Anna Sne: Some Will Never Dance ★★☆☆☆☆

0
323
views

Med mørk vokal har Anna Sne begået en rolig popplade, som dog ikke synes at ville så meget. Over ti numre bliver indtrykket måske nok sympatisk, men i den sidste ende ret ligegyldigt.

Mørk kvindevokal har sin berettigelse og der er ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved Anna Snes teknik, som med meget få undtagelser er glimrende. Men for at lave en plade – og da især én med ti numre – ville det være klædeligt at have noget på hjerte.

Og det synes ikke rigtigt at være sagen på Some Will Never Dance. Pressematerialet omtaler at Anna Sne altid har haft ramt en poetisk åre. Men med titler på numrene som ‘My Man’, ‘Had I only Loved You’, ‘That’s When You’ll Know’ og ‘Before You Go’ kan dette nu godt udfordres.

Det er muligt, at der er gode historier til alle sangene. Det vil jeg da håbe. Måske kunne det endda være helt hyggeligt med lidt højskolestemning, hvor numrene åbnes frem og fremføres i al deres pæne polerethed. Men på pladen bliver det altså mere Lene Siel-agtigt end dybsindigt. Og det er vel OK for fans af den slags kalorielette, polerede pop. Jeg savner dog kvalitet.

Og det er jo ikke fordi der ikke er muligheder i genren; jeg har nydt Lise Westzynthius’ og endda Sonja Richters plader som er fine, pæne værker. Men ret beset og typisk reddes fra kedsomheden af legesyge i produktion og komposition samt et dybtfølt ønske om at fortælle.

Decideret slemt bliver det på ‘Electric’, hvor der leges med metaforikken og en unavngiven person bliver sammenlignet med håndsæbe og chokolade inden vi i 6/8 i omkvædet får forklaret at ’You are electric / most of all / you are electric eclectric’ – en fremførelse, der får mig til at overveje om der synges til en iPad mere end en person?

Dette nummer fejler i øvrigt også lidt på vokalen, som bliver mere forceret og stikker ud af det meget pæne, teknisk bårede. Uden at det giver kant.

Oven på denne ikke – som de øvrige numre – bare kedelige men lidt forfærdelige sang, kommer T’he Obvious & The Crucial’ som en endnu større overraskelse; for drevet frem af en elektronisk bas og med en mere luftig vokal i stroferne, fremstår nummeret helt velproduceret og udtrykket skifter væk fra noget, der straks associeres med sikker mainstream. At der indgår en mandevokal i bridge/refræn løfter også og en blå trompet er næsten for meget – men fungerer fint.

Det er stadig ikke nok til at løfte pladen, men viser at Anna Sne jo godt kan… Det bliver sådan lidt senere Tori Amos-agtigt; ret dygtigt, men også uden kant. Nå. Men når man når til det tiende nummer, er det ikke fordi man har fået skurret ørerne af af dårlig lyd, har måtte lide under en dårlig sanger eller på nogen som helst måde er blevet stødt på manchetterne.

Men når man lytter til musikken vil det ikke kunne undslippe én, at det hele er ret poleret kedeligt. Når man synger pænt, er det jo rigtig godt. Men når man ikke kan kan kommunikere andet end nogle banale kærlighedssange, som ikke virker voldsomt dybtfølte – og når man så kaster sig ud i leg med metaforik og fejler så meget, som det er tilfældet i ‘Electric’, så bliver det desværre et mindre spændende bekendtskab.

Jeg kan kun håbe, at det er fordi der ligger nogle gode historier bag musikken, jeg ikke hører – men de kommunikeres simpelt hen ikke ret godt ud på Some Will Never Dance og bortset fra ‘The Obvious & The Crucial’ så bliver det hele lidt pænt som et tapet, der godt nok er sat pænt op – men ikke rigtig holder opmærksomheden fanget når man først har ladet øjnene glide hen over det én gang.

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.