Home Artikler Repeat #68

Repeat #68

255
0

En udgave af Repeat kun med lutter gode singler! Der er nyt fra Girlcrush, Under The Oak Tree, Defecto, Social Decline, Brimheim og M Rexen.

Nå, det var da næsten lidt kedeligt, men det er altså et ret stærkt felt i denne uge, så der uddeles næsten kun roser – og de torne, der er i blandt, er venligt ment. Det gør ikke, at alle numre ender med at komme på den fornemme På Repeat-liste. Den er stadig ret subjektiv og bare fordi jeg ikke inkluderer en sang betyder det ikke, at den er dårlig – det er bare en smagssag… og min dagsform. Så tag det hele med et gran salt.

Girlcrush – “Work Work Work”

Det er ingen hemmelighed, at jeg faldt pladask for trioen, da jeg oplevede dem på Rising Scenen, på sidste års Roskilde Festival. Tyggegummi poppunk med noget på hjertet og en performance der bare strålede af glæde, noget der måske kan være vanskeligt helt at overføre til studieversionerne af gruppens enkle, men meget iørefaldne numre – uden at det skulle lyde som en kritik.

Nu er de ude med nyt igen, singlen “Work Work Work”, der blev udsendt i fredags som en del af markeringen af, at det er Pride Week.

– “work work work” er en slags desillusioneret punksang, som gør oprør mod en kapitalistisk verden, hvor mange ikke rigtigt passer ind i rammerne – måske fordi man ikke kan få job eller finde ud af at arbejde under nogle ret rigide rammer, som ikke tager hensyn til, at vi alle sammen er mennesker med kærestesorger, psykisk sygdom og dårlige dage. Det er en slags halv-akademiseret “fuck systemet”-sang.

Lad os starte med de åbenlyst positive elementer ved dette knap 2 ½ minut lange nummer. Energien strutter og stråler stadig ud af Girlcrush og deres sange, denne er ingen undtagelse. Det er enkelt, catchy, iørefaldende og har et enormt godt drive, så man fra første til sidste sekund er fanget og med. Der er ingen tvivl om, at denne trio har en god sans og et veludviklet øre for små, fængende og gode melodier. Man kan nærmest synge med fra første gennemlytning og det gentagende “work work work” sætter sig fast i skallen på en. Alt sammen ting der gør, at et nummer som dette, i lighed med tidligere singler som “Manchild” og “Take My Clothes Off For You”, har noget radiopotentiale.

Den smule malurt, der er i bægeret, ligger også i naturlig forlængelse af dette og er en slags bagsiden af medaljen. Vi har efterhånden hørt den her sang fra Girlcrush og ved, at de har styr på de her virkemidler og kan flække en lille, levende punksang med lige dele skævhed, knaster og en tyggegummiblød overflade sammen, som man gerne gumler på indtil smagen forsvinder. Og skal man være lidt kritisk, og det vælger jeg så at være, så skal der måske også snart tilføjes lidt mere, eller andre ingredienser til blandingen, så smagen netop ikke forsvinder. Det er stadig effektivt, og har du ikke hørt andre numre med Girlcrush, så er denne kritik nok også overflødig.

Konklusion: Ser man bort fra, at de måske ikke ligefrem udfordrer dem selv og omgivelserne rent sangskrivningsmæssig og stilistisk, så er “Work Work Work” endnu en herlig single fra et stadig relativt nyt band, som det er meget, meget svært ikke at holde af og bare overgive sig til.

Under The Oak Tree – “Don’t Stare Into The Sun”

Under The Oak er en indie-kvintet, der har indspillet en livesession i et rækkehus på Amager, om nummeret lyder det:

Oven på tunge bas toner og et feel-good backbeat, flyder en stemme med flere lag der synger om turbulent kærlighed. Et strejf fra en 20 år gammel retro el-harpe bringer guitarerne ind i lydbilledet, og indleder et klassiskt lækkert spøgende indie-hook.

‘’Don’t Stare Into The Sun’’ er en personlig sang der beskriver konsekvenserne af at forblive i et dårligt forhold. Det svarer sig til at kigge ind i solen. Man ved at man ikke skal kigge på den, for
den blænder ens øjne. Det samme gør et usundt forhold når man vender tilbage til den.’’, fortæller forsangeren Johanna Nielsen om sangen.

Er det her virkelig live, og hvor kom den vokal fra, var to af mine første tanker? Johanna Nielsen har en meget dragende vokal, af den slags, der straks fanger ens opmærksomhed og får suget en ind i sangen. Indledningsvis var jeg ret imponeret over dette let-bluesede lydbillede, men som den stemningsfulde sang skrider frem kommer jeg til at savne lidt mere vildskab og at bandet bare slipper tøjlerne. Måske er det også den slagside mod noget atmosfærisk indie, som orkesteret også rummer, der lidt bliver en hæmsko for mig her?

Det er som om man fornemmer, at der gemmer sig et rigtig godt blues-rock band under dette egetræ, men at bandet selv har en fascination der styrer dem mere i indie-retningen. Det lyder bestemt OGSÅ godt, men sangen kommer i sidste ende til at virke en lille smule uforløst for mig og som om bandet vælger en retning, der i mine ører er det næstbedste valg. Der er noget uforløst potentiale her, der ulmer nogle rockmuskler under den svævende overflade, som jeg gerne ville høre blive sluppet fri. Ikke mindst vokalen ville jeg gerne høre bare give los og fyre den af.

Det sagt, så er det her meget kompetent og smagfuldt udført og det har også sin charme og sine fordele, at styre kræfterne og vælge en mere underspillet vej. Og det er ikke fordi sangen mangler store følelser, eller fremstår vattet. Det er måske min personlige smag, der gerne så at gryderne kom mere i kog?

Konklusion: Jeg ender i den lidt underlige situation, hvor jeg synes det er et rigtig godt nummer, men hvor jeg gerne så, at bandet gjorde noget andet end det de gør – for min skyld. Det er jo i bund og grund et urimeligt krav.

Defecto – “Rise”

Metalbandet Defecto har haft godt med vind i sejlene de seneste år, hvor det blandt andet er blevet til en koncert på Copenhell og supportjobs for så prominente navne som Rammstein og Metallica. Bandet er snart klar med deres tredje album, “Duality”, hvorfra første smagsprøve er “Rise”.

Det virker som om, at Defecto denne gang har sagt “to hell with it” og bare satser det meste af metalbutikken på, at appellere endnu bredere end tidligere, hvilket sikkert vil falde nogen for brystet, men i sidste ende er der kommet en ret medrivende single ud af det. For det første varer nummerer lige under tre minutter, så der er virkelig skåret ind til benet for genren, og der sigtes efter at ramme en optimal single-form og -længde. Lyden, der tidligere var mere symfonisk, storladen og “knytnæve i vejret” metallisk er blevet stømlinet en kende, ligesom selve bandets klang måske er blevet noget mere indbydende og “blød”.

Altsammen tiltag, som nok vil få metalfans med hang til grovere løjer til at rynke lidt på næsen, men jeg synes ikke man kan tage fra Defecto, at de har fået skruet et virkelig effektivt nummer sammen. Det er en balance, for gamle fans vil måske tænke, at man har fjernet eller fortyndet alt det der gjorde bandet fedt, men elementerne er stadig til stede, de er her blot gjort mere spiselige og appetitlige for en formodentlig bredere lytterskare. Tricket er, at det helst ikke skal miste pondus og føles leflende, og den manøvre synes jeg Defecto slipper fra med skindet på næsen.

Der er måske ikke så meget mere i sangen end en form for “call to arms”, “vi rejser os igen”, “her er vi” sang med en pumpende melodi, der går lige i nakke og bentøjet, men det er forbandet virkningsfuldt og smittende.

Konklusion: Keep it simple, stupid! Defecto skærer fedtet fra her uden at det bliver alt for tyndbenet. Det er måske ikke nogen stor og kompliceret sang men det er en ganske potent single og appetitvækker.

Social Decline – “Detonate”

Detonate er en sang om krigens gru.

Krig ødelægger og fremmedgøre mennesker. Det er aldrig samlende som såkaldte patrioter og nationalister ellers har for vane at sælge det som.

Social Decline er et undergrunds hardcore band med rod i København og omegn.

Mere guitar, vildere, kom så! Der er sateme fuld strengeleg og fart på fra start her, hvor guitaren får lov til at flænse sangen i gang, inden den grovkornede hardcore råbevokal tromler ind i lydbilledet og begynder at slamdanse og moshe løs. Det er egentlig også ved at være noget tid siden, at jeg har gået en god lussing af et københavner hardcore band og Social Decline har fat i noget her, som jeg faktisk gerne lægger kindflæsk til.

OK, det er bestem ikke fordi hardcoren her bryder grænser, erobrer nyt land, eller byder på de voldsomme overraskelser, så er du ude efter det, er “Detonate” nok ikke en sang der rocker din verden i sin grundvold. Men, er du til bundsolid, guitarbåret hardcore bøllerock, så synes jeg altså at der er godt med gang i gaden og krudt i stængerne her!

Det er næsten som om Social Decline svælger og mæsker sig i klichéerne, bandnavnet, titlen på sangen, coveret som viser silhuetten af to børn der forsøger at flygte fra en atombombeeksplosion og de musikalske optøjer… den er tyk, men det er af den slags tilfælde, hvor more is more og jeg faktisk køber præmissen og ikke synes, at det kammer over. Det er nærmest provokerende on the nose og skriger én lige i ansigtet. Men, af og til så trænger man til den der ovennævnte lussing, som rammer plet, selvom man kan se den komme fra flere meters afstand.

Nå ja, og så er det sgu et ganske catchy nummer, det her!?

Konklusion: Klichéerne står i kø men undgår at falde over hinanden og jeg var modtagelig overfor en omgang god, gammeldags bøllebank.

Brimheim – “Four Chambers”

Sangerinden Brimheim, der blandt andet har Florence Welsh og PJ Harvey som musikalske forbilleder, udsendte tidligere på sommeren singlen “Kafka”, et nummer jeg anmeldte i Repeat #64 i begyndelsen af juli. Sidenhen har nummeret fået god buzz rundt omkring, så nu følges der op med “Four Chambers”:

‘Four Chambers er nummeret, der repræsenterer at udviklingen er skudt i gang – derfor bliver den også åbneren på EP’en. Sangen står for den periode, hvor jeg stadig er ved at frigøre mig for min gamle identitet – hvor jeg lukkede øjnene for alle de indre og ydre transformationer, jeg bliver nødt til at vågne op til og gå ind i med oprejst pande – men der er et glimt, og det drager. Det kan både være dybt skræmmende men også ekstremt frigørende.’

Der var den! “Four Chambers” er en af den slags singler, hvor jeg straks tænker, at den har det, der skal til… hvad det så end er. Nå, hvor “Kafka” viste rigtig gode takter, så syntes jeg alligevel at der lige manglede et eller andet, det er ikke tilfældet med “Four Chambers”. Det er stadig de samme inspirationskilder der er i spil, mørk, rocket kvindevokal, Radiohead-rytmer og en snigende desperation og følelsen af noget urovækkende – men også en sejhed, coolness og selvsikkerhed.

Første og fremmest er det her “bare” noget så enkelt som en god sang og en stærk single og det er også en, der ender med, at få noget spilletid på diverse radiobølger, det er jeg ret sikker på. Det kan være svært at sætte en finger på og beskrive hvad “det” er men, hvad det end er, så har Brimheim og “Four Chambers” det, “det”. Det var allerede kraftigt antydet på “Kafka”, som jeg hellere må få hørt igen, måske var nummeret endnu bedre end jeg syntes i min oprindelige anmeldelse? I mens kan du skamhøre “Four Chambers”, jeg vil ikke sige så meget mere og konkret om sangen.

Konklusion: Stærk, helstøbt, selvsikker og overlegen (på den gode måde) single, hvor Brimheim for alvor tager et skridt ud af forbilledernes store skygger – selvom konturerne af dem stadig anes.

M Rexen – “I Can Be Real”

Vi lukker og slukker med nyeste single fra M Rexen, der også har et nyt album på trapperne, som er sat til at udkomme d. 2/10. M Rexen er en ægte globetrotter og bruger de mange indtryk han har samlet rundt omkring i verden til, at flette sit helt eget musikalske “wild style” kludetæppe.

“I Can Be Real fejrer kærligheden. Den fejrer den proces, det er at turde åbne sig selv op, når man møder kærlighed og den minder om, hvor vigtigt det er, at give plads i sig selv til at fejre livet”.

M Rexen og band har efterhånden så mange musikalske gevandter at iklæde sig, at det kan være lidt vanskeligt helt at blive kloge på de spradebasserne. Denne gang er det umiddelbart en lidt krautet indie-rytme der pulserende driver sangen fremad, mens Rexens vokal ligger i det mere høje og energiske toneleje, det er næsten sådan lidt 60’er “fjollepoppet”. Det er også en stemme der i denne gestaltning kunne synge 70’er glam, forestiller jeg mig?

Lyrisk befinder vi os også i den mere “lette” ende af hans tekstunivers, det lyder som en glad kærlighedssang, af den sprudlende, boblende og forelskede slags, hvilket matcher musikken fint. Det lyder sgu bare som om Rexen og band er på den grønne gren, solen skinner og det hele lever og spirer. Der kommer lidt mere bid i guitaren som sangen skrider frem, så vi nærmer os den lille hedebølge der ligger tungt over landet i skrivende stund. Livet er herligt, ikke sandt?

Konklusion: Det lyder som om himlen er blå og skyfri hos Rexen på dette nummer, det smitter! Nogle gange er det dejligt med en lille, ubekymret sang, som måske er blandt Rexens mere direkte og lettilgængelige hidtil.

Føjes til På Repeat-listen: Brimheim + Social Decline

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Girlcrush pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.