Slagger Lund: Noias Ark (Album/anmeldelse)

Det føles ikke som så længe siden Nygade & væk markerede et mindre gennembrud for Slagger Lund, men han er alligevel allerede klar igen med opfølgeren Noias Ark, som udvikler Slagger’s lyd og lyrisk giver bremsespor af eftertanke.

Som Lund selv fortalte i et interview med undertegnede, så er der noget nyt under solen denne gang – hvor Nygade & væk, og før det, Maniak, i højere grad havde karakter af personlige klippe-klistre projekter, har Noias Ark mere en bandfornemmelse. Det giver god mening, når nu en del af sangene netop er indspillet mere eller mindre live i studiet med opbakning fra andre musikere.

Jeg er egentlig lidt i tvivl, om jeg synes det altid er en fordel for Slagger Lund’s udtryk eller om det forstyrrer den rustikke DIY-charme – men ingen tvivl om, at det er kompetente folk, der akkompagnerer, og de forholder sig loyalt til rollen som backing til Lund og stjæler sjældent rampelyset. Men det er i hvert fald, og kan, noget andet – måske er det blot en tilvænningssag? Juryen er stadig ude hos mig. Uden total sammenligning i øvrigt, er det en flig af samme bevægelse et band som John Darnielle’s The Mountain Goats har lavet over en årrække, fra DIY-indie, til meget kompetent orkestrerede og producerede albums.

Noget, som stadig er et helt særegent kendetegn ved Slagger Lund (og musikalsk ER det altså også stadig Slagger’sk) er teksterne, som nok har fået en form for tematik med at udtrykke forskellige følelser som skal med ombord på Noias Ark, men det er også et koncept, som netop tillader ordene at stikke i alle mulige retninger.

Lund leger med sproget, han ville måske selv sige, at han lader sproget lege igennem sig, og man kan næsten høre hans fornøjelse ved at sammensætte paradoksale sætninger, der i de bedste tilfælde rummer en masse mening – hvis man tænker med, og kan sine referencer. Noget er også mere “tøhø”, nogle kunne måske kalde det lidt onkel-humoristisk, og nogle gange flyder kategorierne sammen, så det både er tøhø og dybt – det er næsten der, Slagger Lund er allerbedst. Når man trækker på smilebåndet, og der så følger et bremsespor af eftertanke med.

For Slagger Lund er ikke bare sjov og ballade, der er også dyb alvor og vemod eksempelvis på et nummer som ‘Flixbus ud’ og dens tvilling ‘Flixbus hjem’, der falder som henholdsvis andet og næstsidste nummer på albummet. “Kan I heller ikke sove?” spørger Lund indledningsvist, og den sætning rammer et eller andet i mig, fordi den på en måde rummer så meget – en søgen efter resonans, måske især? At blive spejlet af andre, der heller ikke kan sove, “i en Flixbus der gynger”, og der leges videre med (flere) referencer til Bamses Venner og til Kim Larsens ‘Joanna’, med linierne “Tag mig med til Ikea/Hvis det bare ikke er der, hvor man skal samle sig selv”.

Også åbneren fyrer kul på alle ordspils-kedler. ‘Cityassistent/Bornholm in the USA’ funderer over antallet af cityassistenter – Lund vurderer at 25% af hans generation nu er cityassistenter – mens Trump lurer i baggrunden, klar til at annektere Bornholm akkompagneret af Springsteen (okay, det sidste er de billeder, teksten skaber i mit hoved, teksten er mindre eksakt).

‘Whiskas in the Jar (til en ven)’, og ‘Bruce Lee prøver at få MitID’ har været ude som singleforløbere, og hvor førstnævnte kan virke næsten tungsindigt vemodig, er traumefortællingen om mødet med Borgerservice mere letbenet og næsten happy-go-lucky musikalsk. På begge er der i øvrigt gæstevokal fra henholdsvis Mads Mouritz og Roxy Jules, og begge vinder i øvrigt ved flere genhør og sætter sig lige så stille fast i øregangene med gennemlytningerne.

Det bliver nærmest tungrock-kantet på ‘At være folkelig er en ekstremsport’, og når det er tilfældet giver det for alvor mening med bandfornemmelsen – det er også det eneste nummer, der sådan for alvor stritter og kradser på Noias Ark. “Frihed kan du få for en femmer/Hvis du ellers handler stort”, synger Lund nærmest ukarakteristisk sammenbidt, mens elektrisk guitar gnistrer omkring ham.

“Der er hul i min tvivl,” indleder Lund, næsten tøvende, på ‘Slår smut med Jellingstenen’, som lunter afsted i midttempo, og kommenterer på tidens trang til at slå ting op på nettet og spørge AI om ting som “hvem er jeg?”, inden ‘Afstanden finder aldrig hjem’ sætter et dæmpet punktum for albummet A-side – her vil Lund gerne bede om “en sort kaffe tak/Og nej, der skal ikke mælk i”, og så en onkelhumoristisk linie, som det alligevel tog mig et par lyt at afkode: “Mit fulde navn er Frank/Men jeg hedder også Frank når jeg er ædru”. Det er meget Slagger’sk, og jeg tøhø-grinede lidt for mig selv, da jeg fangede den.

På B-siden skal vi først med Bruce Lee ned på Borgerservice, inden der er KH fra Bob Jylland på den stilfærdige ‘Der er virkelighed nok til alle’, mens ‘Ved ikk hvad jeg skal mene om himlen’ handler om ikke at ville tage stilling til og blive taget til indtægt for sine holdninger til alting – og så ender den på det nærmeste som en kærlighedserklæring til Lund’s partner.

Efter syndfloden som Noias Ark skal besejle, skal vi måske starte forfra igen? ‘Oldnordisk skal alt nu være (Heimskringla Blues #2)’, følger i hvert fald efter og bygger en noget anderledes saga end Snorre Sturlason’s middelalderlige islandske epos om de norske konger. “Fra Cirkeline til Celine er der lige langt,” messer Lund, og kommer også omkring “Deepthroat Vol. 1-5”, Dødens Gab og Ginnungagap.

I den stilfærdige ende er også ‘Hvor end dagen tager os hen (02.12.23)’, hvor Lund’s vokal lyder som om den er komprimeret ned i en kasse eller synger fra et andet rum, men det gør nu ikke sangen mindre lytteværdig – den er faktisk ganske fin og løfter sig yderligere mod slutningen med “aah”-kor og fængende gentagelser og variationer.

Vi har været med Flixbussen ud, og til sidst går turen med ‘Flixbus hjem’, denne gang med Lund akkompagneret af diskret klaver og endnu mere diskrete øvrige instrumenter. Det giver sangen en (endnu) mere vemodig klang, og kunne som sådan være en fin outtro, men vi er ikke helt færdige endnu.

Albummet rundes af med ‘Alt er en dum idé’, “det er sådan det er at være menneske”, et stilfærdigt og nogenlunde afklaret punktum, som på sin og fin vis opsummerer Noias Ark ganske godt.

Har man værdsat Slagger Lund’s skæve lyriske univers på hans tidligere udgivelser, vil man formentlig også føle sig godt hjemme på Noias Ark, og nye lyttere kan også roligt stige ombord her. Selv om der er skruet op for bandfornemmelsen og mængden af instrumentale kompetencer, så er Slagger Lund stadig ikke helt vinkelret, hverken lyrisk eller musikalsk. Det kan godt være det er en dum idé, at stige ombord på Noias Ark, men det er næppe den allerdummeste du har fået i dag.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach