Home Artikler Repeat #88

Repeat #88

269
0

Fra en der tænker på damer til en blodig massakre, i denne uge kigger Repeat på nye singler fra Frank Leppard, Bjergtaget & Mathilde Falch, We Are Among Storms, Ginne Marker, Baest og F A R.

Det er så koldt derude… lige nu. Lad os varme os på nogle ret forskellige og relativt nye singler. Denne uge skal vi både forbi elektro-pop, dødsmetal og “alt” i mellem. Så meget man nu kan nå på 6 numre.

På Repeat-listen, der som altid kan fines nederst efter anmeldelserne, lider stadig lidt af 2019 underernæring, men den har da fordoblet sig fra 1 til 2 sange i denne uge. Men hvilken sang?

Frank Leppard – “Tænker på Damer”

Frank Leppard er Danmarks unikke FreePop duo er tilbage med denne uundgåelige elektroslasker.

´Tænker på damer´ er en hyldest til det inderste begær, den reneste drift.

I en tid hvor mange, fortjent som ufortjent, bliver sat til regnskab for sine impulser, vælger Frank at hylde vores vigtigeste funktion: Lysten til hinanden.  

´Tanken der løfter din sjæl og alle verdenshjørner mødes i den evige by.. Kød er Gud….!´

Kød er Gud og denne sang går lige i kødet og får mig i stødet, beklager. Det er et af de tilfælde, hvor jeg i første omgang tænker “ej, come on, det er næsten for dumt”. Den næste tanke var noget i retning af, “så dumt at det bliver godt, og muligvis er små-genialt””.

Der er tale om en form for æggende elektro-pop, så slet ikke rock, ud over attituderne. Med lidt god vilje, kunne man også sige, at den akut fængende melodi rocker. Rocker så sokkerne danser, indtil de ryger af. Det er nok meningen, den handler jo om lyst og begær, selvom den slags vel også kan gå an selvom sokkerne bliver på – hvis det skal gå lidt hurtigt?  Bare kom, som du nu ser ud, det er vist ikke så vigtigt, bare du er klar på nogle “hanky panky good times” med den frække Leopard Frank.

Eller i hvert fald med det her piv-frække nummer, som soundtrack til dine udfoldelser. Pludseligt brydes den festlige og kinky stemning af noget spoken word, der lige giver hele sangen et sjovt twist og lidt ekstra kolorit. Det når aldrig at blive kedeligt i selskabet her, eller for enerverende, selvom det (med vilje, formoder jeg) læner sig op af det. Men det sker på en måde, hvor man fornemmer glimtet i øjet, også det liderlige, og man bare må overgive sig til det. Jeg måtte i hvert fald, om jeg så ville eller ej i første omgang.

Konklusion: Med lidt held og de rette omstændigheder, så kunne det her sagtens blive et hit. Et hit af “novelty” slagsen, hvor nyhedsværdien lidt hurtigt kan fordufte, som den sved på panden nummeret frembringer? Måske. Men så var man da fugtig så længe.




Bjergtaget & Mathilde Falch – “Lysets Varme”

På sin nye storslåede single får Bjergtaget selskab af Mathilde Falch, hvor de to synger om kærlighed i en helt kompromisløs forstand. Singlen er båret af en intensitet, og stærke melodier, der understøtter sangens kraftfulde budskab.

Bjergtaget politisk-filosofisk indie-folk med et strejf af spiritualitet, og er nu klar til at løfte sløret for hvad 2021 kommer til at byde på. Med Bjergtaget kan man altid regne med at blive inviteret kærligt ind i hans poetiske univers. “Lysets Varme” er ingen undtagelse.

Repeat er, om ikke andet, kontrasternes land, og her skal vi til noget helt andet, og en anden form for kærlighed, end den hanky panky good times, der prægede første nummer. Bjergtaget, aka Stephan C. Krabsen og Mathilde Falch er gået sammen om kærlighedshymnen “Lysets Varme”, en virkelig flot og fængende duet. Krabsen har tidligere bevæget sig i ydre områderne af singer songwriter genren, i den forstand, at der har været plads til skævhed, eftertænksomhed, det poetiske og en sær blanding af intimitet og højt til loftet.

Her er han mere direkte end måske nogensinde, både i tekst og den ret “poppede” og fængende melodi. Det klæder ham, selvom han ikke smider de gamle dyder og klæder. Falchs og Krabsens vokal supplerer og understøtter hinanden godt, og det lader til, at de har fået nye sider frem i hinanden? I hvert fald synes jeg heller ikke, at jeg tidligere har hørt Falch og hendes vokal så klar og “pæn”, den plejer at være lidt mere martret og “upoleret”. Det her kan hun også!

Faktisk er et af de ord, som dukker op når jeg skal beskrive musikken og vokaler, så er det “gennemtrængende”. Det er som om, at der er skruet godt op, der er schwung i den bølgende melodi og der synges ret markant igennem, Krabesen i det pågående og Falch i det mere højstemte omkvæd. Det er måske også liiiige ved, at kamme lidt over og blive lidt for meget for mine sarte ører. Der synges satme igennem og HØJT.

Den får sgu’ godt med gas og den trykkes helt op under loftbrædderne. Og så er der en overgang og en passage omkring 2 ½ minut inde i nummeret, hvor jeg får sådan en “sjov” Paul McCartney vibe? Det er måske bare mig..

Konklusion: Nå, glimrende single og stærk sang. Og den giver mig faktisk lyst til, at høre mere til Bjergtaget og Falch konstellationen, så den er vel sådan set solgt ret godt, denne single?

We Are Among Storms – “Clouds and Compass”

Vi tager lige endnu en copy/paste præsentation, fordi du har brug for information og, nå ja, så var gærdet dejligt lavt og jeg smuttede sgu’ over.

We Are Among Storms er resultatet af tre menneskers liv, erfaringer og valg, og debutalbummet ‘The I in We’ er den foreløbige kulmination på deres fælles rejse. Alle tre har adskillige erfaringer med sig som udøvende musikere gennem de sidste tyve år.

Vokalist Martin Nielskov var fra 1999-2014 en markant figur på den danske hardcore-scene som frontmand i The Psyke Project, og da dette band stoppede, indtrådte han i Église, hvor guitarist Lukas Frederiksen og trommeslager Mathias Thevik Ernst var medlemmer. I 2018 stoppede Église, og de tre ønskede at forny idéen om at spille i band og skabe musik uden en alt for fasttømret skabelon til sangskrivningen. We Are Among Storms udsprang heraf, og allerede senere samme år udgav bandet sin selvbetitlede debut-EP.

Hvis man skulle sætte musik på følelsen af, at blive kastreret, så forestiller jeg mig, at det kunne lyde lidt i retning af det her? Ubehageligt, smertefuldt og virkelig ærgerligt og man ville nok, om man havde fortjent det eller ej, være ret mellemfornøjet efterfølgende.

Vi er fanget i et metalliske stormvejr (eller er det måske et stormløb?) her og der er ikke meget andet for end, at holde på hat, briller og ædlere dele. We Are Among Storms leverer det man næsten kunne forvente med den opsummerede fortid bandets medlemmer har. Det minder ikke FOR meget om eksempelvis The Psyke Project, ikke så meget at det bliver distraherende i hvert fald. Eller i en sådan grad, at man bare kommer til at sidde og savne.

Nej. We Are Among Storms bevæger sig nok indenfor samme flænsende, metalliske rammer med en snert af noget flosset og bister core, men er sin egen, energiske størrelse. Man hvirvles og flås rundt. Kaskader af guitar skyller ind over en. Trommerne er urolige og svære at få styr på, store og truende i et sekund, på afveje det næste. Og har du tidligere hørt Nielskov på vokal, så ved du at der er syngende lussinger og skrigende øretæver indenfor rækkevidde.

Pas på med, at stikke snotten frem her, du risikerer, at We Are Among Storms bider den, og resten af dit grimme fjæs af. Det er måske ikke banebrydende eller byder på de store nybrud og overraskelser, men man kan ikke anklage bandet for ikke, at give den en ordentlig en over nakken og alt den kan trække. Velkendte tricks, måske, men skidtet virker og det er meget vanskeligt ikke, at blive revet med, eller rykket gevaldigt rundt når der åbnes for disse sluser.

Konklusion: You can’t teach an old dog new tricks, men de her rabies ramte køtere har heller ikke brug for det. Der er stadig bid i hardcoren her.




Ginne Marker – “Never Golden But Beautiful”

Sanger, sangskriver og guitarist Ginne Marker kaster sig ud i noget 70er soul-pop klingende på nyeste single, “Never Golden But Beautiful”:

”Never Golden But Beautiful”, som er en knitrende sprød og nærværende break-up sang, der trækker tråde tilbage til 70’ernes soul-hits. Med nummeret viser Ginne Marker nye sider af sit talent, når hun fusionerer sin på én gang følsomme og kraftfulde vokal med både livestrygere og kor.

Da Troels-Henrik anmeldte anmeldte Ginne Markers album For Seasons To Come i slutningen af 2019 endte han med, at synes at udtrykket blev lidt for pænt. Og det er da pænt, både den bløde, soul-varme lyd og hendes flotte, klare vokal, men jeg kan lide begge dele. Jeg medgiver gerne, at der er noget lidt renskuret over lyd og stemme, det ville nok ikke skræmme nogen væk på eksempelvis P4 – men, det er ikke noget, som umiddelbart afskrækker mig.

Der er sådan lidt “gåtur i skoven på en lun efterårs dag” over udtrykket. Så kan man gå der og vende verdenssituationen i ro og mag, nynne lidt med, ikke mindst på det fine omkvæd. Mærke varmen, som ikke helt har sluppet sit tag. Svæve lidt rundt for sig selv, med opdriften fra de nydelige strygere. Bevæge bentøjet lidt til den luftige melodi. Det er bare… rart?

Kanter er der ikke mange af, ikke nogle man river sig på i hvert fald. Det er måske lidt uskadeligt og lidt for hyggeligt i længden, men i lidt over det 4 minutter nummeret varer kan jeg lige holde til det.

Konklusion: Er du til 70er vellyde, så går du ikke galt i skoven her.

Baest – “Meathook Massacre”

Så skal vi et smut til Aarhus og se hvad Baest har i ærmet til os. Bandet udsendte første single fra et kommende tredje album inden jul, men inden jeg nåede at lytte til/anmelde den, så var single nummer to på gaden. Det går stærkt nu til dags, når der skal laves larm og buldres noget hype op inden en plade!

Måske godt det samme, med al tænkelig respekt for hvad gutterne og deres dygtige folk omkring bandet har udrettet de seneste par år, jeg var kørt lidt død i Baest. Eller tog en tidlig overdosis, da bandet bragede igennem den hjemlige metal-lydmur. Jeg var mæt allerede inden bandet serverede hovedretten, så at sige. Men lad os se om single nummer to her, ikke kan få mundvandet til at drive lidt igen?

Bandet fortæller blandt andet følgende om “Meathook Massacre” og dets tema:

“I en volds-grotte bor en specialist i smerte og lidelse. En tortur-lejesvend, hvis eksistens beror på den evigt flydende strøm af grusomme og ondsindede lyster, der flyder ud af elitens sind. Vi byder jer velkommen til hans Meathook Massacre.”

Sejt.

Nuvel, det er da om ikke andet en titel, som det sikkert kommer til at lyde total badass at brøle ud fra en scene, når Baest igen får lov til at indtage sådan en. Da ville den også passe fint ind i repertoiret af bistre bæst baskere, men det er også som om, at der bydes på en smule nyt. Eller i hvert fald en opdatering af den klassisk dødsmetalliske lyd bandet lænede sig kraftigt op af, sidst jeg hørte noget fra dem. Er det blevet lidt mere… thrashet? Døds-thraset?

Fa’en, nu jeg får lyttet nogle gange, så er der sgu’ godt med bid og nosselos i den her testosteron pumpede bøf af en sang. Indledningsvis var jeg ikke helt solgt på lyden/produktionen, jeg syntes den lød lidt “dåset”, men det hjalp at få blæst Baest op på max på noget der ikke var høretelefoner. Så den tørrer vi af i teknikken.

Alsidig sang ellers, der godt kunne true med at falde fra hinanden, hvis det ikke var fordi bandet igen udviser bundsolide sangskriver evner. Det er ikke fordi der tages store chancer, i hvert fald ikke unødige, men der er bare så meget fandenivoldsk kraft, dejlig ondskab og viljestyrke i det her. Det er lige før man kunne sige, at bandet spiller med så meget tyngde, vildskab og overbevisning, at de formår at overdøve de begrænsninger, der stadig måtte være.

Der er næsten hele tiden et eller andet, der imponerer, så man bliver revet med eller afledt fra, hvad der kunne være af, lad os kalde det “melodiske mangler”. Tonser trommeangreb, en vokal som lyder som om den kunne sluge en hval, eller blæse den i kredsløb om månen, morder bas eller et guitarriff, der bare pludselig rammer og får fat. Baest har så mange tangenter, at spille på, at de ikke behøver at ramme dem alle rent hele tiden for, at få møget til at spille.

Konklusion: Jeg kan ikke helt besluttet om jeg synes, at Baest er vanvittigt gode til det de gør. Eller virkelig gode til, at kamuflere det, som de ikke er så gode til (endnu)? Måske er det en kombination? Hvor kom jeg fra? Man kan få et mindre granatchok og blive halv-døv (og dåsk) at, at lytte til Baest. Udmærket single, jeg tror jeg er klar på mere!?




F A R – “Charlys Engle”

Da jeg anmeldte første single, “Hverdagens Helte”, fra F A R tilbage i Repeat #80, i november måned, sammenlignede jeg deres lyd med et band som Sterling. Måske bare lidt mere punket. Nu er de klar med endnu en single:

“Den anden single, Charlys Engle, handler om den eller de ven(ner), vi alle har haft, der for en stund eller bare en sommer var vores et og alt. En rodløs type der forsvandt lige så hurtigt ud af ens liv, som vedkommende var kommet ind det. Den handler om at sætte pris på det smukke i, at noget passer til en tid eller et øjeblik, der ikke varer ved. Livet er flygtigt. Grib det i dag – og se frem til, hvad det bringer i morgen.”

Jeg holder fast Sterling-sammenligningen også i denne omgang. F A R  har noget af samme poppede “catchiness” i melodien og en lyd, der bare minder lidt Sterling, i hvert fald det nyere materiale Sterling har haft P6-succes med. Der er noget herligt direkte og lige-på-og-afsted over F A R, der fræser smittende afsted fra første sekund. Den lidt “janglede” guitar fænger med det samme, tempoet er rask og lettere “uroligt”. Man kan klappe, synge og trampe med allerede under første gennemlytning.

Der er et eller andet uimodståeligt over det her. Måske er det fordi, at det bare fræser derudaf fra start til slut. Det bliver dog ikke for glat, der er noget friktion i sangen, den nævnte “uro”, et eller andet rastløst. Det er også herligt ukompliceret og enkelt. På en måde, hvor jeg ikke helt har det store at sige, det fungerer sgu’ bare og kører som smurt, på sin egen lidt kantede vis for F A R! Det er samtidig en sang, som smager af mere, eller som man bare gerne vil have mere af når den slutter – den kan sagtens klare et par afspilninger i træk.

Konklusion: Keep it simple, stupid. Det er slet, slet ikke dumt, det F A R har gang i. Endnu en god single fra bandet.

Føjes til På Repeat-listen: Frank Leppard

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Anna Marin, Baest pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.