Post-punk veteranerne De Må Være Belgiere er klar med deres anden EP i 2021, EP2, bestående af tre numre. Her udvides den instrumentale palet, bandet benytter sig af, med blandt andet samples og trompet.
De Må Være Belgiere er af den type bands, det er svært at finde på nye adjektiver om. Da jeg anmeldte EP1 fra tidligere i år, skrev jeg blandt andet skrev at vokalen var relativt monoton og reciterende – det er den stadig på EP2 – og jeg kaldte udtrykket “homogent, tenderende til det ensformige”, og det er til dels også stadig tilfældet her.
Som på den første EP er der et rytmisk drive på alle numrene, og herudover bygges der svirrende guitarer og dynamisk bas på, som understrøm til Jesper Hede’s vokal.
EP2‘s første nummer, ‘Opstand’, kunne således sagtens have passet ind på EP1. Numrene fra de to EP’er kommer i øvrigt til at udgøre en snarlig albumudgivelse, suppleret med et par endnu uudgivede numre. Det er selvfølgelig ikke fuldkommen en til en, og De Må Være Belgiere er et af de der bands, hvor ensartethed i udtrykket smager mere af noget meditativt end af fastkørthed – og som jeg også nævnte i anmeldelsen af EP1 så er der også variation i især guitarerspil og intensitet.
Der er også noget over teksterne, der også dyrker gentagelserne, men også leger med sproget og ofte rører noget ildevarslende, som for eksempel fra ‘Opstand’:
“Hvad siger du nu, mærker du tiden/Elsker du livet – her i din ørken/Hvad siger du nu, mærker du tiden/Elsker du livet – her i dit ørkensind”
Men på de to efterfølgende numre, ‘Ødeland’ og ‘Paradis’, sker der noget andet – der bliver i hvert fald tilføjet nogle nye farver til paletten. Indledningsvist virker ‘Ødeland’ bare en smule mere luftig og let til bens end eksempelvis ‘Opstand’, men på “omkvædet” dukker der trompet op og bryder den lidt stramme form, De Må Være Belgiere ellers sædvanligvis opererer i. I hvert fald en smule.
Den over 8 minutter lange ‘Paradis’ lukker EP’en. Her er der mere tilsyneladende ro og afklarethed over Hede’s vokal, ligesom også guitarerne virker mere dæmpede, mindre bidende. Igen er virkemidlerne velkendte, men De Må Være Belgiere formår alligevel at tviste formlen en smule, blandt andet med et støjende, post-rocket instrumentalt stykke mod slutningen, inden det næsten bliver ambient som nummeret rinder ud.
Tre numre er jo ikke alverden at vurdere på, selv om den samlede spilletid lander omkring 17 minutter, men det tyder i hvert fald på, at De Må Være Belgiere har flere tricks i ærmet end de viste på EP1. Samtidig falder EP2 fint i tråd med forgængeren, og igen har De Må Være Belgiere godt styr på deres lyd og virkemidler. Vi ender som vi gjorde med EP1 på 4 store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
