Slagger Lund fejrede udgivelsen af sit nye album, Noias Ark, med en fin koncert på det nye Train’s nye scene, Track.
Det aarhusianske spillested Train er flyttet og er nu udvidet med Track, en mindre scene end selve Train. På denne scene trådte Slagger Lund op med sin musikalske makker, Rasmus Frisenvang, og markerede udgivelsen af sit spritnye album, Noias Ark.
Det hører sig vel til også lige at knytte et par ord til det nye Train’s nye scene. Train er rykket på den aarhusianske Sydhavn i spritnye omgivelser, og Track viser sig som en god ramme om et navn i Slagger Lund størrelsen – her er en lobby, hvor der er plads til merchbod, og et barområde, og så koncertsalen (og selvfølgelig toiletter, og såmænd også skabe så man kan låse jakker mv inde, hvis man ikke gider slæbe rundt på dem). Selve salen er højloftet og føles stor og rummelig og samtidig relativt intim. Det er svært helt at gætte publikumsantallet, men salen er godt fyldt uden at føles pakket. Det skal nok blive helt godt når det hele er patineret lidt.
Jeg når kun lige sidste nummer af Christina Strandholdt’s opvarmning, hvor hun får flettet en fællessang om at vi har brug for Slagger Lund ind som afslutning.
Relativt kort tid efter indtager Lund scenen med sin musikalske makker Rasmus Frisenvang, førstnævnte med akustisk og sidstnævnte med elektrisk guitar. De indleder med ‘Oldnordisk skal alt nu være (Heimskringla Blues #2)’ fra det nye album, inden de spiller sig mere varme med publikumsfavoritten ‘Tænk hvis dine sidste ord var Danish Crown ‘.
Frisenvang administrerer også en rytmeboks, som Lund bemærker har “Rasmus lige lært at forsøge at bruge den”, og den sættes i sving til ‘Flixbus ud’ – og så lyder Slagger Lund pludselig næsten af stadion rock.
Lund er ikke den tavse type på en scene, og mellem et par af de første numre, fortæller han, at hans musikalske samarbejdspartnere ynder at fortælle ham at alle hans sange går i C og F, så han introducerer “En sang som ikke går i C og F… Det er den med Metallica. Det er den, der hedder Skt Thomas, som også er en hyldest til en norsk sangskriver”. Nummeret har været ude som B-side til ‘Bruce Lee prøver at få MitID’, og det kan roligt konstateres at det er en rigtig stærk B-side, som også fungerer fint live, igen med tromme-backtrack. Den har en, for Lund’s repertoire, særegen dunkelhed, og samtidig er den også fængende.
Den følges af “En hyldestsang til alle mødre”, ‘Send mødrene ind’, hvor Lund optræder med mere vokal selvtillid end jeg har set ham før, da han pludselig giver den gas vokalt på afslutningen og lader sin stemme fylde rummet.
Vi får også ‘Lam fra sproget og nedefter’, også fra Nygade & Væk, og igen virker det til, at Lund er vokset som performer, tør mere på scenen, især at sætte sin vokal i spil, så man pludselig kan mærke at der også er saft og kraft bag de mange ord – hvad man også kan forvisse sig om på ‘|Ekstranummer’.
‘Afstanden finder aldrig hjem’ tager Lund alene på scenen, og det fungerer ligeledes godt, han lykkes også med at flette ind i teksten, at der nu er en indlagt pause.
Efter et kvarters pause vender Lund tilbage på scenen, i første omgang alene, og efter at have rodet lidt med at få stemt sin guitar, sætter han i gang med ‘To B. Laudrup or not to B. Laudrup’, og hvem, der har leget med en bold, har ikke drømt om at være Laudrup – eller ham, der stopper Laudrup?
Motiverende tilråb fra den kombinerede pladeselskabschef, merch sælger og SoMe-manager Peter H Olesen, som også har fundet plads i salen, fylder lidt af mellemrummet ud mens der stemmes og Rasmus Frisenvang vender tilbage til en levering af ‘Jeg slår smut med Jellingstenen,’ inden ‘Jeg kan hverken synge eller lade være’, nærmest ender som en slags mission statement for Lund.
Nogen i publikum råber på New Order, og måske tilfældigt, måske ikke, får vi den glimrende ‘Jeg lytter til New Order’, kompetent fremført. Den følges af den mindst lige så glimrende ‘ At kende sig selv #2’, inden trommemaskinen bliver vakt til live igen og indleder ‘Bruce Lee forsøger at få MitID’, der på opfordring til dansekonkurrence fra scenen også sætter lidt gang i enkelte ben her og der foran scenen. Den fungerede – også – rigtig fint live.
Lund uddeler en æske med chokolade til vinderne – os allesammen – efter nummeret, “der er kun fire stykker. Og der er kun ét af dem, der er afføringsmiddel i”, informerer han venligt.
Rasmus Frisenvang, kapelmester for egen anvendelse af guitar, trommemaskine og melodika, får lov at male melodiske billeder på et nummer, hvor både mit notesystem og hukommelse fejler, sådan er det når man står og prøver at stenografere på sit mobilmonstrum.
Noteret blev det, at Lund bliver tydeligt berørt da han introducerer den fine ‘Anthem Morgengry’ til “en ung mand, der befinder sig i et mørke, men stadig spreder lys”, og det var som om publikum også mærkede alvoren, der lagde sig over Lund og nærmest andægtigt lyttede med.
Som afslutning på det ordinære sæt får vi ‘Fremad i mit øje’, og nu vi er ved fine sange, så er her endnu et eksempel fra Lund’s bagkatalog, vi kan vel godt kalde den en lidt upbeat kærlighedssang? Den vinder også genklang blandt publikum, som måske nok vægter mere mod Lund’s egen aldersgruppe sådan omkring de 50, men også tæller en del yngre mennesker.
Efter Frisenvang og Lund lige får listet sig ud bag scenegardinet og vendt om inden publikum er nået at stille af, indleder et næsten hiphoppet beat fra rytmeboksen ‘Hvorend dagen tager os hen’, en selverklæret kærlighedssang, for hvor var vi uden, som Lund bemærker indledningsvis. Det er også en melodisk sniger, for et par timer efter koncerten dukker den op for mit indre øre igen.
Den sætter et fint (fik jeg skrevet “fint” nok gange i anmeldelsen?!) punktum for en aften, hvor Lund viste at han også kan tage skridtet op på en større scene og fylde den ud uden at give køb på sit særpræg.
Hvor Noias Ark viser en sangskriver som tør brede de musikalske vinger mere ud, viser koncerten en Slagger Lund som også tør fyre mere op under sin vokal. Hvad kan det ikke blive til med fuldt band en dag? Måske ikke alt for meget mere, for så forsvinder noget af den intime, omfavnende charme muligvis? Eller også gør den ikke – der er meget af verden, der godt kunne trænge til mere underfundighed og poesi.
Anmeldelse og fotos: Jonas Strandholdt Bach
