Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Capitals: Capitals (EP) ★★☆☆☆☆

Capitals: Capitals (EP) ★★☆☆☆☆

275
0

Fra Bossen til The Killers, danske Capitals sigter efter den brede rockmidterrabat på deres nye EP, der har været 3 år i støbeskeen. Resultatet er 5 gennemarbejdede og velspillede numre, der lider under manglende originalitet og kæmper med, at træde ud af forbilledernes skygge.

Især Bruce Springsteens monumentale skygge hviler over trioens velsmurte highway rock numre, der aldrig for alvor finder deres egen form og lyd, i løbet af EP’ens 20 minutter. Det er kompetent rockhåndværk, men også noget skabelonagtig sangskrivning. Og en lidt for pæn og “høflig” indpakning.

Hvis man skal blive i Bossens univers, så savner det her noget af ikonets tidlige rastløshed. Smerten, ungdommens frembrusen og den der fornemmelse af, at musikeren har lidt små-fedtet hår, tøj der ikke er blevet vasket i et par uger og skidt under neglene. Det her er den mere groomede og “pæne” udgave af Springsteen.

Kan man leve med det, så er det sådan set en række fine sange Capitals har fået skruet sammen. Bevares, du får hverken pletter på trøjen, buler i buksen eller slår dig på dem, men de er driftsikre.

Åbneren “Flatline” slår tonen an, og havde man ikke læst i pressemeddelelsen, at Bruce Springsteen var et musikalsk pejlemærke for Capitals, så opdagede man det nok her.  Det cykler derudaf på ægte Boss-manér. Det har 70’ernes drive, men slut-80’er Bruce’s pænhed i produktion og lyd. Ikke ubetinget min favorit Springsteen cocktail, men det er en velskrevet og godt eksekveret, middle of the road rocker.

Der flirtes med lidt “mørke”, “all these pills you took, did they treat you good”, lyder åbningslinjen, der kommer næsten 40 sekunder inde i nummeret. Ud over, at det aldrig bliver mere “farligt” end det, så har jeg også lidt problemer med den engelske tekst. Er det korrekt engelsk? Skulle det måske være “those” i stedet for “these”, med mindre fortælleren konkret står med pillerne i hånden og viser dem? Og kan piller “treat you good”? De kan behandle sygdomme og lidelser, men kan de behandle dig godt? Nå, let’s not overthink stuff!

Den efterfølgende “Here Comes The Night” er i lidt forstyrrende grad The Killers op af dage. Et andet navne, som i glimt har udøvet deres fascination til New Jersey bossen igennem en lidt mere glitrende Las Vegas version af heartland rocken. Her synes jeg Capitals kommer til, at mangle noget personlighed. Det lyder ganske godt, men jeg kan simpelthen ikke få The Killers ud af ørerne, mens jeg lytter til nummeret. Forstyrrende.

Den fornemmelse bæres lidt over i næste nummer, den lidt mere tempofyldte og “trippende”, “4am”, hvor anonymiteten for alvor begynder, at snige sig ind. Jeg synes egentlig det er ret velsunget, vokalen rammer et (halv-lyst) toneleje, som klæder den rigtig godt. Men, rent musikalsk bliver blandingen af inspirationskilder og en alt for strømlinet lyd og glat melodi, en noget intetsigende omgang. Ind af det ene øre, ud af det andet.

Tempoet sættes, næsten forventeligt, ned på næstsidste nummer, “Walk Away”. Vi skal da også lige nå en semi-sjæler, ikke sandt? Vi går ned til baren, den er lukket. Ovre på den anden side af gaden danser “hun” med en anden. The Killers blandes nu op med et strejf af Bon Jovi, men stadig mest Killers. Altså igen, en lidt fortyndet udgave af nogen, som også har fortyndet Springsteen. Det begynder for alvor, at miste sin smag.

På sidste nummer, “Let’s Talk It Out”, begynder Capitals ligefrem direkte at kede mig. Tempoet sænkes yderligere, skumringen sniger sig ind i musikken og på EP’en. Udtrykket er mere nedtonet og minimalistisk, vokalen dæmpet og tilbageholdende. Der bygges, naturligvis op til nogle mere patosfyldte og “dramatiske” udbrud. Bla… den hopper jeg desværre ikke helt på.

Det bliver ganske enkelt for formularisk, gennemskueligt og tandløst i lyden til, at Capitals for alvor får fat. I glimt puffer de lidt til mig, men bøjer af inden, der kommer nok saft og kraft bag. Der er intet her, der kradser, gør ondt eller prikker til noget inden i mig. Det er ganske nydeligt håndværk, men også konventionelt og ikke mindst u-spændende produceret.

Hvis Bossen, eller bare The Killers, er for fadøl og pøllet til dig, så er det her frokostcafé versionen. Pæn, nydelig, en blandt mange, som byder på mere eller mindre uskadelige udgaver af samme musikalske menu.

Det bliver, i sidste ende, for kaloriefattigt og uden større smagsoplevelse.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleRepeat #98
Next articleDe Må Være Belgiere: EP2 ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.