Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Anders Hjernø: Poesi? ★★★★☆☆

Anders Hjernø: Poesi? ★★★★☆☆

299
0

”Jeg vågner op i bunker af ord, men intet fucking sprog”, Anders Hjernø har haft en skriveblokering, men besluttede sig bare for at skrive og lave musik om netop det. Det er der så faktisk kommet et rigtig fint album ud af.

Er man bekendt med Hjernø og selskabet Aftenrutine, der blandt andet har udsendt udgivelser med navne som Tidlige Armbånd og MOD, så ved man at der nok er en lidt halv-skæv oplevelse i vente. Her er plads til skævhed, krumspring og, ja, poesi. Sidst jeg anmeldte et Hjernø var der eksempelvis tale om et spoken word album, hvor to unge piger diskuterer kunst og kunstkritik i en samtale der på overfladen handlede om at bygge sandslotte.

Det er altså ikke den snorlige vej Hjernø følger og Poesi? er ingen undtagelse, selvom det musikalsk måske er en af de mere tilgængelige som Aftenrutine har udsendt. Stilen lægger sig tættere op af poetisk sanger/sangskriver/skæv pop end tidligere udgivelser, selvom der stadig er plads til krøllede indfald, en stedvis fragmenteret følelse og melodier der gerne må sprutte lidt. På den måde matcher den musikalske del meget den følelse som jeg forestiller mig en skriveblokering kan efterlade. Der er en eller anden fornemmelse af start og stop, hvor sange pludselig stopper op, som om ordene sidder fast, ændrer retning og kommer i gang igen.

Sangene optræder endda i den rækkefølge de er skrevet i, så første halvdel er tydeligt præget af skriveblokeringen, mens stemningen og tonen skifter cirka halvvejs igennem det 9 numre lange album. Det vidste jeg ikke første gang jeg lyttede pladen igennem, men jeg sad med en fornemmelse af, at jeg syntes bedre om pladens anden halvdel. Det var som om det flød bedre, sangene føltes mere vibrerende og levende og jeg syntes i det hele taget, at materialet bare var stærkere på anden halvdel. Det er der jo så en naturlig forklaring på. På første halvdel af albummet er det som om der er en indbygget modstand i numrene, som om Hjernø virkelig har kæmpet med at få dem ud. De er ikke dårlige, de er bare mere genstridige at lytte til, hvorimod de sidste numre har en mere organisk og flydende fornemmelse.

Her finder man blandt andet den fine single “Giga Crush”, som jeg tidligere har anmeldt i Repeat og den sært danse-drømmende “No Future”, der ligesom mange andre af numrene rummer en tekst hvor metaforer for det at skrive flettes ind. Her dog mere indirekte og mindre udtalt end i nogle af sangene på albummets første halvdel, hvor det godt kan blive lidt for direkte. I den, for Hjernø, ret rockede, kantede og næsten punkede “Ordet”, der indledes med linjerne:

Ordet skal ha’ tyngde
Det skal føles sandt at synge det
Det skal føles som at så

En sang og en tekst om det at skrive og synge ordene, måske hjælpsom terapi, men også en øvelse, der hurtigt kan komme til at føles lidt som om den er mest interessant og nyttig for kunstneren selv, og ikke mig som lytter. Selvom det da også har en vis appel på en eller anden måde at få lov til at “kigge ind i værkstedet”. “Digtet kan sige alt det digteren ikke er i stand til”, lyder det i den efterfølgende “Uha da da”, en linje der alligevel har fået mig til at spekulere over, om det rent faktisk er en ting Hjernø lykkes med på denne plade? På den ene side er dele af materialet her meget statisk og 1:1, ligesom det kunne kategoriseres som kunstnerisk navlepilleri. Men på den anden side, så giver sangene mig også mere, noget jeg måske ikke helt kan konkretisere eller definere, noget som Hjernø måske slet ikke har tiltænkt, opdaget, eller, ja, været i stand til da han nedfældede ordene. En mening og stemning der er opstået efterfølgende, eller når jeg lytter til det og så har digtet vel sagt det, digteren ikke var i stand til?

Og hvis alt andet fejler, så kan man jo bare låne lidt, eller finde inspiration andre steder, den fine afslutter “Fri” indledes med et tydeligt ekko af selveste Kim Larsen, hvor “Om lidt” hos Hjernø forvandles fra de velkendte linjer til “om lidt bliver jeg stille, om lidt er jeg fri”. Betyder det mon, at han havde på fornemmelsen at missionen lykkedes og at han var ved, at være i mål med pladen, da han skrev nummeret? Det lyder i hvert fald afklaret og som en positiv ting og ikke endnu en bearbejdning af skriveblokeringen.

Jeg er ikke i tvivl om, at Poesi? har været en ret hård fødsel for Hjernø, men han kom igennem og ud på den anden side. Jeg er så ikke helt sikker på, at det vil være en lige interessant lytteoplevelse for alle, men det var Hjernø og hele Aftenrutine universet, hvis man må kalde det det, måske ikke som udgangspunkt. Det er musik, der er unik, original, helt sin egen og hvor regler er til for at blive brudt. Hvor man gerne må slå en skævert, hvor det “grimme” og kantede kan rumme stor skønhed, hvor det smukke kan opstå de mest overraskende steder.

Det er en udforskning af kunsten og musikken, en proces, og her har Poesi? også sin berettigelse, som en del af en fortløbende proces, som ikke er en statisk eller fastlagt størrelse – det er noget der opstår og skabes i øjeblikket. Også når inspirationen ikke lige et tilstede.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.