Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Bjergtaget: UNDER (Album/anmeldelse)

Bjergtaget: UNDER (Album/anmeldelse)

331
0

Bjergtagets andet album bobler af kreativ energi og musikalsk og lyrisk overskud og fortjener mange lyttere. 

Bjergtaget er et af de bands, der ofte har figureret hos os, men ikke rigtig har ramt et bredere gennembrud endnu. Frontmand og sangskriver Stephan C. Krabsen har ellers erfaring med at bryde igennem med Helhorse, hvor han blandt andet var med på bandets hidtil bedste udgydelse, Oh, Death. Her er vi dog i en noget anden boldgade; “politisk-filosofisk indie-folk med et strejf af spiritualitet” er bandets lyd tidligere beskrevet som i deres pressemateriale. På UNDER er der også pop med i blandingen – og jeg kan afsløre, at det i det store hele fungerer ret godt for Bjergtaget.

Krabsen har nemlig fundet den skarpe sangskriverpen frem og ikke mindst melodierne er der kræset for. Det står klart allerede fra åbneren, titelnummeret ‘UNDER’, som egentlig også er albummets stand-out track. Ikke dermed nødvendigvis det bedste (her har jeg også et par andre kandidater), men det, der markerer sig mest tydeligt i forhold til resten blandt andet fordi vokalerne her nærmest agerer instrument og bærer meget af sangen, sammen med en boblende instrumental del. Og det er simpelthen bare umiddelbart fængende, samtidig med at det er interessant at dechifrere Krabsen’s tekster, der sandt for dyden ikke kan kategoriseres som lige ud af landevejen.

Subatomare følelser vi åbenbarer

Formes af bølger til lyd

Får konsekvenser, halvabstrakte abstinenser

Planter sig i din krop

I følge pressematerialet er albummet “en hyldest til menneskeheden” og den dobbelthed som mennesker indeholder – kreativ skabertrang samtidig med, at vi har evnen til at ødelægge det hele. Det er især det første man kan høre på albummet, og der virker virkelig til at være en glæde ved at finde på og skabe ikke bare i musikken, men også i ordene. Der er hvad man lidt banalt kunne kalde en “god energi” på albummet og Bjergtaget virker som et band med sympatiske og nuancerede budskaber.

Det betyder dog ikke, at der ikke også er mere tænksomme og melankolske numre, der tematiserer usikkerhed og frygten for tab, som for eksempel albummet andet nummer ‘Her Står Jeg’, der smukt vokser og udfoldes. Den mere tempofyldte ‘Hvem Fik Sagt’ viser alsidigheden i Bjertaget’s musikalske udtryk, inden vi skal ud i trængslen med tømmermænd på ‘Trængsel & Tømmermænd’, hvor Krabsen igen rammer noget virkelig fængende. Her er der en boppende baslinie fra Thor Boding’s bas, der lyder som noget Paul McCartney og Rick Rubin kunne trippe lidt over i McCartney 3,2,1, mens Krabsen synger om at famle sig frem i mørket og ikke kunne finde “de andre”.

Efter et glimrende udlæg er det måske ikke så underligt, at niveauet falder en smule knap midtvejs, hvor ‘Al Ene’ (gæstet af Simone Maja på vokal) og den halv-snakke-rappende (og fængende, ja, der var det ord igen) ‘Ud I Det Blå’ er ganske okay, og måske endda også mere end det, men virker på en måde ikke så helstøbte og afbalancerede som de fire første numre.

På ‘Lysets Varme’, som har været ude som single, og som Ken har haft fat i HER, er det Mathilde Falch, der leverer gæstevokal, og det gør hun godt, på en på samme tid både næsten stilfærdigt instrumenteret, men samtidig intens og højlydt sang, som også er både “poppet og fængende”, som Ken skrev det.

Ligeledes stærkt i billedet står ‘Ingenting’, der er mere folket og stilfærdig, men ikke mindre melodisk skarp, og lyrisk lykkes det at binde de fleste af sangens linier sammen om…ingenting. Ordet, forstås.

Pladens sidste tredjedel fortsætter i det mere folkede spor med ‘Bare Så Smuk’. “Millioner af dimensioner sætter alt i relief/Atomare bipolare spændingsfelter holder fest/Og du er bare så smuk”, lyder et par af linierne her, i spændingsfeltet mellem det næsten unødvendigt lyrisk knudrede og det helt enkle. Balancen holdes heldigvis oftest på den side, hvor det bliver interessant at lytte til Krabsen’s leg med sproget og spore ordene og ikke irriterende søgt.

Således også på den mere rockede ‘Trængt På Sit Ord’, med gentagende kor på vokalen, hvilket giver en interessant sammensmeltning mellem rocket kant fra guitarer og rytmesektion og følsom poesi gennem vokalerne. I det hele taget er legen med vokalerne et af de elementer på pladen, der gør, at det en konstant fornøjelse i at gå på opdagelse og genopdagelse.

Der er lidt af samme dynamik på spil på ‘Rejsehøj’, før albummet lukkes med ‘Den Du Er’, en tangentbåren, melankolsk sang, der langsomt vokser med kvindelig korvokal, og står som en flot afrunding på et alsidigt og på mange måder imponerende album, der virkelig fortjener mange lyttere – og at andre numre end ‘Lysets Varme’ finder vej til radioen. Lad det være et fromt juleønske herfra.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleSauna Senere: EP (EP/Anmeldelse)
Next articlePSY:CODE: PSVCODE (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.