Bite The Bullet: Blackout (EP) ★★★★☆☆

0
215
views

Bite The Bullet tager et overraskende skridt til siden for, at komme fremad og tricket lykkes. På deres nye EP har bandet twistet deres klassiske retro-rocklyd og med succes tilsat elektroniske beats, pophooks, synth og dansable rytmer.

Den havde jeg ikke lige set komme. Beklager, havde lidt stemplet Bite The Bullet som kompetente, men lidt for konventionelle og forudsigelige, retrorockere, der nok aldrig kunne håbe på andet og mere end lidt medvind på de mindre spillesteder. Ikke nok med, at bandet så småt har fået en smule hul igennem syd for grænsen, nu har de også gentænkt deres lyd i en sådan grad, at bandet virker nærmest revitaliseret og “nyt”.

Nogle vil muligvis rynke lidt på næsen over, at et guitardrevet retrorockband på den måde inviterer “tarvelig dansemusik” ind i lydbilledet, men, det her virker altså. Og så lyder det ikke mindst som om, at bandet for det første aldrig har spillet andet og for det andet ikke BØR spille andet. Bandet har med hjælp fra blandt andre producer Jonas Breum, fået skabt en 3 numre kort EP, der på 9 minutter formår at fyre en svedig danse rockfest af, som det er svært ikke at blive revet med af.

Det er ikke dunkende klubmusik som sådan, den elektroniske puls er diskret nok til ikke, at virke som om den overdøver og overtager numrene, men markant nok til, at gå lige i blod og danseben. Lyt bare til åbneren “Blackout”, der er en super fræk og spændstig næsten discorocket sag, der straks skaber en stemning af et lille, mørkt diskotek, hvor vridende og æggende kroppe kun lyses op i glimt af de kulørte lamper og refleksionerne i folks glittertøj og solbriller. Ja, på det her nummer har vi solbriller på indenfor.

En ting er den smittende danserytme, noget andet er at melodien er lige så god og så lyder Bite The Bullet bare skide godt i den her indpakning. Det lyder både stramt og sexy men også løssluppent og frit nok til, at alle dansetrin er tilladt. Og så lyder det ikke mindst varmt, noget der ikke altid er tilfældet, når beatet er så electro-bankende som her. Varmt… eller er det svedigt?

Den efterfølgende “Mother Viper” sender indledningsvis mine tanker i retning af en anden form for dansegulv. The Rolling Stone i dansende sympati med djævlen, eller er det mere Primal Scream i deres Stones-influerede start-90’er periode? Jeg fik ikke lige nævnt forsanger Thomas Storgaard Christiansen i første runde på gulvet, han er blændende i denne nye udgave af BiteThe Bullet. Noget man især lægger mærke til i “Mother Viper”. Jo, der bruges godt med kor og nogle effekter sangen igennem, men de virker som velsmagende ekstra krydderi og smagsforstærker og ikke som sminke der skal skjule svagheder.

“Like a snakecharmer, look you in the eye”, lyder det lokkende, mens bandet fastholder grebet i en og leder en over mod den lidt mere afdæmpede lukker “Demons On My Back”. Vi forlader ikke helt dansegulvet, men den tages lige en tak ned her og dansen bliver lidt tættere, selvom der er spredt opblussen af rytmen sangen igennem, indtil den i anden halvdel begynder at stige og stige. Der kommer ikke en afsluttende danseberusende eksplosion men i stedet en kort, lækker blues-rocket solo inden lyset, lidt brat, slukkes og festen er ovre.

BUUUH, mere! Nu var vi lige i gang! Nuvel, så kan vi, desværre, ikke helt komme op på de 5 stjerner som Bite The Bullet ellers havde kurs mod. Men de 4 det bliver til her er meget store og lige så pivfrække som musikken de tildeles. Det virker simpelthen som om Bite The Bullet har fundet den rette kurs ved, at tage et sving væk fra den snorlige retrorockende vej de ellers cruisede fint ud af.

Bravo, lad os bare få mere af det her i en fart.

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.