Home Upcoming & Rockin' Februar 2020 - U&R Bernt & De Bedste Intentioner: To Sange Om Døden (EP) ★★★☆☆☆

Bernt & De Bedste Intentioner: To Sange Om Døden (EP) ★★★☆☆☆

682
0

Psykedeliske Bernt og De Bedste Intentioner funderer over luft, livet og ikke mindst døden på EP’en To Sange Om Døden, der lidt misvisende består af tre numre.

Det skal nu ikke ligge dem til last, at man får et “ekstra” nummer, er man til god, gammeldags psykedelisk rock, så er Bernt og band rigtig solidt selskab. Tænk en lidt mere rå og rockende udgave af Skousen og Ingemann.

Så kort sagt byder denne EP ikke på de store nybrud, tværtimod føles den som en tur tilbage til en måske svunden tid. De senere år, eller faktisk et langt stræk op gennem det netop afsluttede årti, skyllede der noget af en psych-bølge ind over landet. Bernt og De Bedste Intentioner fremstår faktisk noget mere autentiske og som “the real deal” i forhold til mange af de nyere psychgrupper – ingen nævnt, ingen glemt.

Hvorfor så det? Tja, måske først og fremmest fordi det ikke lyder så pænt og tilstræbt “perfekt” eller “rigtigt”, det føles bare… Ægte? Med de hører også nogle knaster, men i en tid hvor virkelig mange kan lave nydelige og polerede indspilninger på deres laptop, virker det ganske befriende med noget der har nogle ridser i lakken og buler hist og her. Det kan være vokalen, der rent teknisk og klangmæssigt måske ikke er den stærkeste i verden, som giver den lidt for meget gas momentvis. En sangstruktur der er lidt kantet og ikke helt uden friktion, eller en produktion der gerne må knirke lidt.

Det er ganske medrivende og herligt, at der er plads til, jeg vil ikke kalde det fejl, men så visse mangler – målt efter “moderne” standard. Heldigvis lader det til at Bernt og gutterne hører en anden tid til, hvor der måske ikke var så meget pynt, hvis bare sangen var der, så gik det nok.

To Sange Om Døden byder ikke på tre nyklassikere indenfor den danske psych-rock, men det er nogle virkeligt fine sange med hver deres kvaliteter. Åbneren “Du Dør”, er som titlen måske antyder, en herligt svesken-på-disken usentimental, næsten kynisk sag.

Du dør, fra det allerførste øjeblik // Du dør, fra det sidste gode råd du aldrig fik
Du dør, fra dem der vandrer videre uden dig // Du dør, fra alle dem du elsker og fra mig

Så er man ligesom i gang. Omkvædet, hvis man kan kalde det, det er bare to langtrukne “du døøøøør”. Her kunne man måske godt savne lidt mere. Teksten er klart nummerets største force, rent musikalsk virker sangen en kende spinkel opbygningsmæssig indtil vi når halvvejs, hvor guitaren blusser op og sender nogle ret fede bredsider afsted, hvilket endelig får sparket den musikalske del i gear. Nogle ville kalde det effektiv opbygning og struktur, jeg ville være enig i, at sangen får et boost her, men det er også tiltrængt, for synes den hænger noget med bagdelen i første halvdel.

“Ingen og Nogen” fanger mig mere fra start, rent musikalsk, det er her jeg især får en Skousen og Ingemann vibe. Det dvælende tempo og den let-døsige og små-tågede stemning bliver dog også lidt en hæmsko, som nummeret skrider frem. Ligesom jeg ikke bliver helt gode venner med den mere filosofiske og eftertænksomme tone her med vendinger som “Ingen ved hvorfor nogen er døde, nogen er her ikke længere”. Det mere rå for usødede i “Du Dør” klæder i min optik bandet langt bedre og lyder mere naturligt i forhold til deres kantede psych-rock. Her bliver det hele lidt for tungt at danse med og kommer musikalsk og på vokalen til at fremstå lidt for anstrengt – som det presses ud i stedet for at flyde af sig selv. Men det er en sjov idé, at få to ret forskellige bud på sange om døden.

Afslutteren “Luft” er igen af en noget anden støbning, hvor de første to numre holder sig på en spilletid på 4-5 minutter nærmer denne sig de 7. Det giver naturligt mere rum til langsomt at folde sangen ud og lade instrumenterne tale. og det gør de godt.

Jeg dyrker min socialfobi i virtuelle fællesskaber // det koster ikke noget at være med så længe jeg vinder mere end jeg taber // I virkeligheden er jeg en af mange

Lyder det indledningsvist, i mens musikken både fremstår luftig men også vrider sig omkring vokalen og for alvor finder et psykedelisk vuggende leje. Efter den vellykkede åbning af nummeret er det dog som om jeg taber interessen lidt og resten af teksten ikke rigtig fanger mig. Musikalsk har Bernt & De Bedste Intentioner bestemt ikke travlt her, det gør sådan set ikke noget, men igen er det som om jeg lige mangler den sidste krog for at blive revet fuldstændig med.

Og det kunne være opsummeringen af min oplevelse af To Sange Om Døden. Det er en lige ved og næsten oplevelse, hvor jeg kun delvist er med. Der er en hel del gode takter og et solidt fundament, men jeg savner lige at der bygges noget ovenpå og det sidste finish. Det betyder ikke, at det skal lyde “pænere”, bandet udtryk er jeg sådan set ret hooked på. Men sangene mangler lige det der “sidste” for, at det hele spiller.

Derfor ender det også som en lige over middel oplevelse, en stor 3’er, hvor der bestemt er potentiale til mere.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.