder han som om han er sat anderledes fri med en guitar i hånden og en mikrofon foran munden (og ja, han har vist også indspillet trommerne, men…). 44 er jo ingen alder, jeg runder selv de 40 næste gang, så det skulle ikke lyde som aldersfascisme indledningsvist. Det var for at understrege, at noget af det der langt hen af vejen gør Descendence så fornøjelig en lytteoplevelse er, at det lyder som om Techau nyder sin “nye” rolle og fremstår som en ung knægt, der har kastet sig over et nyt projekt med ungdommelig nysgerrighed og eventyrlyst. Fremfor en halv-sat, hel-sur og fastlåst midaldrende herre, der sidder og vrisser et sted ude i forstaden og peger fingre af omgivelserne.

Langt hen af vejen skrev jeg… der er ingen dårlige numre på Descendence, men, som nævnt, er der et par stykker som måske kommer til at blegne lidt i forhold til de medrivende “hits”. Man kan ikke proppe en plade udelukkende med hits, det er klart, så mister de deres virkning. Alligevel er det som om, at albummet går en lille smule i stå tilsidst.

“Sparks” (5.29) tøffer roligt afsted med en rolig, maskinel trommerytme, lidt keys og Techaus vokal i centrum. “Just another chip on the shoulder // Just another defeat”, lyder det følt, på et nummer der fremstår en af de mere personlige stunder på pladen. “Pushing Over Dominoes” (5.27) følger op og er mere eksperimenterende i sin stil, den sprutter mere og bevæger sig elastisk fremad. Her er der plads til, at lege og prøve nogle ting af, det er mere et småkringlet lydlandskab end en egentlig sang, og ikke et uinteressant et. Afslutningsvis finder vi den næsten 7 minutter lange “Giant”, der også hører til i den mere eksperimenterende og soundscapede ende, det er faktisk lidt af en udflugt man hives med på her. Men jeg havde måske undladt, at tage den med på albummet og som lukker virker den som lidt af en afstikker.

Pointen er, at sidste del af pladen føles en kende lang at komme igennem, helt modsat den livlige indledning med den smittende “Trash It” som spydspids. “Sparks” er et rigtig godt nummer, men et der muligvis vil blive lidt overhørt fordi den ligger på sidste del af pladen. Måske havde løsningen været, at skære et enkelt nummer og shuffle tracklisten en lille smule.

Det er muligvis lidt noget flueknepperi, måske vil jeg i virkeligheden bare helst have flere iørefaldende omkvæd og melodier som “Stick In The Mud” og de andre forrygende singler? Descendence er overordnet en dejlig lyttevenlig plade, og en jeg sagtens kunne forestille mig ende blandt mine favoritudgivelser i år, trods et par forbehold.

Techau har bare fat i et eller andet der fungerer, og fungerer godt nok til 4 store stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.