Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Clowns Without a Circus: Take Me Out ★★★★☆☆

Clowns Without a Circus: Take Me Out ★★★★☆☆

238
0

Thomas Deibjerg har rødder i 80’ernes heavy scene, hvor han i følge sig selv, trods store ambitioner, ikke drev det til noget videre. Nu er han midt i 50’erne og lader ambitionerne få frit løb på en 6 numre lang “rockopera”, der emmer af ægte 80’er powerrock stemning.

Og med ægte mener jeg, at det er lykkedes Deibjerg (piano og keyboard) og hans musikalske legekammerater, Christoffer Warming (leadguitar) og Morten Hvid (vokal), samt gæster som Aske Jacoby, Assi Roar og Jon Grundtvig, at ramme en lyd der rammer stilen fra dengang virkelig godt. Derudover medvirker June Beltoft på en fortolkning af balladen “A New Day In The Making” og Sine Jelsbak, der synger duet med Morten Hvid på nummeret “A Thing You Can’t Explain”.

Indledningsvis strejfede tanken mig, at det måske virkede en smule bedaget, men jeg blev hurtigt overbevist, det her klarer balancen mellem at være en stiløvelse og pastiche og så bare at lyde som den slags nu skal.

Det er sådan set en ret afgørende balancegang, for det ene kan godt blive lidt ironisk distanceret, eller med for meget glimt i øjet, som om det bare er noget vi leger. Take Me Out lyder i høj grad som om det kommer fra hjertet og er oprigtigt ment, uden at det kommer til at virke komisk eller selvhøjtideligt. Jo, teksterne på albummet, hvor “målet var at skabe en fortælling om det moderne menneske under pres i en hektisk tid – og dens konsekvenser”, ER meget 1:1. Det er tekster med visdomsord som “stop to think it over” og “don’t take life for granted my friend”, og så er der situationer som “all these crazy nightmares are back to chase me // pushing me around to tell me what to do”. Det kan føles lidt for direkte af og til, især hvis man hiver dem ud af konteksten, men når man lytter de 6 numre igennem og musikken spiller, så fungerer det faktisk rigtig fint – hvis man køber præmissen.

Og den er, at det her er ganske uforfalsket powerrock med heavy metal tendenser, hvor den gode melodi og en meget ren og klar produktion er i højsædet. Det er “rock” af den slags, hvor guitaren ikke har nogen hæmninger med at tage føring og lyde 80’er fed, der skrues og skal skrues helt op – bare rolig, det er så velproduceret, som den slags skal være, at det ikke hyler i ørerne eller kradser nogen steder. Eneste lille anke jeg har her er, at vokalist Morten Hvid, der overordnet gør en fin figur, har en lille smule med udtalen og intonationen på enkelte, spredte ord som kan virke lidt distraherende. Det er måske bare mig, men når der synges “to tell me what to do” i den effektive og tempofyldte Meat Loaf rockende “Set Me Free”, så får “do” i mine ører en lille snert af noget danglish klingede. Det er ikke en decideret deal breaker, men det tager mig lidt ud af stemningen af og til, hvilket er en skam og noget der måske kunne have været undgået med lidt ekstra arbejde på vokalfronten?

Det der i høj grad holder denne rockopera kørende udover den vellykkede 80’er indpakning er det faktum, at der kort og godt er tale om en samling gode sange. Så nemt kan det siges. Melodierne er catchy, materialet er varieret og ens smagsløg bliver i det hele taget stimuleret med mange indtryk i løbet af pladens 28 minutter. Fra den relativt storladne åbner “Pressure”, hvor der synges om at “pressure is like at drug”, mens kor og guitar kæmper om opmærksomheden og Hvid kæmper en lille smule med helt at holde trit, til den sagte ballade “Drifting”, der lukker albummet. Indimellem kommer vi omkring den nævnte, tempofyldte “Set Me Free”, den mere muskuløse og kraftfulde “Care About Tomorrow”, hvor jeg synes Hvids vokal, der her har lidt Freddy Mercury over sin klang, slipper rigtig godt fra at være omgivet af et mere oppustet og bombastisk lydbillede. Mercury, eller nærmere Queen, spøger også på en ballade som “A Thing You Can’t Explain” midt på albummet, hvor bandet rigtig får lov til at spille med musklerne og langsomt folde vingefanget ud inden det letter.

Clowns Without a Circus balancerer hele tiden på kanten af, at det bliver for meget og at pladen kollapser i 80’er excess, selv bandnavnet er faretruende tæt på at blive for meget. Men, det hele leveres med en smittende ærlig- og oprigtighed så det på en eller anden måde glider ned. Jo, der er lidt med vokalen, og trods en begrænset spilletid på knap en halv time, så er det også lige før pladen (eller rettere nogle af sangene) føles lidt lang. På den anden side er det også ganske kompromisløst og tro mod ambitionerne, i en tid hvor alt helst skal skæres ned og passe ind i diverse kasser og skæres efter præcise parametre for at opfylde krav fra radiostationer og streamingtjenster. Take Me Out eksisterer tilsyneladende helt uden for den slags . Og er på mange punkter også løsrevet fra tid og sted.

Er det så en anakronisme? Det må være en smagssag… Jeg ender på en lille 4’er for bare at gå all in, tro på det og give den et skud, bevæbnet med velkomponerede sange og hjertet på rette sted.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.