Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Billie and The Bell: Billie and The Bell (EP) ★★★★★☆

Billie and The Bell: Billie and The Bell (EP) ★★★★★☆

501
0

Trioen Billie and the Bell debuterer med en flot cover-EP, hvor de på drømmende og fortryllende vis tolker numre af Tim Buckley og Anthony and The Johnsons.

Selvom trioen er ny, dette er deres debut-EP (album er på vej) og navnet måske ikke vækker genklang, så gemmer der sig nogle erfarne og kompetente kræfter bag. Billie Koppel, pianist Frank Hasselstroem og og guitarist Joel Gjærsbøl Pedersen, er Billie and The Bell. De har tidligere spillet sammen med og været en del af flere forskellige band og projekter, blandt andet Catbrid og The Savage Rose.

Det kan høres. Ikke mindst The Savage Rose spøger i det smukke, hjemsøgte univers trioen fremaner på denne kun 3 numre korte debut-EP. Temmelig dristigt, at debuterer med lutter covernumre. Men, kender man ikke originalerne, hvilket jeg blankt erkender, at jeg ikke gjorde, så lyder Billie and The Bells smukke udgaver så formfuldendte og sammenhængende, at man sagtens kunne have bildt mig ind, at der var tale om egne sange.

De gør dem nemlig til deres egne, og får et helt lille værk ud af disse 3 coverversioner. Det hjælper også, at den stemningsfulde trio tager sig god tid. De 3 numre har en samlet spilletid på knap 20 minutter, så der er da fuld valuta for pengene på det punkt. Men, musikalsk er der heldigvis også masser, at hente her. Hvis man altså lige er humør til, at drive væk, op… hen… til et andet sted.

Anført af Billie Koppels forførende vokal bliver man suger ind i et luftigt, atmosfærisk lydbillede, hvor det virker som om man i åbningsnummeret, “Song To The Siren”, er omgivet af en musikalsk dis. Bag disen venter sikkert den mystiske ø, der hvor sirenerne bor… de kalder vis Koppel. Musikken, som danner disse driver af dis, eller er det tågebanker, virker på samme tid blød som skyer og underligt uigennemtrængelig.

Allerede i løbet af disse første 6 ½ minut, er jeg ret betaget af Billie and The Bells stemningsmættede og fængslende lyd. Det er som om man kan drukne i den. Men, på en måde hvor man ikke panikker. Måske er man allerede passeret over på “den anden side”, er det derfor man ikke føler frygt? Eller er det en fælde? Er det ikke det her sirener gør? Luller en ind i falsk fornemmelse af tryghed? Men, det er så flot og gribende her!

Men faren lurer. Den efterfølgende “Phantasmagoria in Two” virker mere ildevarslende. Tonen er blevet mørkere, ikke decideret farlig, men der lurer noget i den musikalske tåge. “Everywhere there is rain, my love // everywhere there is fear”, lyder det gentagende gange fra Koppel. Her sniger der også svage ekkoer af The Savage Rose/Annisette ind i hendes sagte syngende vokal. Hvilket bestemt ikke gør noget, hun har stadig sin egen stemme, det forbliver ekkoer og i små, delikate glimt.

Musikken lusker mere afsted, men selvom der ikke er den store dynamik og udvikling i de 6 minutter sangen varer, så er der masser af stille drama. Det er tryllebindende, og bliver man ikke opslugt af musikken på egen hånd, så omklamrer den en og nægter at give slip indtil man overgiver sig.

Den over 7 minutter lange “Hope There’s Someone” lukker EPen på overbevisende vis. Stemningen og det omklamrende greb løftes en anelse, der kommer mere luft i lydbilledet igen. Koppel er momentvis mere hviskende, men lader stemmen stige i andre øjeblikke, så sangen får en mere åndende og pulserende følelse. Musikken begynder stille og roligt at stige i intensitet. Det lever op, bliver lidt mere rocket, tågen letter og solen begynder at bryde igennem. Man søger uvilkårligt mod lyset, der bryder frem ude i horisonten… hvad venter der mon derude?

Wauw. Det var min umiddelbare reaktion. Skal man sætte en finger på noget, så kunne man måske savne et mere voldsomt klimaks, eller nogle peaks hist og her. Jeg vil ikke sige, at Billie and The Bell holder igen, men så holder de i hvert fald de enorme kræfter, man fornemmer er til stede, i relativt kort snor. Men, det har også en virkning. Det gør næsten ondt, at lytte til, selvom det også er svimlende smukt. Som om smerten og skønheden går hånd i hånd, men aldrig slippes helt fri.

Det gør det til en meget intens lytteoplevelse, selvom der aldrig givet helt los.

Skal man lave en udgivelse med covernumre, så kan det, i min optik, nærmest ikke gøres meget mere overbevisende. Og nu kan den plade da kun udkomme for langsomt. Jeg holder, ligesom trioen her, lidt igen og venter med den sidste stjerne. Men de 5 de får her er af den store slags.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleSignyr: Too Young To Hold On (EP) ★★★★☆☆
Next articleBaest: Necro Sapiens ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.