Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer David Mølhede & Rundt Omkring: SORT ★★★★★☆

David Mølhede & Rundt Omkring: SORT ★★★★★☆

442
0

Rock. Og noget på hjerte. Det er hvad man får på David Mølhede & Rundt Omkrings SORT. Det er på mange måder en rockplade af og til tiden. Og selv om den er meget personlig, vækker den også tanker hos lytteren.

Der åbnes med fedt klingende rock på SORT: ‘Itu’ byder på tilbagelænede, men præsente trommer, dreven bas og guitar, der lyder beskidt og fedt. Da vokalen så sætter ind bliver det dog lidt en overraskelse; der synges på dansk og stilen er lettere overdramatisk. Eller måske er vokalen bare ikke så stærk? Det trænges dog hurtigt i baggrunden, for det står hurtigt klart, at der er noget på spil her.’Itu’ refererer til livet og har som flere andre numre på pladen alkoholisme som omdrejningspunkt.

Titlerne er lakoniske; ét ord per nummer. ‘Itu’. ‘Hjem’. ‘Ild’. Der er ti i alt og mens der ikke er brugt for megen tid på at komme på sirlige titler, så er krudtet gået på at lave skarpe tekster. Ja, ingen går faktisk rigtigt fri for en sarkastisk pegende finger, der udstiller både alkoholikeren, og den småborgerlige – og i øvrigt ikke diskriminerer i kritikken.

Uptempo-nummeret ‘Flot’ minder mig først i nummeret om Shu-Bi-Duas ‘Krig og Fred’ – både i feeling, tonalitet og i den kritiske tilgang til… Småborgerligheden? Kedsomheden i at gøre som andre?

Det, der dog er særlig fint lavet er, at hvor Shubberne tydeligvis har en kønnet tilgang til sagerne, så holder David Mølhede &Rundt Omkring tolkningen mere åben:

Og alt imens trisser vi af sted

og har det åh! så godt

Med Volvo, vovse og falske toner

Hold kæft, hvor er det flot!

– men det refræn skifter ’vi’ ud med ’hende’, så ét refræn slutter ’Hold kæft, hvor er hun flot’.

Hvor vidt det så er en indikation af, at kvinder lige så godt kan være driver på det mondæne, kedelige og sikre som mænd – og dermed på fuldstændig lige fod kan udsættes for kritik. Eller om der er tale om en ’trophy wife’, der overlever manden? Ja, det står ikke helt klart. Men jeg vælger at se det som en ikke-kønnet kritik af vores ofte lidt kedelige, småborgerlige mål i livet.

Livet og døden fylder en vel naturligt betydelig del for en plade, hvor misbrug er et centralt tema. Selvfølgelig allertydeligst i ‘Død’, hvor en stodder af en art (muligvis ikke en stodder men Mølhede selv?) ryger, drikker og uden at være klar over det står på kanten af graven.

Både i ‘Død’ og flere andre steder på pladen nævnes forskellige varianter af temaet ’livet jo ikke er en konkurrence om, hvem der har det pæneste lig, når vi dør’. Der er altså – ud over misbrugstema og inkluderende køns-kritik – et gennemgående tema om at få ’noget’ ud af livet, mens vi har det. Og ikke lade os forblænde af forfængelighed og materiale goder. Eller festen, der ophører med at være en fest. Jævnfør ‘Itu’.

Det kan måske lyde som om pladen lider lidt af at ’sige alt det rigtige’. At komme med kritik, jo-jo, men også næsten have præg af inspirational quotes. Det er bare ikke tilfældet. Til trods for at Mølhede simpelt hen ikke er nogen stor teknisk sanger, så leverer han med overbevisning. Og det er i min bog vigtigere, end at kunne en masse teknik; han udtrykker. Og faktisk er der endnu et tema: ’Individ’ er et ord, der går igen i flere numre. Det bliver på den måde en mere reflekteret tilgang til selvet end for eksempel Medinas evige gentagen af variationer over ordet ’mig’.

I nummeret ‘Individ’ bliver begrebet også en frikendelse; hvor millenial-kulturen defineres af (selv)sarkastisk apati, så giver Mølhede sig selv fred; ’jeg er blot et individ’, men anerkender også at han ’prøver på at ta’ min tjans / uden din dannelse og sans’ – altså er ensomheden en vægtig del af begrebet.

Der er altså masser på hjerte – og så spilles der altså fedt. Hele vejen igennem er det rock med stort ’R’ og der leveres for eksempel også en decideret fremragende guitarsolo i ‘Hjem’. Ikke fordi alle skal spille den slags relativt enkle bluesskala-soloer, men den er bare ’on point’ og passer ind i stilen, rummer desperation, beskidthed og nerve. Fedt.

Der er fuld damp på med intensiteten i tekster og levering hele vejen igennem. Der spilles også stærk rock hele vejen igennem – selv på balladematerialet. Det gør, at SORT bliver en oplevelse fra første tone. Og som nævnt ovenfor, er teksterne uprætentiøst opfindsomme nok til, at der er temaer en masse at bore ned i.

Det gør SORT til en stærk plade, hvor der til trods for lidt balde-tendenser på numre som ‘Død’ ikke rummer dårlige numre.

Anmeldt af Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.