Martin Meincke: Næsten Nøgen ★★★☆☆☆

0
303
views

Med vellydende “selvbiografisk pop/rock” og tekster om “hverdagens bittersøde erkendelser” giver Martin Meincke et overvejende overbevisende dansksproget bud på genren med Næsten Nøgen – men der måtte godt have været økonomiseret mere med ordene og givet mere plads til musikken. 

På DR’s Karrierekanonen-side beskrives Martin Meincke som “Dansksproget, selvbiografisk pop/rock med romantiske melodier om hverdagens bittersøde selverkendelser”. Man (jeg) forestiller mig at blandt andre Father John Misty anno 2015 kunne være en inspirationskilde, og selvfølgelig den pop-rock historie Misty’s univers delvist udspringer af. Faktisk sad jeg og hørte Steely Dan lige inden jeg satte Meincke på og overgangen var ikke helt uhyrlig. Det er hovedsageligt ment som en kompliment.

For selv om der ikke er samme optagethed af lyden som hos Walter Becker og Donald Fagen (og hvor er der mon i det hele taget det), så er der masser af vellyd på Næsten Nøgen. Det lyder for eksempel ret lækkert når blæserne sætter ind på åbningsnummeret ‘Musik For Masserne’, som er en fin introduktion til Meincke’s musikalske univers.

Fraseringen, der indleder ‘Martin? (Hvad Er Der?)’ slægter førnævnte Father John Misty på, men der er ikke helt samme selvironiske persona eller syleskarpe pen hos Meincke som hos Tillman, selv om Meincke nu også er ganske ferm med ord. Det bliver dog også som regel meget refleksivt, og over et helt album kunne det måske have været værd at lege mere med tekstformatet – det bliver ind i mellem lidt kort essay-agtigt, og en kende tørt i længden. Når det så er sagt, så er ‘Martin? (Hvad Er Der?)’ et ganske fængende og velkomponeret nummer, og teksten er værd at læse med på. Det er heller ikke helt nemt at lave et fængende omkvæd om linien “Læg de ligegyldige ting fra dig”, men det lykkes Meincke med.

Meincke føler sig “åh så sammensat” på ‘Ikke Helt Mig Selv’, hvor der ironiseres over selvbillede og andres opfattelse, mens blæserne giver én lyst til at vugge med. Og på den efterfølgende ‘Aldrig I Livet’ spørger Meincke om “det er for meget at forlange/At man tager sig selv seriøst?”, men selv om der er flere fængende sætninger og nogle gode detaljer i lyden, taber jeg lidt tråden i selvudredningen fra Meincke, som måske handler om at være uforløst musiker og menneske. Nummeret runder da også de 6 minutters spilletid, og det virker simpelthen for overlæsset med ord.

Åbningen på ‘”Held Og Lykke”‘ er ganske fængende, og igen ligger blæserne og lurer under de akustiske guitarer og Meincke’s vokal, men igen synes jeg det virker som om ordene kommer til at fylde næsten hvert øjeblik på nummeret. Som lytter har jeg brug for at Tendensen fortsætter på ‘Hvad Nu?’, og det er tydeligt at Meincke har meget på hjerte og mange fine observationer – men musikken måtte godt få lov at ånde lidt mere.

Som enkelte småretter fungerer Meincke’s numre bedre for mig, end når jeg får hele albummet i én mundfuld. Og det er egentlig lidt ærgerligt. Fine detaljer som den varierede trommerytme på ‘Åh, Gud!’, får ikke meget plads fordi Meincke igen sætter ord til de fleste sekunder af nummeret, der dog heldigvis har plads til at lade en varm blæser løsne lidt op for det hele undervejs. Mere af den slags kunne løfte helheden. Og så er der igen fine tekstbidder i for eksempel “Åååh, gid jeg kunne nøjes med/At finde roen i middelmådighed”.

Både ‘Patina’ og ‘En Værre Misére’ fortsætter stilen, hvor det musikalske desværre for ofte reduceres til et vellydende bagtæppe til Meincke’s ordmyriader, som jeg bliver tiltagende uimodtageligt overfor som pladen skrider frem. Og det er altså lidt ærgerligt. Sidstnævnte har dog lidt nybrud i lyden indledningsvis, inden vi får en hjemstavnsberetning om at være udenfor hvor man kommer fra og søge mod noget større.

“Jeg må ikke lyve for mig selv/Så jeg er ærlig omkring at jeg gør det alligevel” lyder det blandt andet på den indledningsvist instrumentalt nedbarberede albumlukker ‘Rigtige Problemer’, hvor Meincke i det store hele gør det han har gjort hele vejen igennem albummet – graver i sine egne modsætninger i selvopfattelsen kombineret med ind i mellem fine overvejelser over samtiden og ordspil. Her er der dog en dynamik i den musikalske opbygning, og der fyldes mere og mere på instrumentalt og intensitetsmæssigt. Og det er isoleret set ganske godt, men som samlet masse går jeg lidt kold i mængden af Meincke’s selvrefleksioner blandet med refleksioner og lettere ironiseren over det moderne liv.

“Jeg frygter blot at blive for triviel/Og kan de virkelig ikke se at jeg er noget helt specielt”, lyder det et andet sted på lukkeren, og det er endnu et godt eksempel på at Meincke altså har sproget skruet rigtigt fast i sangskriverpennen, men igen… nogle gange er mindre mere. Det tror jeg også det ville være hos Meincke. Det ender med at fremstå netop en kende trivielt, når man bombarderes med fiffige ordspil og observationer af modstillinger i Meincke’s selvopfattelse. Kill Your Darlings er lidt en kliché, men her virker den passende. 3-4 af sangene er glimrende – og dem vil jeg nok vende tilbage til, men vi lander alligevel “kun” på 3 pæne stjerner, for albummet som helhed. Men jeg tænker snildt det kunne være blevet til mere med et mere økonomisk forhold til ordmængden og mere plads til det musikalske.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.