Feather Mountain: Nidus ★★★★★☆

0
314
views

Feather Mountain spiller sig dygtigt ind i en etableret æstetik, og hvad der kunne savnes i idéer og variation, kompenseres der rigeligt for i tjekket lyd, æstetik, stemninger og udtryk. 

Under bandets egen betegnelse, prog-rock, gemmer sig en stærk lyd, baseret på nærmest rag’ede guitarriffs, en stor, næsten 80’er-agtig, trommelyd oven på hvilket lægges lange strofer i primært egal vokal.

Fans af Tool vil kunne genkende den kompakte guitarlyd, de store trommer og den for det meste loyalt betonende bas og strukturen og den relativt simple (om end ikke ukomplicerede) opskrift løfter Feather Mountain ganske forbilledligt. Ja, mere herhjemme kan lyden måske sammenlignes med Eigengrau – dog i sagens natur er guitartemaerne noget færre hos Feather Mountain, da vokalen her tager en central rolle.

Der er ikke så mange (for)tænkte idéer som hos amerikanerne, men til gengæld heller ikke de samme melodiske hooks. Derfor kommer Feather Mountains særkende i deres sange til at koncentrere sig om release ofte i refræner. Der ruttes ikke med dur-akkorderne, men netop når disse så sætter ind, bliver det så meget desto mere bemærkelsesværdigt.

Det fungerer med andre ord – uden at der er nogle deciderede hits. De meget langstrakte tekster gør også, at sangen bliver mere instrument-agtig, men heldigvis er der også rag’ede passager i teksten – som i, ‘Guilt of the Absent pt. 1’, hvor der taktfast stacceret messes ”To have control, obsolete / To come to terms with the bleak / A higher truth, possibly” mens rytmen underbygges i både bas, guitar og trommer.

Det er ret fedt! Teksterne er som det måske anes lidt svævende og på én gang personlige og metaforiske – noget der underbygges af hele æstetikken. Og med de lange toner, der synges, er der heller ikke plads til så mange stavelser. Om vokalen må der siges, at den står lige så stærkt som resten af oplevelsen og der synges let klagende men stærkt og bruges kun momentvis et klædeligt scream, growl eller som nævnt stacceret stykke.

Skal jeg hejse et kritisk flag, så er det måske nok, at der ikke er de store udfald på pladen. På det afsluttende nummer, ‘Balance Act’, kommer et stort breakdown derfor til at virke voldsomt og lidt overvældende – Men netop fordi det afslutter, bliver effekten også så meget desto større.

Det er i øvrigt det eneste nummer, der får den for genren så oplagte ’episke’ status med godt 11 minutter. Som en enlig svale er det rigtig fint og jeg må i den grad hylde bandet for ofte at holde numrenes længde til omkring de fire minutter. Alt behøver ikke være ‘Schism’ eller lignende, og Feather Mouintain får i høj grad etableret en æstetik, intense stemninger – og selv om pladen let lader sig ’regne ud’ i forhold til rag’et underlægning og masser af suspense/release, så bliver det aldrig overdrevet klichepræget.

Faktisk er det ganske veludført og eneste anke er, at numrene trods alt ikke skiller sig så meget fra hinanden. Alt er tjekket på pladen og den korte spillelængde på de fleste numre kompenserer i fin grad for at idéerne og forskellene ikke falder over hinanden.

Det er måske ikke en klassiker, men det er en god plade, der skriver sig perfekt ind i en etableret æstetik!

Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.