Home Anmeldelser December 2021 PSY:CODE: PSVCODE (Album/Anmeldelse)

PSY:CODE: PSVCODE (Album/Anmeldelse)

124
0

PSY:CODE kaster et filter af synths ind mellem deres idéer og lytteren. Dette filter står i vejen for energien, følelser og hvad der ellers måtte have været målet at kommunikere med musikken. Dermed bliver ind- og udtrykket, ja, syntetisk.

For nogen tid siden hørte jeg Anders Bøtter erklære ”Musikpolitiet” for sten-dødt: Idéen om, at man klamrede sig til genrer og at fans og musikere var enormt ekskluderende når nogen prøvede noget nyt og anderledes, mente han at have observeret efterhånden var afgået ved døden.

Det er alt sammen meget godt, en smuk drøm og vel bare generelt ønskværdigt. Men PSY:CODE gør hvad de kan for at få os til at klamre os til stereotype genrer og ikke at udfordre dem:
– Der er formodentlig en hæderlig hardcore-plade inde i PSY:CODE. Vokalerne fremstår i hvert fald fint. Men de kæmper også med voldsomt komprimeret og kontrolleret lyd – og ikke mindst med påklistrede synths.

Denne tre-vejskonstruktion bliver helt enkelt bare ikke særligt god. Post-modernismen, der har stået fadder til Bøtters ønske, medfører at det bliver lidt rodet, udtrykket lider og man som lytter bliver frustreret.

For for så vidt kunne man godt have lavet en hardcore-plade med den stærkt producerede, elektroniske lyd. Den vil i sagens natur så mangle den vildskab, hardcore ellers er kendt for, da det hele bliver for kontrolleret og poleret. Men fair nok. Man kunne.

Men når PSY:CODE så insisterer på at smaske synths oveni – så går det helt galt.

Hardcoren er store følelser, voldsom energi og smadder. Det, synthsene gør for PSY:CODE er at skabe distance, fjerne kanter og generelt eliminere det, der gør genren ’ægte’, mærkbar og interessant.

På et meget konkret niveau betyder det, at man som lytter nærmest ånder lettet op og får skuldrene lidt ned, når synthsene en sjælden gang tager en pause. For der fungerer numrene egentlig fint.

Der er eksempelvis en passage efter et breakdown i ‘Brumation’, der er ret brutalt og voldsomt. Men så snart synthsene kommer ind, forsvinder magien som dug for solen.

Jeg ville ønske, det bare kunne henføres til at jeg er en reaktionær anmelder, der ikke bryder sig om udvikling af genrer. Men det er bare så tydeligt på pladen, at synthsene bliver et filter for det, man må formode bandet vil kommunikere. Det er super ærgerligt!

Selv hvis vi renser for synthsene,er der også problemer: Jeg ved godt, at det er blevet meget populært med masser af effekter og compressor på bassen. Men det kommer til at lyde lidt kunstigt og umenneskeligt – som for eksempel da det pludselig er bassistens fødselsdag i Disconnect to Reconnect.

Symfonisk metal er svært at lykkes med. PSY:CODE har på PSVCODE (nok en gang) taget favntag med symfonisk hardcore. Det slap de altså ikke så heldigt fra. Jeg kan sagtens finde passager på pladen, hvor jeg får lyst at kaste horn; vokalen er spot-on og energien ligger også omme bag alle de effekter.

Men man skal igennem så meget synth-suppe for at komme til disse passager og det er altså bare ikke fedt. Anders Bøtter har til en vis grad ret: Musikpolitiet er dødt, og meget, næsten alt, er tilladt nu.

Problemet er, når det så som hos PSY:CODE ikke bliver den gode idé, der er i centrum, men derimod en masse muligheder realiseret uden tanke for, hvad det gør for udtrykket.

Det er muligt, man kunne mixe sig ud af det her. Jeg tænker dog, det bedste mix ville være at fjerne de synths helt. Og i det mix, vi har fået tilsendt, er de i hvert fald dominerende, irriterende og et filter der lægger sig mellem kunstner og lytter.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleBjergtaget: UNDER (Album/anmeldelse)
Next articleAtom Chris Dall: Duk dig for kuglen (EP/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.