Apparatus: Yonder Yawns the Universe ★★★☆☆☆

0
119
views

Med ekstrem-metal som rettesnor og et tema om Cthulhu i rummet eksploderer Apparatus på Yonder Yawns the Universe. Til trods for tydelige forsøg på at variation ender pladen dog lidt med at være en pulsar: en konstant udsending af brutal støj.

Med en eksplosion starter Yonder Yawns the Universe og fra første tone af ‘Synchraat’ får vi demonstreret at Apparatus opererer fint inden for feltet ’ekstrem metal’: Det vil sige, at der i passager spilles rigtig mange toner, det hele er meget in-your-face og bliver uden variation til én stor lydpølse.

Apparatus er dog ikke et band, der sparer på variationen. Netop ‘Synchraat’ bliver også en demonstration af deres avantgardistiske islæt, da det ikke er usandsynligt, at lytteren efter de små fem minutter, nummeret varer, sidder tilbage med en opfattelse af at have være vidne til kollage-metal: Lidt ekstrem-metal her, lidt overproduktion i form af bækkener spillet baglæns i et breakdown dér. Lidt grum growl ét sted, lidt scream og manisk latter det andet – og faktisk lidt fjollet bliver det, da et grogriansk-inspireret kor sætter ind mod slutningen.

Puh. Det er en tour de force, det her!

På den positive side, viser bandet alsidighed. På den negative virker det også som om, der har været frit slag for idéer som så uden den store skelen til rød tråd er blevet smidt ind i første nummer. Som epilog fungerer det dog overordnet fint, da det sætter én op til de øvrige syv numre, der også rummer variation – dog ikke samme, store variation inden for samme nummer.

Temaet er pladen er rum-horror (!) løseligt inspireret af H. P. Lovecraft. Underfundigt nok trækker den ofte kompakte lyd mere i retning af små rum, end de uendelige vidder. Med en tendens til at overlæsse numrene med toner, bliver det helt rart når 6. nummer, ‘Empyreann’, sætter tempoet ned og bevæger sig i en mindre ekstrem (?), næsten doomet retning. ‘Æon’ har inden da budt på en old school fræsersolo og cementerer at Apparatus altså har ret godt styr på metallens klassiske delelementer.

Og det er vel et meget fint billede på hvad man sidder med i hænderne, når man sidder med Yonder Yawns…: Det er umiskendeligt metal, der leges en del med variation, der opereres i klassiske mørke H. P. Lovecraft-inspirerede verdener og teknikken er der ikke så meget at sætte en finger på.

Rent produktionsmæssigt løber jeg dog personligt lidt sur i det hele: Ekstremmetallens mange (ofte ens) toner i takterne ’giver’ ikke rigtigt noget og bliver ofte mere enerverende end, ja, ekstreme. Og selv om bandet varierer godt, så er det altså ekstrem-stykkerne, der konstant vendes tilbage til.

Nådigt er det derfor også, at numrene alle – på nær afslutteren, der i øvrigt lukker ned med et minuts stilhed – holder sig under fem minutter.

Måske er det bare mine ører, der trættes for hurtigt af ekstremmetal. Men selv om der lukkes variationer i vokal, doom-inspirerede passager og temposkift i numre ind, så bliver udtrykket lidt for kompakt. Eller for vildt varierende som åbneren. Derfor havner jeg på tre stjerner.

Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.